I de sidste år har mange danske arbejdere oplevet angreb efter angreb på deres arbejdsvilkår. Massive fyringsrunder, lønnedgang med truslen om udflytning af arbejdspladser, øget arbejdspres osv. Man skulle tro, at det var fagbevægelsens fineste opgave at kæmpe imod disse forringelser – ikke desto mindre er angrebene mange steder kommet igennem, efter aftale mellem arbejdsgivere og fagbevægelse.

Lønnedgang og øget arbejdsuge
Arbejdsgiverne har i de sidste år skruet bissen på, og flere og flere steder krævet lønnedgang på omkring 10-15%. For at få arbejderne til at sluge kamelen, har de brugt truslen om udflytning af arbejdspladser. I SAS truede de med at fyre 200 ud af 500 ansatte funktionærer, og på Tulip slagteriet i Ringsted, truede de med at fyre samtlige arbejdere. Flere andre firmaer har snakket om at bruge ”tulip-modellen” til at true arbejderne til lønnedgang bl.a. Lego.
Lønnedgangene begrundes med ”globaliseringen”, der åbenbart betyder, at danske arbejdere skal kunne konkurrere på lønnen med arbejdere fra resten af verden. En fuldstændig utopi – hvilket flertallet af arbejdere da også mener. Ifølge LO’s ugebrev A4 mener 64% ikke, at vi kan bevare jobs ved at gå ned i løn.

Strejkeretten forringet
Her er helt klare eksempler på forringelse af arbejdsvilkår som toppen af den danske fagbevægelse har accepteret. Men i det seneste mange år har vi set en række eksempler på samme eftergivenhed overfor arbejdsgiverne bare mere skjult. Indførelsen af Ny Løn systemet er et godt eksempel – et ønske fra arbejdsgiverne, som de kan bruge til at splitte arbejdernes enhed. Men vi har også gang på gang set, hvordan fagforeningerne stiltiende har accepteret stigende arbejdstempo, fyringsrunder, øget arbejdspres osv. Og når deres medlemmer er gået i strejke mod disse forhold, har de ikke villet åbne strejkekasserne, med henvisning til at konflikten er ”ulovlig”.
Fagforeningslederne har lige forhandlet en overenskomstaftale igennem for alle ansatte i kommuner og amter – en aftale der på ingen måde giver en garanti for, at de ansatte kan beholde deres job efter kommunalreformen. Ifølge aftalen henstilles der til at ”afgangen sker naturligt” – hvilket på almindeligt dansk betyder, at når nogen går på pension, skal der ikke ansættes nye. Men det sikrer jo ikke mod øget arbejdspres – der bliver stadig færre til at løfte de samme opgaver – og ingen er sikret deres job.
I den sidste overenskomst for de privatansatte i 2004 så vi en af Danmarks stærkeste fagforeninger – Metal- gå i knæ for arbejdsgiverne. Her blev vedtaget en beslutning, som skulle gøre det endnu sværere for de ansatte at strejke. Udover at få idømt bod, skal de ansatte samtidig indhente eventuelle produktionstab fra strejken gennem overarbejde, uden overarbejdstillæg – en aftale der fuldstændig underminerer pointen med en strejke – at presse arbejdsgiveren, ved at tilføre ham økonomisk tab.

Pest eller kolera
Ledelsen for fagbevægelsen vil højst sandsynligt argumentere for at medlemmerne selv har valgt disse aftaler. Både Ny løn og indgrebet i strejkerettighederne for Metal-arbejdere er blevet stemt igennem via urafstemninger blandt medlemmerne i fagbevægelsen. Og både i SAS og på Tulip-slagteriet har det først været de ansatte, der har accepteret lønnedgangen. På Tulip-slagteriet gik slagteriarbejdernes fagforening NNF først imod aftalen efter at spontane strejker var brudt ud på mange slagterier. Men for arbejderne er der ikke meget alternativ. For slagteriarbejderne på Tulip blev udgangen at slagteriet lukkes, og de ansatte mister deres job. Hvis alternativet til lønnedgang er arbejdsløshed, er valget ikke reelt, men et valg mellem pest eller kolera.

Reelle alternativer
Fagforeningerne blev opbygget for at forsvare arbejderne mod arbejdsgiverne, at sikre dem bedst mulige vilkår. Det var i erkendelsen af at arbejderne er stærkest når de står sammen, at fagforeningerne blev dannet, og i dag stadig organiserer omkring 90% af de danske arbejdere.
Men det kan virke som om de danske fagforeningsledere har glemt dette. De danske fagforeningsledere har accepteret systemet, som det er. I stedet for kæmpe for reelle forbedringer, virker det som om de hellere vil have fred og fordragelighed – så bliver deres job en hel del nemmere. Før overenskomstforhandlinger enes de med arbejdsgiverne om en fælles økonomisk ramme; det der reelt er til forhandling er så hvordan disse penge skal fordeles mellem fx mere løn, pension eller ferie.
Men dette er ikke et reelt alternativ! Arbejderne har valgt deres ledere (og betaler dem for), at de kan kæmpe deres sag, ikke at være gode venner med arbejdsgiverne. Fagbevægelsen må opstille reelle alternativer for arbejderne. I stedet for valget mellem lønnedgang eller fyring, måtte fagforeningerne have stillet arbejdsgiverne overfor valget; lønstigninger eller nationalisering af virksomheden.

For en kæmpende fagbevægelse
Denne tradition med at indgå forlig og kompromiser har dybe rødder i Danmark. Helt tilbage i 1899 blev det der i dag kendes som ”den danske model” grundlagt. I 1899 indgik arbejdsgiverne og fagbevægelsen ”septemberforliget”, der sikrede arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, og at strejker o.l. skulle holdes indenfor bestemte perioder – nemlig overenskomstforhandlinger. Men den danske model er ikke en indgroet del af den ”danske kultur”. Den danske model bunder i den reformistiske ideologi – vi må reformere og forhandle os til et bedre samfund. Reformisterne anser ikke modsætningerne mellem arbejdsgiverne og arbejderne som uoverkommelige. I perioder hvor økonomien går frem, går reformismen også frem, som i perioden efter anden verdenskrig.

Men i perioder som den nuværende med økonomisk stagnation bliver det tydeligt, at modsætningerne ikke kan overkommes gennem forhandling; arbejdsgiverne ønsker lønnedgange og øget arbejdstid og pres – arbejderne ønsker et anstændigt liv. Arbejdsgiverne bliver ikke overbevist af ”gode forhandlere” – det har vi set i de sidste år. Det eneste, der kan ”overbevise” arbejdsgiverne, er at de trues på pengepungen. Hvis deres pengepung skal rammes, kan det kun gøres gennem omfattende velorganiserede strejker. Hvad de mest af alt frygter er at deres eksistensgrundlag som arbejdsgivere tages fra dem – at de kan tjene penge på at andre mennesker arbejder for dem. Det er derfor, at det ikke er reformismen, men kun den revolutionære kamp, der kan tvinge indrømmelser ud af arbejdsgiverne.
Men til dette er der brug for en ledelse for arbejderne – en ledelse der vil kæmpe.

Arbejderklassen må gå ind i fagbevægelsen og arbejderpartierne og kæmpe for en ledelse, der vil gå forrest i kampen. En ledelse der har samme vilkår som medlemmerne, ledere på arbejderlønninger. En ledelse der er parat til at føre kampen til ende.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.