Share

Forside nr26Leder: ”Jeg er overbevist om, at det dybe og varme venskab mellem Danmark og USA vil fortsætte med at vokse i din præsidentperiode”, skrev Lars Løkke Rasmussen til Donald Trump, da han lykønskede ham med indsættelsen som USA’s 45. præsident.

Piben fra de danske borgerlige politikere må siges at have fået en anden lyd, efter at Trump vandt valget. Mens Lars Løkke som dansk statsminister har udtalt sig yderst forsigtigt før præsidentvalget, holdt Løkkes forgængere sig ikke tilbage. Tidligere statsminister og generalsekretær for NATO Anders Fogh udtalte, at han ikke bare frygtede for NATO’s fremtid, men ”hele det globale samfunds”, hvis Trump blev præsident. Det ville med Fogh Rasmussens ord give plads til flere ”bad guys”. En anden tidligere Venstre-formand, Uffe Elleman, mente, at Trump var en ”trussel mod den frie verdens sikkerhed.” Men det var før valget.

Efter at Trump kom ud som sejrherren, har han pludselig ifølge Ander Fogh, ”potentialet til at genoprette verdens tillid til amerikansk lederskab”. Trumps administration kan give den internationale scene ”et tiltrængt boost af energi og kreativitet”.

Valget af Trump var ikke, hvad den herskende klasse i Danmark ønskede. For det første er Trump utilregnelig. Det var også årsagen til, at den amerikanske herskende klasses favorit var Hillary Clinton. Derudover åbner hans politik for ubehagelige kløfter inden for den danske herskende klasse. Trump har lavet et åbent angreb på EU’s uformelle leder, Angela Merkel. Historisk har USA’s politik i forhold til Europa været at presse på for enhed for at sikre mest mulig stabilitet. Trump har tværtimod pustet til de allerede centrifugale kræfter i EU, mens han har tilnærmet sig Rusland.

De danske kapitalister har en økonomisk interesse i at holde sig tæt på Tyskland, Danmarks absolut største handelspartner, for ikke at sige mægtigste nabo. Men for at afbalancere tysk styrke har Danmark siden Anden Verdenskrig sikkerhedspolitisk holdt sig tæt op af USA. Anders Samuelsen har måske mest ærligt udtrykt dansk udenrigspolitik, da han i 2014, hvilket var længe før udenrigsministerdrømmene var på tale, udtalte, at dansk udenrigspolitik bør være at følge, hvad amerikanerne beder om.

Og det er præcis, hvad skiftende danske regeringer har gjort, særligt udtalt efter Murens fald. Når amerikanerne sagde hop, spurgte de danske politikere, hvor højt? Danmark er gået forrest i at følge amerikanerne i det ene krigseventyr efter det andet. Men hvilket andet valg har de danske politikere på kapitalistisk basis? Danmark er et miniputland med mægtige naboer. Kun en tæt alliance med amerikanerne kan give en vis form for sikkerhed for det danske borgerskab.

Den tætte forbindelse til USA er ikke noget, som de danske politikere kan opgive, blot fordi den amerikanske præsident udskiftes. ”I min optik så er og skal USA fortsat forblive Europas og dermed også Danmarks tætteste allierede,” sagde Løkke, da Trump blev indsat. Det er ikke tilfældigt, at samme dag, som Trump blev sværget ind som præsident, besluttede Folketinget at åbne op for deltagelse af danske socialstyrker på landjorden i Syrien. En gestus til Trump, der har lovet at bekæmpe ISIS med alle midler.

Men hvis Trump fortsætter den linje, som han har lagt hidtil – og hans første dage som præsident tyder på, at det vil han, så vil det åbne op for splittelser i den danske herskende klasse. En splittelse mellem de, der vil fastholde det tætte forhold til USA for enhver pris, og de, der har en interesse i at holde sig tættere på Tyskland og EU. Splittelser i den herskende klasse åbner revner for øget klassekamp.

Der er ingen tvivl om, at Trump ikke bare vil skabe splittelse i den herskende klasse, men også øge splittelsen mellem den danske herskende klasse og arbejderklassen. Da Bush kom til og indledte krigseventyret i Irak i starten af det nye årtusinde, var reaktionen de største massemobiliseringer i mange år. De åbnede for en hel periode med klassekamp. Også herhjemme var modstanden stor. Bush’ upopularitet vil være vand i forhold til Trump. Allerede på dagen for Trumps indsættelse blev han mødt af millioner af demonstranter. Politikerleden blandt danske arbejdere og unge vil kun blive øget af en dansk politikerstand, der logrende følger racisten, sexisten og rigmanden Trump. Det faktum, at politikernes hykleri er blevet afsløret i processen, vil kun øge den yderligere. Scenen er sat for klassekamp.

Denne leder blev bragt i Revolution nr. 26, februar 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information