Kampen og protesterne mod de kommunale besparelser i Århus har været et foregangseksempel for resten af Danmark. Pædagogerne i Århus har med deres strejke været med til at presse diskussionen om velfærd og ideologier op på nationalt plan og helt ind på Christiansborg. Selvom man i Århus har været dybt skuffede over den socialdemokratiske borgmester Nicolai Wammens forræderiske rolle i besparelserne, så er alle klar over at besparelserne kommer fra oven. Det er regeringen der blev valgt med løfter om at forbedre velfærden som nu presser kommunerne til at udhule og forringe den.
Liberal minimalstatspolitik så det basker.
De besparelser der nu rammer hele landet kommer altså fra det samme sted - regeringen. De århusianske pædagoger og pædagogmedhjælpere har under hele forløbet op til nu, stået forrest i bevægelsen. Strejkerne i Århus har stået på i 3 uger og er blev spredt til resten af landet. Ingen steder har strejkerne dog været så markante og udbredte som i Århus. På pædagogerne og pædagogmedhjælpernes stormøde i tirsdags var der mange der udtrykte at nu er man ved at være trætte af at kæmpe. Det er klart at pædagogerne i Århus ikke alene kan vælte regeringen. Efter 3 uger på barrikaderne, uden den store opbakning fra hverken fagforbund eller de privatansatte, er det klart at man er ved at køre træt. Men selvom pædagogerne er trætte har de ikke givet op. Efter den største demonstration i mange år i Århus, med omkring 25.000 fremmødte, besluttede pædagogerne på det efterfølgende stormøde at fortsætte strejken - intil videre til og med på fredag.
I dag torsdag er der sidste forhandling af budgetforliget i byrådet i Århus - det tegner ikke til at der bliver ændret særlig meget trods de voldsomme protester. Lars Løkke Rasmussen opfordrede direkte Nicolai Wammen til, i dag i DR1 programmet "Danmark i oprør" at benytte skattestigning i 2008 som en mulighed for at nedbringe besparelserne. Aftenen vil vise om Wammen vælger at lytte til denne ellers så liberale løves råd. Én ting er dog stadig sikkert. Nicolai Wammen og byrådet vil ikke kunne lave et tilfredsstillende budgetforlig uden at bryde aftalen med regeringen. Det leder os igen tilbage til pædagogernes kamp og til alle danskernes kamp for et anstændigt samfund. i Århus er begyndt og har kæmpet længe - det er mere end på tide at resten af Danmark følger med. Alle private og offentligt ansatte må kæmpe side om side for at stoppe regeringen og dens udskejelser. Fagforbundene må gå i spidsen i kampen og udføre deres rolle som varetager af arbejdernes interesser og som kamporgan for anstændige arbejdsvilkår. Når repræsentanter for pædagogerne igen mødes i Århus på fredag må de presse FOA og BUPL til at indkalde til nationalt tillidsmandsmøde sammen med LO. Kun på et nationalt møde kan protesterne samles og kun ved samling af protesterne kan man nå det endelige mål, vælte regeringen, sikre ordentlige arbejdsvilkår og bevare velfærden i Danmark.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.