Redaktionens note: For nylig blev to ansatte på MAN Diesel i København fyret. Det var tydeligt for alle, at der var tale om politisk motiverede fyringer for at lukke munden på kritik fra arbejderne. Her bringer vi en udtalelse fra Klub 23 på MAN Diesel, der fordømmer fyringerne.

Tirsdag den 31. august 2010 blev to kolleger fyret med begrundelse i arbejdsmangel. De to har været aktive i diskussionerne på fabrikken også i skriftligt materiale. Det står klart for alle, at baggrunden for at netop disse to kolleger (den ene nyvalgt talsmandssuppleant) blev fyret, har været fagligt engagement og at ledelsen ønsker, at sætte et eksempel i et forsøg på at få folk til at rette ind. Man vil vise at man er klar til at fyre medarbejdere der kritiserer tempo-forøgelser og ledelsens pres på løn og arbejdsforhold.

Dette klubmøde udtrykker sin klare fordømmelse af enhver forfølgelse af fagligt aktive og ethvert forsøg på at bremse ytringsfriheden for de ansatte på fabrikken. At der lige netop var tale om forsøg på at lukke munden på arbejderne, blev lysende klart for alle og enhver, da de to øjeblikkeligt blev fritstillet, efter en anonym skrivelse dukkede op i flere omklædningsskabe. Skrivelsen påpegede netop, at der var tale om politisk motiverede fyringer, og det er vores holdning, at ledelsen bekræftede dette igennem sine følgende handlinger, da den øjeblikkeligt fritstillede de to.

Vi mener desuden, det er hyklerisk først at afvise "principielt", at give de mange kolleger fra de sidste fyringsrunder fritstillelse, for derefter øjeblikkeligt at give det til de to, uden de havde bedt om det. Med denne handling fra ledelsen kan vi kun slutte, at fritstillelse fremover må være et tilbud, til alle der bliver fyret på grund af arbejdsmangel.

Således vedtaget
mandag den 18. oktober 2010

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.