Torsdag viste arbejdsretten sin klokkeklare klassekarakter – den dømte entydigt til CSCs fordel, da den ”frigjorde” CSC fra overenskomsten med PROSA.
Allerede fredag morgen lå der et brev fra firmaets ledelse i postkassen hos alle de strejkende CSC-arbejdere: enten møder du mandag morgen og arbejder på den meget ringere HK overenskomst, ellers er du fyret! Det må siges at være klar besked.
Fredag morgen var blokade af CSCs porte afblæst og på et stormøde fredag eftermiddag besluttede arbejderne at acceptere arbejdsgiverens sicilianske ”tilbud” og gå samlet tilbage til arbejdet.
Umiddelbart er der tale om et nederlag for de strejkende – men CSCs umiddelbare sejr, kan vise sig at være en såkaldt Pyrrhussejr – en sejr der i sidste ende viser sig ruinerende for den sejrende part.
Sammenholdet styrket
Det var i virkeligheden, ganske paradoksalt, en enorm opløftende oplevelse at mærke stemningen efter stormødet fredag efter middag i Valbyhallen. Den var hverken pessimistisk eller demoraliseret. Der var ikke splittelse, men enhed og sammenhold. Det skyldes ikke, at arbejderne var tilfredse med konfliktens udfald – tværtimod! Men det var tydeligt, at overmagten i den nuværende situation havde været for stor. Konklusionen var klar: man havde været for naiv og fulgt de fagretslige regler, strejkevarsler osv., imens arbejdsgiveren i ro og mag kunne uddanne skruebrækkere, fyre folk og så videre. Ansvaret for denne tilgang ligger alene hos PROSA’s ledelse, der har foræret arbejdsgiverne sejren på et sølvfad. Derfor valgte arbejderne fredag at lave en kollektiv tilbagetrækning. Men det skete med oprejst pande. For nok har arbejderne tabt slaget, men deres sammenhold og organisering er blevet styrket. Nye kræfter er trådt frem, og knapt 500 mand er blevet uddannet i klassekamp
Som én af arbejderne kommenterede havde konflikten været det ”bedste kursus i teambuilding” – nok ikke den form for teambuilding CSC ønsker, men ”teambuilding” i fagligt sammenhold og solidaritet.
Arbejdsgiversiden har vundet ét slag i hvad, der vil blive en lang kamp – både på CSC og resten af arbejdsmarkedet. Gennem konflikten har de ansatte lært vigtige lektier, som må og skal bruges til næste slag.
Fagtoppen har svigtet
De strejkende på CSC har kæmpet en heltemodig kamp, og de har gjort det alene. Hele toppen af den danske arbejderbevægelse har været fuldstændig fraværende og har svigtet. LO-toppen har ignoreret et af de mest principielle angreb på arbejderbevægelsen i mange år. Toppen i HK har direkte modarbejdet de strejkende og stukket dem i ryggen. Men også de strejkendes eget forbund, FTF, har været fraværende og lagde, allerede før konflikten startede, ud med en pessimisme, der ikke kunne føre mange andre steder hen end til nederlag.
Desværre har heller ikke CSC arbejdernes egen fagforening PROSA vist sig opgaven voksen. PROSA’s ledelse brugt store ord i denne konflikt, men er i konfliktens løb blevet mere og mere fraværende og endte med at modarbejde strejken ved eksempelvis at acceptere forligsmandens forslag, på trods af at forslaget og urafstemning lige var blevet afvist af medlemmerne.
Det så ud til at PROSA’s ledelse var mere bekymrede om at sikre sig selv forhandlingsretten, end at sikre deres medlemmers vilkår.
Toppen i den danske fagbevægelse vil få sig et chok. CSC's sejr er ikke blot et angreb på arbejdsforholdene på CSC, hvilket i sig selv er slemt nok. CSC's sejr er et angreb på selve retten til at organisere sig og forhandle kollektive overenskomster, altså hele grundlaget for fagtoppens privilegier.
Sluseporten er åbnet
Arbejdsrettens dom åbner sluseporten for, at andre arbejdsgivere vil gøre det samme som CSC. Der er åbnet for en arbejdsgiveroffensiv i massiv skala. Men hvad de også vil opdage er, at ligesom på CSC er arbejderne ikke parate til at acceptere disse angreb stiltiende. De vil opleve kamp til stregen og for hver kamp øges arbejderklassens erfaringer og organisering.
Fagtoppen har siddet mageligt på deres poster de sidste 10-15 år. De har forhandlet fredeligt med arbejdsgiverne og levet et rimelig nemt liv, uden at deres løn eller arbejdsforhold havde nogen relation til, hvad de kunne opnå for deres medlemmer. De har været sagsbehandlere, men ikke fagforeningsfolk. De er sunket dybt ned i love og regler og har mistet al tiltro til, at det nytter at kæmpe, og endnu vigtigere har de ingen tiltro til deres medlemmer. Men de vil få sig en overraskelse.
Erfaringerne må udnyttes
De danske arbejdere vil kæmpe tilbage, og herigennem vil de indse nødvendigheden af også at tage kampen op inde i fagforeningerne. Mange af de mest aktive strejkende fra CSC har allerede indset dette behov. Det er en vigtig udvikling. Det er afgørende, at alle de arbejdere, der har bevist sit værd som naturlige ledere i strejken og har vundet sine kollegers tillid, tager ansvaret på sig og går aktivt ind i organiseringen af arbejderne - både på CSC, men også i fagforeningen. Deres kræfter er tiltrængt. Al den gamle luvslidte rutine og desillusion, som præger toppen af dansk fagbevægelse, skal fejes ud. Nye kræfter må ind, og erfaringerne fra CSC-arbejdernes kamp skal bevares og udnyttes i fremtidens kampe. Disse erfaringer kan vise sig at være en større gevinst end arbejdsgiverens midlertidige sejr – hvis de udnyttes.
Den næste periode vil vi se en stigning i klassekampen og samtidig en stigning i kampen i fagforeningerne om linjen – en kamp for at vinde fagforeningerne tilbage på deres oprindelige kampprogram.
”Undertiden sejrer arbejderne, men kun forbigående. Det egentlige resultat af deres kampe er ikke den umiddelbare sejr, men det, at arbejdernes samling griber mere og mere om sig.” (Karl Marx og Friedrich Engels, Det Kommunistiske partis manifest)
