”Fremgangen i koncernens omsætning og indtjening er naturligvis et sundhedstegn for virksomheden.”
- Niels Mikkelsen, formand for Danish Crown, til Berlingske Tidende 18. november 2004.

Slagteriarbejderne på pølsefabrikken i Ringsted har mistet deres arbejdsplads, når Danish Crowns datterselskab Tulip lukker fabrikken. 235 arbejdere og deres familier mister deres levebrød. Sådan ønskede arbejdsgiverne dem glædelig jul. Sådan er situationen for almindelige mennesker, mens samfundets top og deres ”eksperter” taler om opsving, ordrefremgang og forbrugsfest.

Da Danish Crown præsenterede årets regnskab i november 2004, var der ingen sure miner. Alle var glade, for overskuddet var rekordhøjt i virksomheden, som er verdens største kødeksportør.
Jydske Vestkysten kunne 19. november 2004 berette, at ”det primære driftsresultat er øget med 7 pct. til 1,66 milliarder kroner, og nettoresultatet er steget med 4 pct. til 1,26 milliarder kroner i 2003/04.”
Og avisen kunne også fortælle, at andelshaverne var godt tilfredse. Men det var der også grund til, for ”da de tilmed er blevet knap otte pct. færre, er der således færre om at dele en større kage.”

Den er gal med profitten

Fakta står tilbage; en af Danmarks største virksomheder lukker en fabrik. Ikke fordi der er underskud eller dårlige tider, men fordi profitten er for lav. Slagteri-koncernens ledelse vil hellere investere i Oldenburg i Tyskland, fordi arbejderne dér får endnu mindre i lønningsposen end en dansk slagteriarbejder, hvis løn ingen kan misunde.
Karl Marx forklarede, at kapitalismen skaber en gennemsnitlig profitrate, altså hvor meget man får igen for hver krone, man investerer. Hvis en virksomheds profitrate ligger under gennemsnittet, vil kapitalisterne flytte deres investeringer andre steder hen. Det er det, slagteriarbejderne nu oplever så pinefuldt.

Tidligere er andre slagterier blevet lukket, blandt andet baconfabrikken i Vejle, hvor 193 slagteriarbejdere mistede deres job. Til NNF-Vejles generalforsamling i oktober 2004, sagde afdelingens formand Svend Egon Christensen blandt andet, at ”vore medlemmer har slidt deres arme og ryg i stykker for den fabrik.” og ”Derfor synes jeg, at Danish Crown og Tulip bør levere varen ved at fastholde arbejdspladser og dermed værditilvækst i Danmark.”

Nationalisér hele møllen!

Det er fuldstændig rigtigt, men desværre er Danish Crown fløjtende ligeglad med slagteriarbejdernes arme og ryg, de ikke kan bruges til at skabe den ønskede mængde profit. At bede en kapitalist om at lægge hensynet til profit på hylden er som at bede en tiger om at spise græs. Der er masser af grund til at fortsætte med at producere slagterivarer i Danmark, og hvis et overskud på 1,26 milliarder ikke er nok for ledelsen i Danish Crown, så er det til gengæld en udmærket begyndelse for arbejderne. Hvis Danish Crown vil flytte produktionen til udlandet må vores svar være klart; rejs I bare, men det er os, der har produceret virksomhedens kapital, så den beholder vi! Vi kan selv køre slagterierne uden jer!

Det eneste der kan sikre, at slagteriarbejderne kan beholde deres job uden at gå ned i løn er, at nationalisere Danish Crown under de ansattes egen ledelse og kontrol. Det betyder, at arbejderne selv varetager de daglige aktiviteter på fabrikken, så ledelsens beslutninger hele tiden kontrolleres af arbejderne, og ændres, hvis det er nødvendigt. Det betyder, at arbejderne kontrollerer hvor mange råmaterialer og hvor megen arbejdskraft, der går ind og kommer ud af fabrikken. Det betyder, at arbejderne har fuld adgang til virksomhedens regnskaber og kontrol over investeringer.

Dette må tages op i NNF, og der må sørges for, at Danish Crown ikke får flyttet så meget som en møtrik fra de nuværende fabrikker.
Samtidig må Socialdemokratiet og de andre arbejderpartier i Folketinget (SF og Enhedslisten) tage kravet om nationalisering op. Det kan ikke være rigtigt, at en lille håndfuld mennesker i Danish Crowns ledelse skal ødelægge livet for tusindvis af slagteriarbejdere og deres familier. Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten må gå til valg på at nationalisere alle store virksomheder, der vil fyre de ansatte.

Danish Crown har vist, at de ikke har vilje til at bevare arbejdspladserne i Danmark. Al snak om ”dialog” er dermed slut – der kan ikke længere være nogle fagligt aktive, som for alvor tror på, at man kan føre en dialog med Danish Crown. Tiden er inde til at sige stop for arbejdsgivernes felttog mod arbejdernes levestandard. Virksomheden må overtages af staten, og den må ledes af en bestyrelse, hvor de ansatte har en tredjedel af stemmerne, NNF den anden tredjedel og en ny arbejderregering den sidste tredjedel.

En sådan nationalisering bør naturligvis ikke begrænse sig til slagterierne, men må udbredes til også at omfatte de 20 største virksomheder i landet. På den måde vil man effektivt sætte en stopper for, at store industrimagnater kan ødelægge arbejderes eksistensgrundlag og samfundets produktionsmidler, blot fordi profitraten er højere et andet sted. På dette grundlag vil man kunne planlægge produktionen efter en rationel, demokratisk socialistisk plan.