Siden den borgerlige regering trådte til, har vi set den ene forringelse efter den anden på vores snart meget slidte velfærdssamfund. I dag er det forringelserne på bl.a. SKP, og i morgen er det en ny ting, hvis ikke vi står sammen imod regeringen. Regeringen påstår, at den vil styrke uddannelses-området, og derfor virker det meget underligt med de forringelser, der er på bordet. Som det ser ud nu, vil man forringe SKP'en, så der bliver langt færre pladser, og dem, der får en plads, skal spises af med en langt lavere ydelse end nu. Det vil betyde en indtægtsnedgang på flere tusinde kroner. Hvis regeringen virkelig ville styrke uddannelserne, ville man selvfølgelig sørge for, at der var praktikpladser og en ordentlig løn til enhver, der ville, så man kan færdiggøre sin uddannelse.
Også på gymnasier og handelsskoleområdet har man gang på gang set nedskæringer bl.a. i form af øget klassekvotient, nedprioritering af undervisningsmaterialet osv.
Men hvis regeringen virkelig ønsker at styrke uddannelserne, hvorfor skærer de så ned? Svaret er, at det kan da godt være, at de vil styrke uddannelserne, det må bare ikke koste nogen penge. Regerin-gen har tydeligt vist, hvem de føler, de skal støtte. Det er ikke de folk, der hver dag går i skole for at uddanne sig til noget nyttigt, eller de folk, der hver dag går på arbejde for at få samfundet til at køre rundt, de støtter. Men tværtimod dem der i forvejen har nok til sig selv, skattestop osv. er tydelige eksempler på dette.
Problemet er også den krise, kapitalismen befinder sig i på verdensplan og i Danmark. På trods af utallige optimistiske udmeldinger fra regeringen om et kommende opsving er det klart for enhver, at der ikke er tale om det foreløbig. Man kan da også se, at efter hver optimistisk udmelding bliver der senere trukket i land igen. Problemet skal altså findes i det system, vi har, nemlig kapitalisme. Kapi-talismen skaber kriser, og dem, der betaler for kriserne, er først og fremmest arbejderne, der har udsigt til dårligere løn, øget arbejdspres eller arbejdsløshed.
Hvad skal vi så sætte i stedet?
Den forhenværende socialdemokratiske regering skar også ned, så det er klart, at det ikke bare vil være en løsning at få dem tilbage. Det, der først og fremmest er brug for, er, at de partier, som ar-bejderklassen har opbygget – nemlig Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten – går sammen om at blive valgt på et socialistisk program. Et program, der lægger op til, hvordan man kan forsvare og opbygge velfærden og sætte gang i produktion, der gavner hele Danmark og ikke kun en lille klike af virksomhedsejere og bestyrelsesmedlemmer som i dag. Dette kunne startes ved, at man nationali-serede de største virksomheder. Og startede produktion med tanke på, hvad der gavner samfundet, og ikke, hvad der giver mest profit. Hvis man gjorde dette, ville der både være plads til, at man kunne klare arbejdsløsheden ved at sætte arbejdstiden ned, og samtidig ville det ikke være noget problem at skabe praktikpladser til dem, der har lyst. Et sådant program ville være en sikker vej til sejr, da det ville vise folk et alternativ til den nuværende politik.
De fleste vil dog nok mene, at dette ikke kan lade sig gøre med den nuværende ledelse, og det er da også fuldstændigt korrekt. Disse krav kan kun komme igennem, hvis de tages op overalt, hvor vi er – på vores arbejdspladser og skoler og i vores organisationer bl.a. fagforeninger eller DGS eller EEO. Hvis vi som arbejdere og studerende står sammen om at forsvare og udbygge velfærdssam-fundet, vil regeringen ikke kunne komme igennem med deres forringelser, da det er os, der udgør hovedparten af befolkningen. Dagpengesagen er et godt eksempel på dette. Regeringen trak ikke forslaget på grund af medieopmærksomheden. Nej, de trak det tilbage, fordi fagbevægelsen ville lave modkrav under overenskomstforhandlingerne. Regeringen og arbejdsgiverne ved udmærket godt, hvor meget magt fagbevægelsen har, hvis den aktiverer sine medlemmer. Desværre har der været en tendens til, at fagforeningernes ledelser ikke vil "gå for langt". Men hvordan kan det være at gå for langt, hvis man kæmper for sine medlemmers interesser og viser, at man vil sætte magt bag ordene? Hvis vi ikke sætter magt bag ordene, kan regeringen jo bare skære ned, som de har lyst til.
Men det kan kun lade sig gøre, hvis vi står sammen. Derfor må vi kæmpe for, at vores organisatio-ner bliver kæmpende organisationer. Organisationer, der tør at opstille deres alternativ til de ned-skæringer, kapitalismen bringer. Hvis fagbevægelsen og elevbevægelsen står sammen, vil regerin-gen ikke få et ben til jorden!
