Fra det spanske monarkis fald i 1931 til nedkæmpelsen af majopstanden i Barcelona i ’37 udspillede den spanske revolution sig. Trotskij sagde engang, at de spanske arbejdere udviste så stort heltemod, at de snildt kunne have gennemført ti revolutioner. Hvorfor mislykkedes revolutionen så i Spanien, mens den lykkedes i Rusland i 1917, hvor arbejderklassen var meget mindre, og situationen i det hele taget var meget mere ugunstig for arbejderne?

I Rusland havde arbejderklassen bolsjevikpartiet med en marxistisk ledelse, som kunne føre revolutionen til sejr. I Spanien derimod svigtede alle arbejderklassens store partier totalt, nogle ved direkte forræderi, andre fordi de var ude af stand til at give et klart perspektiv og vise en vej frem.

Elendige forhold

Spanien var i starten af det tyvende århundrede et tilbagestående land i forhold til resten af Europa. I 20-30’erne var 70% af befolkningen stadig bønder, og det var stadig godsejerne, der styrede deres liv. 1% af jordejerne ejede 50% af jorden.

Der var stor fattigdom, sult og nød, og dette blev endnu værre i 30’erne, da verdenskrisen også ramte Spanien. Der kom en periode med mange strejker og opstande, og der var stigende utilfredshed med monarkiet og korruptionen. Det førte i 1931 til, at kongen måtte forlade landet.

Folkefronten

Den borgerlige republik kunne ikke løse folks store problemer – der fulgte flere år med elendige forhold, hvor protesterne bølgede frem og tilbage, og revolutionære tendenser vekslede med reaktion. Denne proces kulminerede ved valget i 1936, hvor de reaktionære partier blev besejret af Folkefronten, som var en samling af arbejderpartier og såkaldte progressive borgerlige partier, der gik ind for republikken. Folkefronten havde et program, som de deltagende borgerlige partier kunne støtte, og på den måde blev socialisternes kamp for arbejdernes sag underordnet samarbejdet med de borgerlige. At så godt som alle arbejderpartierne i løbet af konflikten gik med i Folkefronten, var den spanske revolutions ulykke – i stedet skulle man have opbygget en koalition mellem arbejderpartierne om et klasseprogram for arbejderklassens overtagelse af magten i samfundet. Selv anarkisterne opfordrede flere steder folk til at støtte Folkefronten, stik imod deres egne idéer.

Folkefrontens program indeholdt en del gode konkrete tiltag med forbedringer for arbejdere og bønder, og derfor vandt den valget. Men Folkefronten havde reelt ingen planer om at gennemføre forbedringerne. Den stod fast på et kapitalistisk grundlag, og kapitalismen var i dyb, dyb krise, så det var ikke ligefrem fremskridt for arbejdere og bønder, der var plads til. For eksempel var det kun 2,5% af bønderne, der fik jord i Folkefrontens seks måneder.

Selvgjort er velgjort

Disse begrænsninger ved Folkefronten var mange arbejdere udmærket klar over, så de begyndte selv at føre forbedringerne ud i livet. De afkrævede kapitalisterne ferie med løn, en 44-timers uge, lønforhøjelser, og 30.000 politiske fanger blev sat fri. På landet begyndte bønderne selv at tage jord.

Kapitalisterne var ved at miste kontrollen, selvom arbejderklassens ledere havde underordnet sig selv Folkefronten. Kapitalisterne så magten glide dem af hænde og droppede derfor deres støtte til de moderate, republikanske borgerlige partier. I stedet begyndte de at konspirere med generaler, monarkister og fascister for at redde kapitalismen fra den voksende sociale protest gennem et fascistisk kup.

Fascisme

Fascismen er den form, kapitalismen tager, når den er kommet helt derud, hvor den ikke længere kan tillade den organiserede arbejderbevægelse at eksistere. Det er et middel til at gennemtvinge kapitalismens fortsatte eksistens og smadre alle arbejderklassens tilkæmpede rettigheder og dens organisationer.

Lederne for de store arbejderpartier var klar over faren, men gjorde ikke noget ved det andet end at opfordre Folkefrontsregeringen til at gribe ind. På den måde kunne de fascistiske officerer køre videre med deres planer, mens kapitalisterne slap deres fascistbander løs på arbejdernes organisationer. Situationen skærpedes, der var hele tiden nye sammenstød, men ligegyldigt hvad kapitalisterne gjorde, hjalp det ikke. Til sidst havde de kun den sidste mulighed tilbage: Den 17. juli 1936 begyndte det fascistiske kup i de spanske områder i Marokko og på de Kanariske Øer, hvorfra det hurtigt spredte sig via de forskellige militærforlægninger landet over.

Reaktioner på kuppet

Folkefronten forsøgte at skjule kuppet for folk, men arbejderne i Madrid og andre byer fik alligevel besked gennem matroser i flåden, som havde vendt sig imod deres fascistiske officerer. Arbejderne strømmede ud på gaderne, 100.000 i Madrid, og krævede våben, så de kunne forsvare sig mod fascisterne. Dette afslog Folkefrontsregeringen, og både Socialist- og Kommunistpartiet opfordrede folk til at gå hjem igen. De steder, hvor folk adlød opfordringen, lykkedes kuppet, og natten efter gik fascisterne rundt med lister i arbejderkvartererne og skød fagligt aktive, socialister og kommunister.

Hvad var Folkefrontens reaktion på kuppet? Den omrokerede sig, så den fik mere højreorienterede ministre, så man bedre kunne forhandle med fascisterne! Folkefronten var ubrugelig. Som situationen var i Spanien, var der slet ikke noget grundlag for demokratisk kapitalisme – valget stod mellem kapitalisme i fascistisk form eller den socialistiske revolution. Folkefronten valgte ikke det sidste og kom derved i praksis til at fremme det første.

Mange arbejdere forstod imidlertid instinktivt behovet for selvstændig handling fra arbejderklassens side mod fascisterne, og på den måde startede arbejderne selv revolutionen, begyndende i Barcelona. De fik fat i våben og dannede arbejdermilitser, mange steder blev fabrikkerne overtaget af arbejderne, transporten blev sat under deres kontrol, i Barcelona blev selv frisørsalonerne styret af fagforeningerne.

Folkefronten havde reelt ingen hær, for den gamle hær var gået med fascisterne. Den reelle magt i de områder, der ikke var faldet til fascisterne, var i virkeligheden i arbejdernes hænder.

Kontrarevolution

Selvom de spanske arbejdere og bønder kæmpede stærkt og heltemodigt, vandt Franco og fascisterne som bekendt til sidst. Men sådan behøvede det ikke at være gået. Hvis der havde været et revolutionært socialistisk arbejderparti med et rigtigt revolutionært perspektiv, kunne man have gennemført revolutionen uden problemer. Men alle arbejdernes partier forrådte, da det gjaldt. De støttede alle Folkefronten og underordnede arbejdernes kamp under den “brede anti-fascisme”, uden at forstå, at fascismen kun kan bekæmpes rigtigt gennem arbejderklassens klassekamp mod kapitalismen.

Stalinisterne i Kommunistpartiet førte an i kontrarevolutionen, som ødelagde alt, hvad arbejderne havde tilkæmpet sig, nedlagde militserne og smadrede arbejdernes egen kamp og satte en “rigtig hær” i stedet, dvs. de opbyggede den borgerlige Folkefronts hær. De modarbejdede bevidst arbejdermilitserne. De undlod at sende våben til dem, forfulgte “afvigende” tendenser og ophævede nationaliseringen af fabrikker osv.

I maj 1937 kom kulminationen på denne proces, da stalinisternes overtagelse af telefoncentralen i Barcelona fik bægeret til at løbe over. Centralen havde ellers været styret af arbejderne og deres organisationer, men nu skulle der oprettes “ro og orden”. Det førte til åben kamp – en borgerkrig i borgerkrigen. Arbejderne byggede barrikader og startede en generalstrejke for at forsvare deres revolution. Men POUM (et mindre parti, som nogle fejlagtigt kalder trotskijstisk) og anarkisterne kom stalinisterne og kapitalismen til undsætning og opfordrede til sidst arbejderne til at gå hjem. På den måde blev den sidste chance forspildt. Masserne var desillusionerede og forrådte. Nu lå vejen åben for fascisternes sejr.

Da stalinisterne havde nedkæmpet arbejdernes revolutionære tiltag, og fik gjort kampen mod fascismen til noget rent militært, var kampen tabt. Fascisternes hær var overlegen rent militært set, og den fik støtte fra det fascistiske Italien og Tyskland. Men det ville ikke have været noget problem, hvis krigen var blevet ført som en revolutionær krig. Så kunne man have vundet de “fascistiske” soldater over – de var jo selv arbejdere og især bønder og folk fra kolonierne i Marokko, og hvis man havde vist dem en vej frem med jord til bønderne, fabrikkerne til arbejderne, og ret til selvstændighed til kolonierne, ville mange have forladt de reaktionæres rækker. Det var det, der var grunden til, at bolsjevikkerne kunne vinde krigen mod de zar-tro og de udenlandske interventionshære efter Oktoberrevolutionen.

Brug for socialistisk ledelse

Stalinisterne i Spanien var Moskva-bureaukratiets forlængede arm og forsvarede blot deres interesser. Dette bestod i for enhver pris at undgå socialistisk revolution i andre lande, for det ville forstyrre Stalins “fredelige sameksistens” med kapitalisterne, og det ville vække de sovjetiske arbejdere til dåd mod det undertrykkende bureaukrati og minde dem om de ægte arbejderdemokratiske traditioner fra Lenins tid.

De andre arbejderpartiers ledere havde ikke noget alternativ. De støttede enten direkte op om kontrarevolutionen eller var blot i det afgørende øjeblik ude af stand til at tilbyde et alternativ og samle arbejdernes kamp til det endelige opgør med kapitalismen. Hvis der havde været et socialistisk parti med et revolutionært perspektiv og fast forankring i arbejderklassen, ville man let kunne have gennemført revolutionen og slået fascismen. Arbejderne var selv begyndt på denne opgave – det, der var brug for, var et parti og en ledelse, der kunne samle bevægelsen og føre den fremad over hele landet.