Krisen har ramt malerne hårdt. Kort efter krisens udbrud kom der et mere eller mindre stop for alt nybyggeri. Dermed voksede arbejdsløsheden eksplosivt, hvilket igen førte til en offensiv fra malermestrene, der udnyttede den ændrede situation til at presse lønningerne.

Et godt eksempel på det er firmaet Robert Rasmussen, der er blevet meget hårdt ramt af den kraftige nedtrapning af nybyggeriet. Fra at have været omkring 50 mand, er de nu nede på omkring 15. Mesteren brugte med det samme dette til at indføre en timeløn på omkring 165 kroner i et firma, hvor svendene tit lå på lige omkring 300 kroner på akkord. Dertil kommer, at den koncern, Robert Rasmussen er en del af, har stillet krav om, at timelønnen i koncernen skal yderligere ti kroner ned. Det samme billede kan man mere eller mindre finde i alle andre malerfirmaer, for ikke at sige alle andre byggefirmaer.

Voksende pres på løn
Dette er et meget godt eksempel på de problemer, malersvendene står over for. Reelt er det kun fem til ti procent af malerne, der arbejder inden for overenskomsten (den opmålte akkord). Resten arbejder enten på slumpakkorder eller på timelønninger der er forskellige fra firma til firma, - og i nogle firmaer også er forskellig fra svend til svend. Lønningerne i malerfaget er derfor i meget høj grad afhængig af, hvad svendene selv forhandler sig frem til og i langt mindre grad af overenskomsten. Men grunden til, at vi har en fagbevægelse, er jo netop, at arbejdere står stærkest, hvis de står samlet. Fagbevægelsen burde samle alle om fælles krav. Sådan er det bare ikke i malerforbundet, og situationen er nok ikke meget anderledes i de andre byggefag.

Dette var medvirkende til, at en lang række københavnske faglige malerklubber krævede en mindsteløn på 170 og en 20 procents stigning af prislisten op til overenskomstforhandlingerne i 2010, hvilket desværre ikke kom igennem. I øjeblikket udgør mindstelønnen 114 kroner. Dette er langt under hvad der tjenes på akkord (190-250 kroner) og på timeløn (150-190 kroner). På den måde er den nuværende mindsteløn, i stedet for at være en sikring af malersvendenes lønniveau, rent faktisk en trussel mod lønniveauet. En mindsteløn er et vigtigt våben mod løntrykkeri i krisetider, men den er ikke noget værd, når den er så langt fra gennemsnitslønnen som nu. Derfor er kravet om en langt større mindsteløn helt grundlæggende i kampen for at sikre malersvendenes lønninger og leveforhold.

Øget arbejdsløshed presser arbejdsforhold
Lønnen er ikke det eneste, arbejdsgiverne forsøger at presse. Også arbejdsmiljøet oplever et voksende pres. I den seneste tid har der været langt flere sager omkring brugen af giftige materialer. I en sag blev en malersvend sat til at rense gammelt maling af en trappe med et afrensningsmiddel, der var så kraftigt, at malersvenden fik kraftige syreskader og medfølgende eksem. Da svenden og en kollega den efterfølgende dag nægtede at arbejde med materialet, blev de begge fyret.

Den høje arbejdsløshed med 450 ledige i Storkøbenhavn (næsten 30 procent) samt de katastrofale stramninger af dagpengereglerne, har blandt andet betydet, at nogle lader sig presse til at bruge giftig maling, hvilket ellers har været næsten udryddet. Brokker man sig, følger der ofte en fyreseddel. Dette viser, at fagforeningen har en stor opgave i at organisere en effektiv kampagne for bedre arbejdsmiljø. Dertil kommer den store nedslidning, der er forbundet med at være maler. Mange oplever slidskader allerede i fyrreårsalderen.

Lovligt og ulovligt løntrykkeri
En anden alvorlig trussel mod anstændige løn og arbejdsforhold er brugen af uorganiseret udenlandsk arbejdskraft. For det første arbejder mange udenlandske arbejdere (især fra Østeuropa) illegalt i Danmark, hvor de er blevet lovet guld og grønne skove, men i stedet får lønninger på 30 kroner i timen, og må arbejde 60-70 timer om ugen. Tit må de overnatte på byggepladserne under uhygiejniske forhold. Dette har vist sig umuligt at kontrollere, ikke mindst fordi den borgerlige regering reelt intet har gjort for at stoppe det. Men også den lave mindsteløn for malere (og resten af byggefagene) gør, at udenlandske arbejdere lovligt kan arbejde til lønninger, der er langt under de normale lønninger. Hvis arbejdsgiveren giver dem 114 kroner i timen, bryder de sådan set ikke overenskomsten, selv om lønnen er 50 til 100 kroner mindre end det normale lønningsniveau.

Malerforbundet: Vi skal være ansvarlige over for arbejdsgiverne
Overstående viser klart, at malerfaget (ligesom resten af byggeriet) er meget hårdt ramt af krisen. Fremtiden ser på ingen måde lys ud. Lønninger og arbejdsforhold er under et massivt pres. Den dårlige overenskomst betød ikke så meget, da der var fuld beskæftigelse. Her kunne man forhandle bedre forhold ude på arbejdspladserne, og hvis ikke man fik opfyldt kravene, kunne man altid skifte firma. Sådan er det ikke mere. Under opsvinget gjorde malerforbundet meget ud af at fortælle, hvorfor malersvendene ikke skulle stille for høje krav, og at vi skulle acceptere de minimale stigninger. Men konsekvensen af denne politik er, at malernes overenskomst er så svag, at den åbner op for et stort fald i lønningerne, hvilket vi ser nu.

Ved overenskomsterne i 2010 kunne malerforbundet have sat alt ind for at få en høj mindsteløn, der kunne bremse lønfaldet. I stedet godtog man, at mindstelønnen falder målt i forhold til inflationen! Altså, da der var fuld beskæftigelse skulle vi være ansvarlige over for arbejdsgiverne, og nu hvor der er galoperende arbejdsløshed, skal vi finde os i, at vores løn og arbejdsforhold bliver undermineret! Faktisk har forbundsformand Jørn Erik Nielsen klaget over, at nogle afdelinger af forbundet ”giver medlemmerne urealistiske forventninger til, hvilke krav der kan stilles”.

Kæmp imod!
Med andre ord skal vi passivt acceptere, at vores lønninger i værste fald kan stå over for en halvering. Dette er en opskrift for katastrofe for malersvendene i Danmark. Dette er uacceptabelt! I stedet må der lægges pres på, at forbundet kæmper for en overenskomst, der sikrer malersvendenes arbejdsforhold. Mindstelønnen bør som minimum udgøre 170 kroner. Der må kæmpes for en 35 timers arbejdsuge, med fuld løn- og personalekompensation som første skridt hen imod en 30 timers arbejdsuge. Dette vil betyde, at langt flere malersvende kan komme i arbejde.

Der må arbejdes for, at dagpengeperioden som minimum bliver ni år igen, og at dagpengene som minimum må udgøre 90procent af den reelle løn.
Arbejdsgiverne der ikke sikrer ordentligt arbejdsmiljø, bør have hårde straffe. I tilfælde hvor arbejdsgiveres brud på sikkerheden har medført arbejdsskader, bør de straffes efter straffelovens bestemmelser for overlagt vold. Lærlingene bør have en mindsteløn svarende til, hvad en ufaglært tjener. Deres uddannelse bør være kontrolleret af fagforeningerne, og de bør have fuld strejkeret.

Fagbevægelsen tilbage til medlemmerne
Den danske arbejderbevægelse har en lang tradition for at kæmpe for arbejderklassens rettigheder. Men alle disse tilkæmpede rettigheder er i dag i fare. Igennem de sidste årtier er der, i toppen af arbejderbevægelsen, fremkommet den idé, at arbejderklassen skal være ansvarlig og mådeholden og ikke stille for høje krav. Kapitalisterne og deres borgerlige regering er i færd med at placere prisen for krisen på arbejderklassens skuldre. Og de får desværre lov til det af arbejderbevægelsens ledelse. Men det er ikke arbejderklassen, der har skabt krisen, og derfor heller ikke dem, der skal betale prisen for det. Der er med andre ord behov for en anden linje i arbejderbevægelsen.

Medlemsflugten fra fagbevægelsen taler sit klare sprog. Man betaler ikke en tiendedel (eller mere) af sin løn, for at have en fagforening der passivt accepterer massearbejdsløshed, løntilbagegang og dårlig sikkerhed. Fagbevægelsen har styrken til at kæmpe imod arbejdsgivernes angreb. Fagbevægelsens medlemmer må kræve, at ledelsen for fagbevægelsen tager kampen op. Ellers må der kæmpes for en ny ledelse, der vil! Det er afgørende at samle sig i arbejdspladsnetværk og lægge pres på fagforeningerne, - og eventuelt stille kandidater på som i højere grad repræsentere holdningerne fra arbejdspladserne. Dette er ikke mindst tilfældet blandt malerne, der bør kræve et langt mere kampklart forbund, som vil kæmpe for malernes krav.

For et reelt alternativ
Med en kampklar fagbevægelse vil man være i stand til at imødegå kapitalisternes massive offensiv. Men samtidig viser krisen i det kapitalistiske system også, at kapitalismen ikke har det store at byde arbejderklassen. I stedet må der kæmpes for et samfund, hvor dem, der skaber værdierne, også er dem, der demokratisk kontrollere, hvad værdierne skal bruges til. Ved at overtage de største banker og virksomheder under arbejderklassens ledelse og kontrol, vil man demokratisk kunne bruge samfundets værdier på at forbedre velfærd og arbejdsforhold. Også det må på dagsordenen i den kommende kamp for at vinde fagbevægelsen tilbage til medlemmerne.