Samme tid åbner spørgsmålet sig om hvor dette ”opsving” kommer fra, hvor lang tid det så vil blive ved og hvis det her er et opsving, hvor 1400 danskere om året dør af stress, og virksomheder flytter produktionen til udlandet, hvordan vil en kommende nedgang så se ud?
Et forbrugsbaseret opsving
Det opsving vi ser i dag har været baseret på øget forbrug. I modsætning til tidligere opsving som har været baseret på investeringer i industri, faktisk har væksten i faste bruttoinvesteringer årlig vækst pr. person gennemsnitlig ligget på 2,3 procent i perioden fra 2000-2005 imod sætning til perioden fra 1993 til 2000, under IT boblen, på 8,4 pct. Altså er opsvinget ikke udtryk for en udvikling af produktionsmidlerne, tværtimod er lukninger af arbejdspladser ved at blive hverdag.
Det som ”opsvinget” er udtryk for er, at folk øger deres forbrug igennem lån i friværdi. Dette skaber en del ustabilitet i den danske økonomi. Opsvingets rod ligger i, at kreditten er blevet udvidet, hvilket har givet flere penge til forbrug, og dermed skabt grundlag for arbejdspladser. Men et opsving, der er drevet af lånte penge kan ikke vare evigt. Før eller siden er der en regning, der skal betales.
 |
Bliver de bare ved med at stige? |
Boligboblen
Man kan næsten ikke finde en borgerlig avis der ikke flere gang i løbet af denne periode har både be- og afkræftet boligboblen. Dog kan alle, der bare giver sig tid til at se boligprisudviklingen i forhold til lønudviklingen, ja eller for så vidt bare prøver at flytte fra lejebolig til ejerbolig, beskue denne trussel mod den danske økonomi. ”Spørgsmålet er helt klart ikke længere om, men hvornår boligboblen brister.” er en sætning der er ved at bliver forældet, da de første arbejderfamilier allerede er blevet smidt på gaden.
Lån og flere lån
Den arbejder der vil have et hus må først gå ned i banken og forgælde sig for derefter at købe et hus, som så igen kan belånes til forbrug, hvilket der jo ikke er noget fordækt i, set fra den almindelige arbejders side. Vi arbejder 37 timer om ugen og burde for så vidt både have ret til både villa, Volvo og vovse. Problem er bare at det er disse lån, ”opsvinget” blandt andet baserer sig på. For lån skal jo betales tilbage, men med hvad? Flere lån?
Det har været en mulighed at udskyde en krise ved hjælp af flere lån, men samme tid forstærke den når den kommer. Men dette er jo ikke længer muligt når ens bolig allerede er belånt med langt mere en dens egen værdi. Dette er en enorm trussel imod opsvinget, hvilket både angriber den enkeltes arbejders købekraft, og dermed levestandard, og det forbrugs baserede opsving.
En beregning fra Handelshøjskolen i København viser, at en typisk familie vil få kappet 13 pct. af budgettet, hvis renten stiger to pct. Derudover kommer de stigende oliepriser, som kan får processen til at accelerere.
Risiko for krak
Opsvinget har været båret af lån, som er blevet brugt på forbrug. Dette er en særdeles ustabil situation. Bankerne har udlånt så aggressivt, at de har lånt mange flere penge ud, end de reelt har i kassen. Indlånene den første halvdel af i år kun svarer til 82,7 pct. af udlånene. Det er et fald fra samme periode i 2003, hvor indlånene svarede til 99.3 pct. af udlånene. Så hvis de huse, som lånene er taget i, falder dramatisk i pris, vil bankerne sidde inde med en masse gældsbeviser uden dækning. Sådanne banker vil ikke være meget bevendte under en krise.
Det fik for nylig Finanstilsynets direktør, Henrik Bjerre-Nielsen, til at advare bankerne mod risiko for krak. Så snart bankerne trues af et økonomisk krak, vil de gøre alt for at hente lånene hjem fra de arbejdere, der har lånt til en ejerbolig eller en bil. Dette vil gøre det umuligt for mange familier at få økonomien til at hænge sammen.
Det var den socialdemokratiske regering under Nyrup, der i 1990’erne åbnede muligheden for at oprette de såkaldte flexlån. Dette har ført til, at gælden har været i stand til at vokse mere end ellers. Når regningen skal betales bliver problemet på den måde større end ellers. Det er derfor tydeligt, at arbejderbevægelsens højredrejede ledelse har misbrugt det ansvar, de har overfor arbejderklassen, da de aktivt har medvirket til at forværre situationen.
Arbejdsgiveren, en snylter klasse
Den berømte fabriks ejer Henry Ford sagde en gang ”mit mål er ikke at lave biler, men at lave penge”. Så meget ærlighed er det sjældent man finder hos et så uærligt menneske. Desværre er den danske arbejdsgiver ikke så forskellig fra den amerikansk. Marxisterne har altid pointeret arbejdsgiverklassens udvikling hen imod en stopklods for den generelle udvikling af økonomien.
De øverste lag af det danske samfund er trænet i skrupelløshed igennem den daglige udnyttelse af de danske arbejder. For disse fine herrer er det ikke et problem at udflytte arbejdspladser og sabotere industrien. Disse snyltere stjæler merværdien af vores arbejde med den ene hånd for at låne os dem tilbage med den anden, så de igen kan hive renter ud af os.
At forestille sig, at den herre storaktionæren skulle udvise ansvar med hensyn til den danske økonomi ville være det rene utopi. Igennem deres spekulation er det lykkedes Danske Bank at få et rekord overskud på 12,8 mia. kr. ved at kaste ærlige mennesker ud i gældsmareridt og tvangsauktioner.
Det er helt tydeligt at markedsøkonomien er godt på vej til at igen at vise sin totale ubrugelighed til at skabe fremgang og sikkerhed for det stor flertal på gulvet, men til gengæld meget nyttig for det dovne og ubrugelige mindretal på toppen af samfundet.
Det må derfor også være klart at den eneste måde vi kan skabe velstand, velfærd og økonomisk sikkerhed er at kaste dette usle pak fra magten og underlægge produktionsmidlerne og bankerne arbejdernes demokratiske kontrol.
