Regeringens økonomiske politik har medvirket til store nedskæringer i den lokale velfærd. Smertegrænsen er nået. Flere og flere kommuner begynder at stille krav til regeringen om en bedre økonomisk ramme. Dette er regeringen bestemt ikke lydhør overfor, den fastholder sit skattestop og vækstloft i kommunerne. Vilkår der skridt for skridt udhuler de offentlige velfærdsområder, sygehuse, daginstitutioner, ældrepleje og skoler. Og dette er ikke et nyt fænomen. De sidste 15 år er den kommunale velfærd gradvist blevet forringet, ved hjælp af salamimetoden. Og i takt med at den offentlige service forringes, sker der en stigende privatisering og brugerbetaling. Nu må det være nok!
Roskilde kalder til modstand
Overalt i kommunerne mærker folk spareknivens konsekvenser. Roskilde er ingen undtagelse. I budgettet for år 2007 er der lagt op til besparelser på 5 procent. Hvilket betyder adskillige fyringer på skolerne, daginstitutionerne og i administrationen. Der er samtidig alt for få midler til at tage hånd om ældrepleje, vedligeholdelse og nybyggeri. Og daginstitutioner kan skyde en hvid pind efter udflugter og indkøb af legetøj de næste år - hvis det står til regeringen og kommunalbestyrelserne.
Vreden blandt ansatte, forældre og faglige organisationer er til at tage og føle på. Den 28. august arrangerer den samlede fagbevægelse i Roskilde demonstration mod spareforslagene.
Alle arbejdsområder indenfor det offentlige står for skud, et af dem er skole- og børneområdet. Forældrene til børn i Roskildes daginstitutioner skriver; ”vi er ved at være ude i vanrøgt – af børn, personale og forældre”. Forældrene afholdt et stort protestmøde onsdag den 16. august. Her meldte de klart ud, at de planlagte besparelser ikke bare vil være at skære ind til benet, men save i knoglen.
Nedskæringerne kan ikke andet end at påvirke de ansattes arbejdsmiljø. De vil opleve et stigende arbejdspres. Medarbejderne får stress og dermed et meget højt sygefravær. Og mens de ansatte skal stå model til fuldstændig horrible arbejdsforhold, så bugner statens kasser over med et overskud på 85 milliarder kroner. Og samtidig skovler erhvervslivet penge ind. Disse penge i statens og erhvervslivets kasser er værdier, der er skabt af almindelige menneskers arbejde hver dag. De burde derfor komme os alle til gode, og ikke kun rige aktionærer og store firmaer.
Den 28. august indkalder den samlede fagbevægelse i Roskilde, med støtte fra forældrebestyrelserne, derfor til protestdemonstration. Men dette vil kun være første skridt på vejen. Det er nødvendig med en udbygget plan for, hvordan besparelserne bliver stoppet. Derfor indkaldes alle offentligt ansatte i Roskilde til et stormøde den 6. september. På dette møde må man helt konkret forholde sig til både den lokale situation såvel som den landspolitiske. Demonstrationen den 28. august vil sende et kraftigt signal til byrådspolitikerne; ’Drop besparelserne og kræv flere penge fra regeringen’. Men det er tvivlsomt om byrådspolitikerne vil føle sig truet nok til at følge denne opfordring. Derfor er der behov for at sætte reel handling bag vores udmelding om, at vi har fået nok. Mødet d. 6. september må derfor bruges til at diskutere, hvordan kampen føres videre. Spørgsmålet om arbejdsnedlæggelser og hvordan kampen spredes til andre sektorer, må diskuteres. Der er ingen tvivl om, at en offensiv med arbejdsnedlæggelser for de kommunalt ansatte i Roskilde vil have en enorm betydning for velfærdsbevægelsen nationalt. Perspektivet for kampen i Roskilde er ikke bare at vise den massive utilfredshed med nedskæringerne. Perspektivet må være at kæmpe for at vinde! Også hvis det betyder gentagne og længerevarende strejker.
Samlet kamp er nødvendig
Hvis spareplanerne i landets kommuner skal fejes af bordet, så er det nødvendigt at samle kampene. Arbejdsnedlæggelser i Roskilde vil, udover at presse lokalpolitikerne, også kunne inspirere folk andre steder til at tage strejkespørgsmålet op. Både i Århus og København er folk ude og kæmpe, ligesom tilfældet er i Roskilde. Vi må presse de nationale fagforbund, der lokalt er involveret i velfærdskampe, til at forene kampene. De offentligt ansatte har de sidste mange år vist deres kampvilje. Der har været utallige isolerede kampe. Hvad der mangler er, at fagforbundene tager ansvaret på deres skuldre og samler kampene, til en kamp mod regeringen, som indirekte dikterer disse angreb.
Desværre ser det ud til, at de nationale forbund er lidt langsomme i optrækket. Tillidsmændene kan ikke vente på, at der kommer gang i kontorerne i de store forbundsbygninger. De har kun dem selv at stole på i denne kamp, og må gå forrest og danne tillidsmandsringe, der kan samle alle de lokale kampe til en fælles national kamp.
På den store velfærdskonference den 2. september, må et af hovedspørgsmålene være at inddrage de kommunale kampe i den generelle velfærdskamp. Det er her, det næste store slag i velfærdskampen kommer til at stå. Nu er det tid til at samle os i kampen. Nu er det nok!
Af Jeppe Krommes-Ravnsmed
