For nylig fremlagde Socialdemokratiets formand Helle Thorning-Schmidt sin politik i to kronikker i dagbladet Politiken. Der er i høj grad behov for at evaluere den politik, som Socialdemokratiets ledelse har ført i den seneste periode, og alle forsøg på at optegne situationen og pege på en vej fremad, må hilses velkommen. Desværre peger Helle Thorning-Schmidts analyse på mere af det samme: mere af den højrekurs, der har ført partiet ud i den historiske krise, og givet det dårligste valgresultat i 100 år.

Den ”tredje vej” til nederlag
Helle Thorning-Schmidt siger åbent, at hun er begejstret tilhænger af ”den tredje vej” og den britiske sociolog Anthony Giddens – chefideologen bag højrekursen i det britiske arbejderparti Labour. Helle siger, at højrekursen i Labour er ”opskriften på moderne socialdemokratisk politik”. Hun glemmer bare, at netop denne ”opskrift” har ført til, at Labour står historisk svagt i England, og de konservative står til at vinde næste valg. Årsagen er, at Labours højrekurs under Tony Blair har skuffet de millioner af engelske arbejdere, der har stemt på Labour for at forbedre arbejdernes levevilkår, men i stedet har set Labour-regeringen privatisere, skære ned og give skattelettelser til de rige.

Logikken bag ved ”den tredje vej” er simpel: det handler bare om at overtage en del af de borgerliges politik, og så vil mange af de, der har stemt borgerligt, i stedet stemme på Socialdemokratiet. Problemet med denne form for logik er bare, at den ikke fungerer i virkeligheden. I 1990’erne var det denne kurs, som Nyrup førte, og som fik Socialdemokratiet til at gå tilbage fra næsten 40 procents tilslutning til omkring 25 procent. Den ”tredje vej” har ført til nederlag for arbejderpartierne i England, Tyskland, Sverige, Italien, Grækenland og alle andre steder, hvor den er blevet afprøvet. I stedet for at føre til sejr, fører ”den tredje vej” altså til nederlag for arbejderbevægelsen.

”Eksperterne” bortforklarer
Den danske arbejderklasse har skabt faglige og politiske organisationer for at kæmpe for sine krav og rettigheder. Socialdemokratiet er den danske arbejderklasses største og traditionelle parti. Men mange arbejdere har efterhånden svært ved at se en god grund til at stemme på Socialdemokratiet eller melde sig ind. Diverse ”eksperter” prøver at forklare det med, at partiet har et forkert navn, at logoet er dårligt, eller andre overfladiske ting. Men det forklarer ingenting. Den virkelige årsag til partiets krise er, at ledelsen ikke har ført en politik, der baserer sig på arbejderklassens krav om en udvidelse af velfærden i stedet for nedskæringer.

Hvor skal vi hen, Helle?
Efter valgnederlaget i november 2007 forsøgte Helle Thorning-Schmidt og andre fra partiets top at fremstille det som om, at det værste resultat siden 1906 ikke var så slemt endda, men tværtimod et skridt på vejen til at få væltet Fogh.

Socialdemokratiet blev grundlagt for at forsvare arbejderklassens interesser. Partiet voksede sig stort og stærkt ved at lave reformer, der hævede arbejdernes levestandard, sikrede gratis uddannelse, pension og alle andre elementer af velfærdsstaten, der blev opbygget i 1960’erne. Men i mange år har lederne af partiet forsøgt at indføre borgerlig politik i Socialdemokratiet. En arbejdsgiverpolitik med privatiseringer, offentlige besparelser, lavere skat for overklassen og så videre har altid været de borgerliges program. De borgerlige partier er oprettet for at varetage arbejdsgivernes interesser med sådan en politik – og i takt med at lederne for Socialdemokratiet har forsøgt at overtage den samme politik, har de skuffet de socialdemokratiske vælgere og skubbet arbejderne fra sig. Mange har tænkt: ”de er alle sammen ens!” Det har demobiliseret mange af de arbejdere, der ser til Socialdemokratiet efter en løsning på deres problemer.

Et arbejderparti med arbejderpolitik
Det er på tide at optegne erfaringerne med ledelsens kurs og den ”tredje vej”. Hvad enten Helle Thorning-Schmidt kan lide det eller ej, så er det en død vej. Socialdemokratiets erfaringer taler sit eget sprog: partiet er vokset, når det har kæmpet for arbejderklassens krav, udbygget den offentlige sektor, styrket dagpengene, pensionerne og uddannelsessektoren. Partiet er derimod gået tilbage under den ”ansvarlige” ledelse, der har forsøgt at kopiere de borgerlige.
Er det for meget forlangt, at et arbejderparti skal føre en politik, der basere sig på kravene fra arbejdspladserne? Er det for meget forlangt, at et arbejderparti skal føre en politik, der styrker den offentlige sektor på bekostning af bankerne og de store virksomheder? Er det for meget forlangt, at et arbejderparti skal føre en politik, der peger i retning af et solidarisk velfærdssamfund med demokratisk planlægning af bankerne og de vigtigste virksomheder? Helle Thorning-Schmidt og resten af partiets absolutte højrefløj har ført partiet i den stik modsatte retning. Resultatet er klart for alle.

Fej de borgerlige ud af regeringen… og ud af partiet!
Den borgerlige regering har skabt et Danmark, hvor hver sjette københavner lever under fattigdomsgrænsen. Ifølge Red barnet lever hver tolvte barn i Danmark i fattigdom. Siden 1980’erne har der været en støt stigning i børnefamilier, der lever i fattigdom. Hvad er svaret fra fortalerne for ”den tredje vej”? At de arbejdsløse skal ”tilskyndes” til at finde arbejde gennem en blanding af angreb på understøttelse og økonomisk tilskud til arbejdsgiverne, der ansætter dem. Det er ikke systemet, men menneskene, den er gal med ifølge disse ”kloge” hoveder. Alle fortalerne for ”den tredje vej” har modtaget samme uddannelse og skoling i borgerlig ideologi som de borgerlige økonomer og strateger. De har gået på samme universiteter, og de har fået samme ideer til, hvordan man skal løse problemerne inden for kapitalismens rammer. Problemet er bare, at en kapitalistisk økonomi i nedgang ikke kan sikre nogen vej fremad for udvidelse af velfærden – heller ikke en ”tredje vej”. Der er ikke bare brug for et opgør med den borgerlige regering, men der er også brug for at sparke de borgerlige ideer ud af arbejderklassens partier.

Partiet tilbage til klassen
Blandt alle aktive i arbejderbevægelsen er der ét spørgsmål, som står over alle andre: hvordan slipper vi af med den borgerlige regering og deres arbejdsgiverpolitik? Spørgsmålet er trådt endnu mere i forgrunden under strejkerne i den offentlige sektor. Det er den borgerlige regerings systematiske udsultning af den offentlige sektor, der har fremtvunget strejkerne. Privatiseringer og udliciteringer har ikke løst problemerne i den offentlige velfærd – tværtimod har det skabt ineffektivitet og korruption, og det er ikke et alternativ til investeringer i det offentlige.

Hvis Socialdemokratiet skal gå fremad og tilbyde et alternativ til de borgerliges nedskæringspolitik, må al ”ansvarlighed” over for bankerne og kapitalisterne høre op. Socialdemokratiet er ikke sat i verden for at være ”ansvarlig” og administrere en kapitalistisk økonomi, der ikke kan sikre forbedringer. Socialdemokratiet må genfinde sine rødder hos arbejderne. I den kommende periode vil polariseringen i Danmark – og ikke mindst den begyndende venstredrejning i fagbevægelsen – finde et udtryk i partiet, og der vil på ny opstå kamp om, hvilken linje, der skal lede partiet. ”Den tredje vej” har ført til nederlag på nederlag. For at genrejse Socialdemokratiet, så vi kan komme af med de borgerlige, er der brug for arbejderpolitik.