69,2 procent stemte ja til de nye overenskomster: ”Jeg er glad for, at medlemmerne har fulgt vores anbefaling, og stemt ja til de nye overenskomster. Resultaterne betyder både tryghed for lønmodtagerne og styr på lønudviklingen de kommende år.” siger LO's formand Harald Børsting. Dog blegner denne umiddelbare opbakning til overenskomsterne, når der tages højde for, at det kun var 140.000 ud af de i alt 485.000 medlemmer, som overhovedet stemte – hvilket er det laveste niveau siden 70’erne. Inddrages dette aspekt, står det klart, at den reelle opbakning til de nye overenskomster ligger på knap 20 procent af den samlede medlemsskare (lo.dk).

Ingen entusiasme på arbejdspladserne
Den manglende opbakning til overenskomsterne er markant afspejlet hos de traditionelt ”røde” lokalafdelinger i fagforeninger som Blik og Rør, Malerne og 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforeninger, hvor stemmeprocenten for et nej lå på omkring 90 procent. Men overordnet set ændrer det ikke på billedet, og medlemmerne af disse forbund bliver nu tvunget til at acceptere aftalen på grund af sammenkædningsreglerne. Flertallet for et ja til aftalen kommer dog ikke til at afværge fremtidige konflikter og arbejdernes utilfredshed med dårligere arbejdsforhold, som Henrik Bay-Clausen, formand i 3F Kastrup udtrykker det ”De (medlemmerne red.) synes ikke, at OK-resultatet er godt. Omvendt har de ikke været parate til at konflikte i den nuværende situation. De gemmer krudtet og strejkekronerne til en anden gang”. Ud fra Henrik Bay-Clausens udtalelse er det tydeligt, at utilfredsheden er at finde hos de enkelte medlemmer. Men den politik, der på nuværende tidspunkt bliver ført fra toppen i fagbevægelsen, hvor man lægger sig fladt på maven for arbejdsgiverne, har været nok til at overbevise medlemmerne om, at hvis kampen for bedre arbejdsforhold skal vindes, er det nødvendigt, at der er en alternativ ledelse, der kan organisere kampen. Konsekvensen heraf er, at de enkelte medlemmer og tillidsfolk på tværs af fag og arbejdspladser må gå sammen og danner en alternativ, bevidst og kampvillig ledelse fra bunden og med rødder i de enkelte arbejderes aktuelle hverdagssituation, i stedet for profitmaksimering for erhvervstoppen.

Yderligere forringelser
De nye overenskomstresultater er en lussing af dimensioner til arbejderklassen, som kan se frem til et reallønstab og større arbejdsbyrde uden kompensation. Forinden har arbejderne ydermere lagt ryg til en halvering af dagpengeperioden fra fire til to år samt fordobling af genoptjeningskravet og også efterlønsordningen er forringet. LO’s ledelse har vist deres mistillid til arbejdernes evner til at kæmpe for bedre forhold. I stedet for medlemmernes aktive deltagelse, organisering og kamp, sætter ledelsen deres fejlslagne politiske linje, med samarbejde med arbejdsgiverne for næsten enhver pris. Det er en linje, som har vist sig at være ganske uheldig. Harald Børsting, formand for LO, mener, at vedtagelsen af de nye overenskomster betyder, at kapitalisterne nu kan begynde at udbygge produktionen og dermed skabe flere job (lo.dk). Erfaringerne gennem de sidste fire år peger dog i en anden retning. Det vi har set siden krisens begyndelse, er, at produktionen i tiltagende grad bliver beskåret og udliciteret. Nye undersøgelser fra Aarhus Universitet viser, at siden krisens begyndelse har Danmark mistet 150.355 arbejdspladser. De færre arbejdspladser er med til at trykke arbejderklassens lønniveau, som kun har oplevet en årlig lønstigning på 1,3 procent sidestillet med en inflation på 2,8 procent i 2011. Dette er dog ikke det samlede billede. Siden krisens begyndelse er kapitalen blevet samlet på færre hænder, hvilket har betydet, at de øverste lag i erhvervslivet har oplevet en gevaldig forøgelse af deres indkomst samtidig med, at arbejderklassen har fået beskåret dagpengeperioden, intensiveret arbejdsbyrden og er offer for et reallønstab. Der er grænser for, hvor meget arbejderklassen vil acceptere, og med hver forringelse af arbejdernes forhold ophobes der modsætninger mellem arbejderklassens og kapitalisternes interesser, som ikke kan undgå at komme til udtryk i form af konflikter eller decideret arbejdskamp.

Arbejdsgiverne går i offensiven
Det danske arbejdsmarked har i mange år promoveret sig selv ved den danske arbejdsmarkedsmodel, der blandt andet bygger på et fleksibelt arbejdsmarked med et socialt sikkerhedsnet, som sørger for at holde hånden under arbejderne imellem job. Lovgivning på arbejdsmarkedet har været minimal. Det har været overladt til fagforeningerne og arbejdsgiverorganisationerne at forhandle vilkårene på plads. Ligeledes er denne model også kendetegnet ved et ”gnidningsfrit” trepartssamarbejde, som sørger for et stabilt arbejdsmarked. Men som arbejderklassen nu må erfare, under krisetider, betyder denne model, at fagbevægelsens ledelse og erhvervslivets eliter gennemfører forringelser af arbejderklassens forhold over hovedet på dem. Og det betyder, at arbejdere der ikke er dækket af en overenskomst, eller hvor arbejdsgiverne konflikter sig ud af en overenskomst gennem lockout (husk blot CSC eller restaurationsbranchen i dag), står tilbage med sorteper. Ydermere er der på nuværende tidspunkt fra EU's side pres på den danske regering for at begrænse konfliktretten – arbejderklassens mest effektive redskab for sikring af deres forhold. Med en gennemtrumfning af de nye overenskomster med en stemmedeltagelse på kun 28,7 og en truet konfliktret, er det på nuværende tidspunkt nødvendigt, at arbejderklassen bereder sig på kamp for at bibeholde deres tilkæmpede forhold. De enkelte medlemmer kan bidrage til, i fællesskab, at skabe en alternativ ledelse til den nuværende top i fagbevægelsen. Denne ledelse skal være villig til at tage teten i kampen for at den samfundsmæssige produktion, der tilgodeser de sociale behov også kommer til at underligge socialt ejerskab og kontrol.