Der har været ekstra meget fokus på dette års overenskomstforhandlinger. Arbejdsgivernes profitter er vokset til uanede højder, direktørerne modtager svimlende lønninger, arbejdsløsheden er ekstrem lav, og de danske arbejdere løber så hurtigt som aldrig før.
Alt taler altså for, at der er mere end rigeligt råd til at møde de yderst rimelige krav fra arbejdspladserne. Krav om en mindsteløn på mellem 120,- og 150,- kr. i timen, 12,- kr. mere i timen til lærlingene, generelle lønstigninger og anstændige forhold for skifteholdsarbejderne.
Men lederne af fagforbundene, den borgerlige regering og Dansk Arbejdsgiverforening har alle været ude og mane til, hvad de kalder for ”besindighed”. Anders Fogh Rasmussen appellerede i hans nytårstale til fagforeningerne om, at de måtte være ansvarlige overfor landets økonomi.
Med det mener han, at arbejderne, glade og frejdige, skal finde sig i det stigende arbejdstempo uden at forlange at få noget for det. At arbejderne mens de leder efter plads på budgettet til de stigende boligpriser og transportudgifter, skal bifalde de voldsomme profitstigninger til erhvervslivet. Dette kan selvfølge kun karakteriseres som naiv borgerlig ønsketænkning.
2 procent i realløn er ikke nok
Det er dog mere bekymrende, at de faglige ledere, som skal forhandle arbejdspladsernes krav igennem, tilsyneladende også mener, at deres medlemmer må vise løntilbageholdenhed. I stedet for løn har mange forbundsformænd travlt med at tale om efteruddannelse. Det mener de, er det vigtigste krav. Men her er der noget galt. De faglige ledere har tilsyneladende misforstået noget. De har en opgave og kun én opgave , og det er at forhandle kravene fra deres medlemmer.
Faktisk er det sådan, at kravet fra deres medlemmer er højere løn. Man skal være både blind og døv for ikke at have opfattet dette. Alligevel snakker de nu om efteruddannelse som det vigtigste krav. Det er en skandale. Hvad der er endnu værre, er, at LO har indvilliget i, at overenskomster kun må have en omkostningsramme på 4 %. Hvis man modregner inflationen, som ligger mellem 2-2,5%, svarer det til en reallønsfremgang på maksimalt 2 %. Men en reallønstigning på maksimalt 2 procent, i en periode hvor erhvervslivet vælter sig i milliarder, er en hån mod de mennesker, som har skabt overskuddene: arbejderne.
I samme omgang har arbejdsgiverne været ude og fortælle, at hvis der kommer for høje lønstigninger, vil firmaerne flytte til udlandet. Men denne trussel har ikke hold i virkeligheden. Produktiviteten er steget langt højere end lønningerne de sidste mange år, og derfor vil lønstigninger nu bare kompensere for, at lønningerne er sakket bagud. Samtidig er en stor del af produktionen på et så højt teknologisk niveau, at det vil være svært at flytte produktionen.
Arbejdsgiverne har alt at miste ved konflikt
Arbejdsgiverne og forhandlerne spiller højt spil. Ved at ignorere kravene fra arbejdspladserne bærer de alene ansvaret for en mulig konflikt. Alle ved, at der er rigeligt råd til at opfylde samtlige af kravene fra arbejdspladserne. Det kan ikke være vores forhandleres opgave at sikre så små lønstigninger som muligt! Men alligevel snakker de om at vores lønninger ikke må stige mere end 4%. Hvor er vi henne! Hvis de ikke forhandler vores krav, repræsenterer de os ikke. Og hvis ikke de repræsenterer os, må vi vælge andre der kan tage deres plads.
Som sagt bliver der spillet højt spil. Der er grænser for, hvor mange gange de kan ignorere vores krav. I sær nu hvor det er blevet skåret ud i pap, at alle andre end lønmodtagerne vælter sig i stigende lønninger, afkast og overskud. Når man hører de faglige ledere snakke om ”ansvarlighed”, kan man nogle gange komme i tvivl om, hvem de er ansvarlige overfor.
Det eneste uansvarlige ved denne overenskomstforhandling er de faglige ledere, der nægter at forhandle deres medlemmers krav! Men hvem er det, der har noget at miste ved en konflikt? De fleste fagforbund har penge i strejkekassen til at konflikte i 4 uger eller derover. Under strejken i 1998 var det arbejdsgiverne der gik i panik. Efter kun 11 dages konflikt truede de udenlandske aktionærer med at trække deres penge ud af virksomhederne. Dette gjorde, at virksomhedsejerne pressede regeringen til at lave et indgreb.
Officielt var det for at redde burhønsene der ikke kunne komme til slagtning pga. konflikten… Regeringsindgrebet var en skandale, men det viste, hvem der er den svageste part under en konflikt. Nemlig arbejdsgiverne. De mister nemlig rigtig mange milliarder, når vi ikke passer maskinerne.
Regeringen er i defensiven
Bliver kravene ikke opfyldt, er der ikke andet at gøre end at stemme nej til overenskomstresultatet. I tilfælde af konflikt er der en væsentlig risiko for, at Anders Foghs borgerlige regering vil gribe ind. Men gør han det, leger han med ilden. Og gør man det risikerer man at brænde sig! Den borgerlige regering sidder langt fra så sikkert i sædet som den gjorde tidligere. Regeringspartiet de konservative og støttepartiet Dansk Folkeparti ligger nærmest i krig med hinanden. De store velfærdsprotester viste, at opbakningen til Anders Fogh ikke er særlig solid.
Når alt kommer til alt er et regeringsindgreb jo ikke andet end et stykke papir, hvor der står, at strejken er slut. Men hvis de folk der er i strejke fortsætter strejken, vil regeringsindgrebet i praksis være uden betydning.
Det afgørende i en situation med regeringsindgreb er, at de strejkendes repræsentanter har modet til at fortsætte til trods for et eventuelt indgreb. Fagforbundene må presses til at gå forrest, men hvis de ikke vil, må tillidsfolkene tage over. Hvis strejken fortsætter vil det være et spørgsmål om tid, inden arbejdsgiverne vil være tvunget til at gå på kompromis.
Rammen på 4 procent må sprænges
For en mindsteløn på 150,-
Fuld strejkeret til alle – inklusiv lærlinge
