Undertegnet, som er studerende ved Roskilde Universitet (RUC), og derfor er yderst velbevandret i de problemer og udfordringer, som møder mange unge studerende i hverdagen, blev forleden konfronteret med en ”jobcoach”, da man fra kommunen har bestemt, at jeg har en ustabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Jeg har været i mange forskellige deltidsstillinger ved siden af studiet over de sidste par år, da den ene arbejdsplads efter den anden ”vælger” at øge arbejdspresset og effektivisere ved at sammenlægge stillinger. Disse effektiviseringer er ikke et fænomen, der udelukkende kan tilskrives enten private eller offentlige arbejdspladser, men er et velkendt og yderst promoveret fænomen i samfundet generelt, og har været det i hvert fald siden den økonomiske krise indtraf.

Effektiviseringer og konkurrenceevne er de dominerende økonomiske dogmer, og bliver fremlagt som uundgåelige kendsgerninger af alle partier i folketinget, som den eneste måde at føre samfundsøkonomien frem på og blive konkurrencedygtige i et internationalt regi. Det er da også rigtigt – inden for det kapitalistiske økonomiske system. Det, som dog aldrig bliver nævnt, er, hvem denne konkurrenceevne og effektiviseringerne gavner, hvad bagsiden er for denne kapitalistiske dogmatisme, og om der er et reelt alternativ.

Økonomiens motor
Arbejdsløshed er en uadskillelig del af det kapitalistiske system, men samtidig også en del af begrænsningen for dets kontinuerlige vækst og ekspansion. For at give en fyldestgørende forklaring på dette, er det nødvendigt at lægge ud med en kort blotlæggelse af det mest fundamentale i det kapitalistiske system.

Som Karl Marx beskrev for 150 år siden, er produktionen i det kapitalistiske samfund, økonomisk set, primært delt mellem to klasser: Kapitalistklassen (fabriks og virksomhedsejere) der ejer produktionsmidlerne, og dermed er fritaget fra at sælge deres arbejdskraft for at opretholde livet. På den anden side står arbejderklassen (lønmodtagerne) der intet ejer ud over deres arbejdskraft, som de er nødsaget til at sælge til kapitalisten for at kunne opretholde livet og fortsætte med at gå på arbejde.

I produktionen indgår basalt set to elementer. Det første er konstant kapital i form af maskiner og råmaterialer. Den har benævnelsen konstant, fordi der er en bestemt levetid på en maskine og dermed en bestemt begrænsning for, hvor mange produkter der kan pumpes ud, før den går til af slitage. Maskinen lægger så at sige en brøkdel af sin egen værdi i hvert enkel vare, den producerer, men tilføjer ikke varen yderligere værdi. Det samme gælder råmaterialerne, hvor der går en bestemt mængde til et givent produkt. Der kan altså ikke hives mere værdi ud af den konstante kapital, end der er nedlagt i den – altså hvad det ”koster” at reproducere den. Men som vi har set, bliver maskiner til stadighed gjort mere og mere effektive og mængden af produkter, der bliver produceret, ved hver arbejder, der er beskæftiget ved maskinerne, vokser.

Det andet element er variabel kapital, som populært sagt er den løn, der gives til arbejderen til gengæld for den fulde brug af hans arbejdskraft inden for et givent tidsrum. Benævnelsen variabel er her helt central for den følgende diskussion om arbejdsløshed, da aflønningen af gennemsnitsarbejderen grundlæggende set kun dækker omkostningerne til arbejdskraftens reproduktion. Det vil sige livsfornødenheder i ordets bredeste forstand. Både kost, logi, uddannelse, dannelse og midler til opfostring af fremtidige arbejdere og så videre. Der er selvfølgeligt et stort kulturelt og historisk element i dette – ikke mindst påvirket af arbejderklassens tilkæmpede rettigheder – der ændrer sig over tid, og afhænger af klassekampen.

Der er altså stor mulighed for at hive ekstra værdi ud af den variable kapital end den, der nedlægges i den, hvilket da også står meget klart på nuværende tidspunkt, idet en arbejder i en given virksomhed i dag producerer produkter til den værdi, der svarer til dennes løn, på meget kort tid, hvorefter værdien af resten af dagens produktion udelukkende er profit til arbejdsgiveren, kapitalisten. Det betyder også, at enhver forlængelse af arbejdsugen, enhver effektivisering – og ikke mindst enhver lønnedgang – betyder en øget merværdi til kapitalisten. Fordelingen af produktets værdi mellem kapitalist og arbejdere er altså i den konkrete situation på ingen måde fastlåst, men et produkt af klassekampen.

I ovenstående ligger også implicit, at arbejdskraft altså er en vare som enhver anden, omend netop denne vare har den specielle egenskab at kunne producere mere værdi, end det koster at reproducere den. Men som enhver anden vares værdi, bestemmes også arbejdskraftens af den mængde samfundsmæssigt nødvendigt arbejde, der er nedlagt i den. Imidlertid kommer denne værdi kun til udtryk som et gennemsnit over længere tid. I praksis svinger varepriserne ustandseligt som følge af udbud og efterspørgsel. Her kommer spørgsmålet om arbejdsløshed ind i billedet. For jo højere arbejdsløshed, jo laver bliver lønnen. Jo større frygten for arbejdsløsheden er blandt arbejderklassen, jo mere kan arbejdskraftens pris presses ned, og desto større bliver profitten.

Den økonomiske krise
Denne profit fra udbyttet af arbejds- og lønpresset på arbejderen, der tilfalder kapitalisten bruger denne på at investere i yderligere produktion for at gøre sig konkurrencedygtigt over for de andre kapitalister. Hermed har vi grundlaget for kontinuerlige investeringer i ny produktion, nye fabrikker og virksomheder. Det er kapitalismens progressive element. Men situationen i dag er imidlertid den, at kapitalisterne ikke geninvesterer deres profit i nye produktionsmidler, nye fabrikker og nye maskiner. I 2009 var nettoinvesteringerne i Danmark, altså hvor mange penge der bliver investeret i nye maskiner og ikke bare i vedligeholdelse af det eksisterende produktionsapparat, omkring nul, og siden har den været direkte negativ (Danmarks Statistik NAT04). Kapitalisterne tærer altså på Danmarks produktionsapparat. Det er ikke set tidligere i hele den periode som statistikken dækker, nemlig siden 1966.

Man falder over en stor modsætning i det ovenstående – arbejderen der konstant er under pres for at arbejde hurtigere og til en lavere løn, for at kapitalisten kan maksimere sin profit, er den selvsamme, som skal konsumere den stigende produktion. Resultatet bliver, som vi kan se på nuværende tidspunkt, en massiv økonomisk krise, der udspringer af overproduktionen der er den direkte konsekvens af kapitalisternes konstante jagt på profit. Mange økonomer og reformister vil gerne pege på bankernes uforsvarlighed som skyld i den økonomiske krise, men som nævnt ovenfor er der et markant misforhold mellem det faktum, at kapitalisterne producerer, som om det kun er produktionsapparatet selv, der sætter grænserne, mens markedet begrænses af de brede massers begrænsede købekraft, som selve kapitalisternes profitjagt lægger et nedadgående pres på.

Det er i netop dette lys, at bankerne skal ses. De sidste par årtier har bankerne og staterne i den vestlige verden spillet en central rolle i forhold til at imødekomme denne overproduktion i kapitalismen ved at udbygge befolkningens købekraft gennem en historisk udvidelse af befolkningens lånemuligheder – specielt gennem friværdien i folks huse, hvilket var med til at hæve huspriserne. Da man ikke længere kunne finde flere smutveje til at imødekomme denne overproduktion gennem en kunstig udbygning af befolkningens købekraft, faldt hele kapitalismens korthus sammen, og befolkningen er blevet efterladt med regningen for finanssektorens ekspansion, gennem de mange bankpakker og dyb forgældelse.

Ydermere er konsekvensen af krisen, at kapitalisterne ikke længere kan forvente at lukrere på et stigende marked og dermed forøge sine profitter ved at øge produktionen. Derimod søger de at opretholde og forøge profitten ved, gennem ”effektiviseringer” af den eksisterende arbejdskraft [læs: piske arbejderne til at løbe hurtigere] og ved at presse arbejdernes lønninger så meget som muligt, at få profittens andel af produktet til at stige. Det har resulteret i en ensidig krig på fabriksgulvet.

Øget arbejdsudbud
Helle Thornings tale til folketingets åbning er et klart eksempel på den politiske linje hos den nuværende regering. Svarene på den nuværende økonomiske krise er de sidste to år gået på, at arbejderne bliver nødt til at tage et fælles ansvar for krisen og må, i solidaritet, være klar til at gå ned i løn og arbejde længere og mere effektivt. Der tales ligeledes om, at det er nødvendigt, at ”øge arbejdsudbuddet”. Der vedtages forkortelse af dagpengeperioden, forringelser af kontanthjælp, fleksjob, tilbagetrækningsalderen hæves, og efterlønnen fjernes. Ligeledes skal de unge hurtigere gennem studierne og ud på arbejdsmarkedet. Alle disse tiltag har samme resultat: mængden af arbejdere, der er desperate for at få et arbejde, øges. Med andre ord: balancen mellem udbud og efterspørgsel tiltes i udbuddets favør, og resultatet er en lavere pris, altså lavere løn. Det er essensen af alle disse tiltag.

Ydermere søger regeringen at forklare, hvorledes de danske arbejdere ikke er fulgt med arbejdsmarkedets udvikling, og at der dermed er brug for efteruddannelse og flere højtuddannede – en mere kvalificeret arbejdskraft. Man argumenterer med, at folk, der er faldet uden for arbejdsmarkedet, er kommet i denne situation, fordi de ikke har formået at profilere sig selv, og ikke har været gode nok til at opkvalificere sig - derfor bliver svaret til folk på kontanthjælp og dagpenge intensiverede kurser i jobsøgning og coaching forløb.

Der er to elementer i denne politik. Det ene er åbenlyst spil for galleriet: Ugebrevet A4 kunne i september berette om en undersøgelse, der viste, at der kun var 5.000 ubesatte stillinger i forhold til 160.000 arbejdsløse. Selv ikke de bedste ansøgninger, korrekte håndtryk og positive indstilling fra jobsøgerne kan ændre på dette. Alt hvad deres coaching og individuelle profilering søger at bidrage til, er en uddybelse af kapitalisternes udnyttelse af arbejderne. Presset på folk for at profilere sig selv, løbe hurtigere og arbejde længere, opkvalificere og efteruddanne sig, tjener til at skabe yderligere konkurrence om arbejdspladserne. Det får arbejderklassen til at konkurrere yderligere med sig selv på kapitalisternes præmisser. I sidste ende er også dette med til at forhøje arbejdspresset og presse lønninger.

Det andet element er en del af den højresocialdemokratiske idé om, at man kan uddanne sig ud af arbejdsløsheden. Det står dog i skarp kontrast til virkeligheden. Bare fordi jobsøgerne er højere uddannede, ændrer det ikke noget på mængde af ledigt arbejde. Men denne idé dækker også over, at kapitalisterne naturligvis er interesserede i at presse også de faglærte og veluddannedes løn og vilkår. Kapitalisterne søger at presse de faglærte ned på ufaglærtes lønniveau og de lavere akademikere ned på de faglærtes tidligere niveau. For at det skal ske, kræver det kvalificerede arbejdsløse. Det går fint i spænd med idéen om at få de unge studerende hurtigere igennem uddannelserne og ud i arbejdsløshed.

Eksport af arbejdsløshed
Som den Radikale arbejdsmarkedsordføre Nadeem Farooq kom til at sige lidt for ærligt i august:
- Højere arbejdsudbud kommer til at trykke lønnen. Det gør vi ikke i regeringen, fordi vi synes, det er rart at trykke lønnen, eller fordi der er ideologi i det.
- Men vi ved bare, at vores lønkonkurrenceevne er blevet markant dårligere i forhold til Tyskland de seneste ti år, siger han til Jyllands-Posten og tilføjer:
- Vi skal ikke ned på tysk niveau, men vi bliver nødt til at tage bestik af realiteterne. De er, at flere job vil flytte til Tyskland, hvis der er for stor forskel mellem den tyske og danske lønkonkurrenceevne.

Vi får dagligt tudet ørerne fulde af nødvendigheden af at øge Danmarks konkurrenceevne, hvis vi skal ”ud af krisen”. Danmark er ikke unik i denne sammenhæng. Alle verdens ledere og kapitalister siger det samme. Problemet er, at udenrigshandel er et nulsumsspil. Hvad ét land eksporterer, må nødvendigvis importeres af et andet. På den måde kan det ”at eksportere sig ud af krisen”, som særligt tysk økonomi er blevet eksemplet på, reduceres til eksport af arbejdsløshed. Hvad regeringen og Nadeem Farooq derfor argumenterer for, er et verdensomspændende ræs mod bunden: vi skal være billigere end tyskerne, tyskerne skal være billigere end os og så videre. Det er skruen uden ende. For de Radikale kan vel næppe være så naive at tro på, at de tyske kapitalister vil holde hænderne i skødet, hvis vi underbyder dem? De eneste der vinder på et sådan internationalt ræs mod bunden, er naturligvis kapitalisterne, som kan læne sig tilbage og se lønomkostningerne rasle ned, mens merværdiens andel af produktionen stiger. Ud over lønnedgang er den naturlige konsekvens af denne politik som regeringen fører, at man uundgåeligt fremmer nationalisme og national splittelse i den internationale arbejderklasse. Regeringen udpeger de tyske arbejdere som problemet, og ikke kapitalisterne.

Afskaf arbejdsløshed? - Afskaf kapitalismen
Arbejdsløshed er et af de smøremidler, der holder kapitalismens motor i gang. Uden arbejdsløshed vil kapitalismen gå i stå. Under kapitalisme produceres ud for hensynet til profit, ikke samfundsmæssige behov. Det betyder også at produktionen kun foregår, så længe det er profitabelt. Som tankeeksperiment kan man forestille sig en situation med fuld beskæftigelse under kapitalismen: Det vil i praksis betyde, at arbejderklassen vil kunne diktere lønnens størrelse, hvilket vil betyde meget lille eller slet ingen profit til kapitalisterne. Kapitalisterne vil standse produktionen. I praksis når det aldrig dertil. Dels på grund af de tilbagevendende overproduktionskriser, men også fordi kapitalisterne nok skal finde veje til at øge arbejdsløsheden længe inden. Arbejdsløsheden er kapitalisternes ven. Tallene taler sit tydelige sprog: profittens andel af bruttonationalproduktet (BNP) i USA har aldrig været højere, procentdelen af folk i arbejde i USA er det laveste i tre årtier, mens lønnens andel af BNP aldrig har været lavere (businessinsider.com, 22. juni 2012). Vil man afskaffe arbejderklassens plage – arbejdsløshed – må man afskaffe det kapitalistiske system.