Share

Forside nr23Tegn abonnement fra 99kr/år.Leder: forhandlingerne om regeringens massive angreb er gået i gang på Christiansborg. Står det til regeringen, skal der tages fra de studerende, arbejdsløse, flygtninge og arbejderne for at give til de rigeste og erhvervslivet. Det er ikke svært at se, hvorfor politikerleden er på sit højeste i 25 år.

Medierne ignorerer indholdet og fokuserer på ”spillet” og sensationen: vil der komme valg eller ej? Om det ender med en aftale eller et valg, er endnu usikkert, men selvom der skulle komme et valg, vil den samme grundlæggende sparepolitik fortsætte og frustrationerne blandt arbejdere og unge få endnu et nøk opad.

Regeringens spareplaner

Siden regeringen kom til magten for ikke engang halvandet år siden, har den gennemført en række angreb, som begynder at kunne mærkes nu, bl.a. de mange milliarder der skal spares i uddannelsessektoren og generelt i den offentlige sektor, hvor de seneste mange års sparerunder fortsætter med enorme konsekvenser for både borgere og ansatte. For de fattigste begynder ”fattigdomsreformerne” som integrationsydelse og kontanthjælpsloft nu at træde i kraft og sende familier på gaden og børn ud i et liv i fattigdom.

Hertil har regeringen fremlagt sin ”helhedsplan” for Danmark anno 2025. For det første fortsætter de årlige besparelser i det offentlige, fordi regeringen foreslår, at de offentlige udgifter skal stige mindre, end det er nødvendigt for at holde det nuværende niveau. Derudover har planen følgende hovedpunkter: Skatten på aktieindkomst og kapitalindkomst sænkes, og virksomhederne kan se frem til skattelettelser og afgiftslettelser på omkring 8 mia. kr.

Regeringen foreslår desuden, at topskatten sænkes med 5% for indkomster under 1. million kroner. LO’s beregninger viser, at det giver de rigeste 2500 danskere, der tjener over 5 mio. kr. årligt, skattelettelser for omkring 1 milliard. Generelt giver topskattelettelser dem, der tjener en million eller mere om året i gennemsnit 20.000 kr. mere på kontoen. Det er fire gange mere, end regeringens plan vil give en almindelig lønmodtager i skattelettelser årligt. Liberal Alliances synes ikke det er nok, men ønsker en ekstra gave til de allerrigeste i Danmark, de 40.000, der tjener over en million årlig, Deres krav er, at topskatten skal sænkes 5% også på indkomst over en million kroner.

Regeringen påstår, at den også letter skatten ”i bunden”, men realiteten er, at den øger jobfradraget, så alle dem udenfor arbejdsmarkedet: de arbejdsløse, studerende, pensionister osv., dvs. alle de, der har den laveste indkomst, intet får. De skal tværtimod af med mere, fordi regeringen også vil fjerne den grønne check, der gik til de fattigste som kompensation for grønne afgifter. Det vil f.eks. betyde, at et pensionistægtepar vil miste op mod 3000 kr. om året og en arbejdsløs enlig mor op mod 1800 kr.

Det kommer oveni i den massive nedgang i indkomst for tusindvis som kontanthjælpsloftet, integrationsydelse osv. rammer. F.eks. betyder kontanthjælpsloftet, at en enlig mor med et barn mister 2300 kr. om måneden (en nedgang på 24% i rådighedsbeløbet). Og det slutter ikke her, udover den milliard, som regeringen sparer ved kontanthjælpsloftet, skal der spares yderligere en milliard ved at nedregulere alle offentlige ydelser.

En vigtig del af planen er regeringens massive angreb på SU’en, som de vil sænke med 20%, svarende til 800 kr. samt fjerne det 6. SU-år. De studerende skal også rammes, når de er færdige med studierne, med en måneds karensperiode, før de kan få dagpenge. I den anden ende vil regeringen øge pensions- og efterlønsalderen hurtigere end i forvejen planlagt.

Som et slet skjult sukkerovertræk for at få Dansk Folkeparti til at sluge pillen med topskattelettelser foreslår regeringen, at børnechecken for tredje barn sænkes og afskaffes for fjerde barn. Hentydningen er ikke skjult: de brune familier skal rammes. Sandheden er, at mange såkaldt ”danske” familier også får flere børn end to. Uanset baggrund koster barn nummer 3, 4 og 5 ikke mindre at have end barn nummer 1, så endnu et forslag der rammer alle andre familier end de allerrigeste.

Mindre skjult er de øvrige angreb på indvandrere og flygtninge, som planen indeholder, herunder at asylansøgere skal kunne afvises på grænsen, at reglerne for at opnå permanent ophold endnu engang strammes og et totalstop for kvoteflygtninge resten af 2016, dvs. et stop for at Danmark tager den del af de allersvageste flygtninge, som de tildeles gennem internationale aftaler.

Den borgerlige lejr splittet

Et af de første tegn på revolution er krise i samfundets top, der ikke længere kan regere, som den plejede. Vi er stadig langt fra en revolutionær situation, men splittelsen i den borgerlige lejr er et symptom på et samfund, der er i total forrådnelse. Der er ingen reel opposition til regeringen, og alligevel ligger de borgerlige i intern krig, om hvad der reelt set ikke er de store uenigheder.

Liberal Alliance kræver endnu flere topskattelettelser også for de rigeste 40.000, mens Dansk Folkeparti, som det største borgerlige parti, bliver nødt til at nå en aftale, som ikke ser ud som om, de bare har givet efter for LA’s krav. På Dansk Folkepartis højre side er det seneste skud på den borgerlige stamme, Nye Borgerlige, der kun øger splittelsen blandt de borgerlige.

Det kan virke absurd eller meningsløst, at de ikke kan nå til enighed, men det afspejler, at kapitalismen befinder sig i en blindgyde, at staus qou smuldrer, og de ikke længere kan regere, som de plejer. Med den sparepolitik, de fører, underminerer de i realiteten deres sociale base; småborgerskabet og mellemlagene. Topskattelettelser kommer kun en lille gruppe til gavn, ikke mindst i LA’s udgave, som vi har set ovenfor. De er i gang med at save den gren over, de selv sidder på.

Nye borgerlige har ikke et færdigt program, men siger om sig selv, at de fører Liberal Alliances økonomiske politik og Dansk Folkepartis værdipolitik (læs: racisme): kombinationen af det værste af to verdener. Partiet har opstillet tre ultimative krav, der skal opfyldes for, at de vil pege på en statsministerkandidat: stop for asylbehandling i Danmark, retten til offentlig forsørgelse skal knyttes til statsborgerskab og kriminelle udlændinge skal udvises efter dom.

Nye borgerlige er, ligesom Trump i USA, et fordrejet udtryk for den anti-etablissements følelse, politikerlede og polarisering, der eksisterer under samfundets overflade. De kritiserer netop DF for at være blevet for blødsødne og en del af det politiske etablissement.

Det er dog sigende, at Nye borgerlige er meget stille omkring deres økonomiske program, da DF netop er vokset store på – i ord – at gå imod nedskæringer. Det er netop det faktum, der volder regeringen problemer: at regeringen er baseret på de borgerlige partier, men at der ved valget var flertal for partier, der i valgkampen var imod nedskæringer. Alle de såkaldte anti-nedskæringspartier forsøger nu at få det til at se ud som om, de tvinges til nedskæringerne, og gør, hvad de kan, for at hjælpe regeringen med at fjerne fokus fra sparepolitikken ved at få alt til at handle om flygtninge og indvandrere.

Det kan se ud som et paradoks: Venstre-regeringen er, når man ser på regeringspartiets antal af mandater i Folketinget den svageste i årtier, mens den på den anden side lancerer det ene massive angreb efter det andet. Det er rigtigt, at valgrygterne svirrer, og det er muligt, at Liberal Alliance ender med at udløse et valg, men de fleste partier vil hellere end gerne lade Venstre fedte sig endnu længere ind i problemer og tage ansvaret for den upopulære nedskæringspolitik, som ingen af dem har et alternativ til. Et valg nu ville ikke ændre på, at sparepolitikken fortsætter, hvilket illustreres fint af, at Mette Frederiksen end ikke ville love at rulle kontanthjælpsloftet tilbage, hvis Socialdemokraterne kommer til magten.

Socialdemokraterne og DF

Socialdemokraterne har ingen interesse i et valg nu, og deres opposition til regeringen kan bedst betegnes som fraværende. Op til Socialdemokratiets kongres i slutningen af september talte Mette Frederiksen om et ”spirende samarbejde” med Dansk Folkeparti og en undersøgelse viste, at Socialdemokraterne har stemt for flere stramninger af udlændingelovgivningen end Venstre siden valget.

Mens der er kritik fra baglandet af samarbejdet med DF, ser det ud til, at hele Socialdemokratiets top slutter op bag formandens linje. Nyrup, der ellers i 90’erne sagde, at DF aldrig blev stuerene, bakkede på partiets kongres op om linjen. Det har længe været en del af strategien fra, hvad man kunne kalde den arbejderistiske fløj hos Socialdemokraterne, at bejle til DF og deres vælgere, ved at kritisere de Radikale for deres asociale nedskæringspolitik. Realiteten er, at Socialdemokraterne ligeså vel som de Radikale har ført en nedskæringspolitik.

Peter Hummelgaard, tidligere DSU formand og nu folketingsmedlem, der repræsenterer den arbejderistiske fløj, blev kendt for at kritisere dele af krisepolitikken under SR-regeringen, bakkede også Mette Frederiksens strategi op på dagen, hvor partiets kongres startede. ”Dansk Folkeparti er et almindeligt parti lige som alle andre partier i Folketinget. Og jeg er i en blanding af dyb chok og undren over, at det kan være kontroversielt, at Socialdemokratiet vil samarbejde med dem om ting, vi kan blive enige om,” sagde Peter Hummelgaard til Information.

Åbningen for øget samarbejde med DF bakkes op af toppen af den danske fagbevægelse. Formanden for Dansk Metal, Claus Jensen, har udtalt sig positivt og hverken Bente Sorgenfrey, formand for FTF, eller LO’s formand Lizette Risgaard afviser samarbejdet. Også FOA’s formand Dennis Kristensen, der ellers er blevet set som værende på venstrefløjen, er positiv: ”På velfærdsområdet er Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet de mest oplagte samarbejdspartnere om fremtidens velfærd”.

Det er et klokkeklart eksempel på, hvordan toppen i den danske arbejderbevægelse har spillet fuldstændig fallit! De har for længe siden omfavnet kapitalismen som system og er derfor tvunget til at acceptere og administrere systemets kriser. Det eneste, de kan fremlægge som strategi, er et desperat forsøg på at bygge en (imaginær) mur omkring Danmark for at holde udenlandsk arbejdskraft ude med det formål at sikre ”danske løn- og arbejdsforhold”. For Gud forbyde at de skulle til at organisere de udenlandske arbejdere.

I stedet for international solidaritet i arbejderklassen er sat nationalisme og fremmedhad. De første, der ofres, er flygtninge og indvandrere. De fremstilles som årsagen til arbejderklassens problemer for at sløre, at det er kapitalismen som system, der er problemet og aflede arbejderklassens opmærksomhed fra de virkelige problemer og skurke. Kapitalisterne regerer gennem del og hersk, og arbejderklassens eneste styrke er enhed på tværs af køn, etnicitet, religion osv. Angreb på en gruppe bruges som rambuk for at ramme hele arbejderklassen.

Peter Hummelgaard udtrykker den situation, som reformisterne i toppen af arbejderbevægelsen befinder sig i: de har intet at stille op overfor kapitalismens krise. De er totalt handlingslammede. ”Vi reagerer som andre partier ude i Europa på en situation, hvor man fra den ene dag til den anden stod med en kæmpe stor tilstrømning af flygtninge. Så er det, man skal huske på, at sidste gang, vi fik mange indvandrere, i 1980’erne, blev flertallet af dem bare placeret ude på Vestegnen, og dengang var der ingen debat. Vi vil se meget større folkevandringer og flere flygtninge i fremtiden, og der er vores samfundsmodel skrøbelig og skal beskyttes.” (Information 23.09.16)

Something is rotten…

Blandt arbejdere og unge er der en stigende følelse af, at noget er galt, at status qou er uholdbart. Denne følelse får intet politisk udtryk, hverken fra den politiske venstrefløj eller fag- og elevbevægelse. Ikke bare Socialdemokratiet men toppen af hele venstrefløjen rykker til højre, og øger kløften til almindelige menneskers liv og opfattelser. Der er et totalt fravær af reel opposition til regeringen, men endnu vigtigere glimrer venstrefløjen med sit fravær af et alternativ, hvilket afspejles grafisk i Alternativets kometagtige vækst.

I Enhedslisten fortsætter ”normaliseringen” af partiet ind i det politiske etablissement. De kritiserer regeringens nedskæringer men indenfor det politiske system, som endnu et parti i rækken. Det fik Jonathan Simmel, der skulle have været barselsvikar i Folketinget fra jul, at føle. Han har forsvaret nødvendigheden af en revolution, om end noget klodset formuleret. Men han endte med at trække sig, efter at han var blevet sat på plads af Pernille Skipper.

Skipper tog skarpt afstand fra Jonathan Simmels udtalelser, og efterlod ikke nogen tvivl om, at står det til toppen i Enhedslisten, er det ikke et revolutionært parti: ”Vi arbejder for at skabe positive samfundsforandringer ad demokratisk vej. Vi arbejder for at udvide demokratiet, og jeg mener ikke, at man kan sidde i Folketinget og repræsentere Enhedslisten, hvis man anfægter de grundlæggende demokratiske synspunkter.” Læser man det i sammenhæng med den debat, der var i partiet om Enhedslistens nye program, betyder det: revolutionen er aflyst, med mindre der kan komme flertal for det i det borgerlige parlament og den holdes inden for Grundlovens rammer.

Enhedslisten har godt nok varslet en ny og langt hårdere strategi overfor en eventuel fremtidig Socialdemokratisk regering end sidste gang. Det er godt, men hvad mere? Det har Enhedslisten ikke fremlagt nogen svar på. Med den nuværende strategi forbliver de i bedste fald intet andet end Folketingets vagthund, der stiller kritiske spørgsmål. Men for arbejdere og unge bliver det mere og mere tydeligt, at Danmark, og resten af verden, er på vej i den helt forkerte retning.

Mens politikere og medier fortaber sig i spin og valgspekulationer, øges leden mod etablissementet, blandt unge og arbejdere, og følelsen af at noget er helt galt. Det er fortsat mest af alt en ubevidst følelse, en stigende uro og utilfredshed. Men det kan hurtigt skifte. I Frankrig, hvor alle også snakkede om højredrejning og racisme, og hvor Front Nationale fik stor succes ved regionalvalgene i december, eksploderede landet bare få måneder senere i demonstrationer og strejker mod arbejdsloven. Det kan også ske herhjemme. Der er absolut ikke grund til at fortvivles, men at forberede de kommende kampe ved at organisere de revolutionære kræfter allerede nu.

Denne leder blev bragt i Revolution nr. 23, oktober 2016. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99kr.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information