Under valgkampen i 2001 havde Anders Fogh et enkelt slogan. Han mente, at det var tid til forandring. Som socialister er vi normalt ikke meget for at kopiere vor yndede statsministers slogans. Men i dette tilfælde vil vi gøre en undtagelse. For er der noget, som de seneste begivenheder i Danmark viser, så er det, at det så sandelig er tid til forandring.

Spinkelt ja til OK, men stor utilfredshed
Overenskomstaftalen anno 2007 for 600.000 arbejdere i den private sektor forbløffede mange. Ganske enkelt fordi den var så gennemgående tom for de krav, som arbejdspladserne var kommet frem med. Og dette i en tid hvor dansk erhvervsliv har haft kronede dage, med det ene succes-regnskab efter det andet.
De danske kapitalister har altså skovlet enorme profitter hjem, og som man kan læse andetsteds i denne avis, har de givet deres administrationschefer klækkelige lønforhøjelser i million-størrelsen. Alligevel udeblev forbedringer for arbejderne i overenskomstaftalen. Det centrale krav om højere mindsteløn blev f.eks. fuldstændigt ignoreret.

Som bekendt gik overenskomsten igennem, med et lille flertal på 55,75 procent af stemmerne. Dette ja er dog mindre end i 2004, hvor 57,4 procent stemte for, og stemmedeltagelsen lå på sølle 37 procent. Samtidig valgte over 60 procent 3F’s medlemmer at forkaste overenskomsten. Dette må siges at være udtryk for en meget klar utilfredshed og en frustration over fagbevægelsens fatale rolle i hele dette spil.

At en så dårlig overenskomst kan gå igennem, er først og fremmest fagtoppens skyld. At de har accepteret dette forlig og skamrost det, er en skandale uden lige. De har glemt arbejdspladsernes krav, og er ude af trit med de problemer, som arbejderne står over for. At et så stort flertal i 3F stemte nej, viser den enorme kløft som findes mellem lederne af fagbevægelsen og de menige medlemmer. Det er tid til forandring; Det er nødvendigt at arbejde for at ændre fagforeningerne til kamporganisationer, der ser det som sit eneste formål at trumfe arbejdspladsernes krav igennem. Og selvom arbejdsgiverne nu forudser ro på arbejdsmarkedet, er det langt fra givet, at den kommende periode vil blive stille. De seneste strejker på DR, hos SAS og blandt buschaufførerne viser, at den næsten periode sagtens kan byde på et nyt opsving i klassekampen.

Regeringen kan udfordres
Også på andre områder er det tid til forandring. Da regeringen startede, var det som om, den havde en teflon-effekt. På taktisk vis formåede den, at sno sig uden om de største skandaler og bommerter. Men 2006 må siges at have været året, der vendte op og ned på det. Med de største demonstrationer i 20 år (aktionsdagen 17.maj), en utrolig upopulær velfærdsreform og ugelange pædagog-strejker og kommune-protester i efteråret var det ikke muligheder, der manglede for at udfordre regeringen.
Men desværre er der ikke kommet noget alternativ, eller nogle forsøg på at udfordre den.

Socialdemokratiets ledere, med Helle Thorning i spidsen, har valgt passivitet og korridorforhandlinger med de borgerlige. Det samme har dele af fagbevægelsens ledere, der nu sidder med ved bordet til den såkaldte kvalitetsreform, som i praksis er et dække for besparelser på velfærden. SF vil nu i regering og gerne i et samarbejde, der inkluderer Marianne Jelved og de radikale. Alt dette illustrerer med al tydelighed nødvendigheden af en socialistisk opposition, der kan vinde arbejderbevægelsen tilbage til et socialistisk program. Kun sådan kan Fogh udfordres.

En verden i krig, kaos og oprør
Og internationalt har det aldrig nogensinde været mere tid til forandring end i dag. 1.1 milliard mennesker lever for mindre end 1 dollar om dagen, og 800 millioner mennesker går sultne i seng hver dag. Samtidig kontrollerer 500 multinationale selskaber 70 procent af verdenshandlen og skovler dagligt enorme profitter hjem. I denne avis kan du læse mere om, hvordan det påvirker situationen i Afrika, et kontinent som lige nu oplever blodige krige i Darfur og Vestsahara. Et kontinent hvor USA for øvrigt gav militærhjælp til 50 af Afrikas lande fra 1991-1995, og fra 1991-98 oversteg salg af våben og militærtræningsprogrammer mere end 227.000 millioner dollars.

Der er dog også tegn på, at forandring er på vej. Ikke igennem godhjertede reformer fra IMF og Verdensbanken (to organisationer, der altid har arbejdet for imperialisternes interesser), men igennem et kontinentalt oprør der udspiller sig i Latinamerika. Den revolutionære bølge har spredt sig fra Venezuela til Bolivia og Mexico. Bush forsøgte for nyligt at tage på charmeoffensiv i Latinamerika. Han kan nemlig godt se, at det ikke er imperialismens dagsorden, der vinder frem på de kanter for tiden. Men han blev mødt med store protestdemonstrationer overalt, hvor han dukkede op. Alt dette kan du læse mere om inde i bladet.

Altså er der nok at kæmpe for, både i Danmark og i resten af verden. Når de borgerlige fortæller os, at 1.maj bare handler om guldbajere og røde pølser, og at al klassekamp er død og borte, står de med et forklaringsproblem. Hvis alt virkelig er guld og grønne skove, hvorfor var 2006 så fuld af så mange protester? Og hvorfor lever vi i en verden med flere og flere krige?

Svaret er, at kapitalismen som system ikke kan skabe varige fremskridt og tilbyde arbejdere og unge en ordentlig hverdag og anstændige levevilkår. Det er mere end nogensinde før nødvendigt at kæmpe for socialisme.

Tid til forandring, tid til et socialistisk alternativ!
Gå med i Socialistisk Standpunkt!