Det er gode tider i toppen af Danmark. Sjældent har kaminilden knitret så lystigt i strandvejsvillaerne. Overskuddene er enorme. De gyldne håndtryk er mere gyldne end nogensinde. Og herskabernes udgifter til arbejdernes lønninger er reelt ikke vokset de sidste mange år. Så det er i sandhed gode tider, og de har grund til at glæde sig i Rungsted.
Ritzau har meddelt, at de 1000 største danske virksomheders samlede overskud voksede med 16 procent i 2005. Og de seks største nordiske banker tjente tilsammen 86,3 milliarder i 2005. Så der er grund til glæde i markedsøkonomiens templer. Det er gode tider for samfundets top. Og misundelse er sådan en grim ting, ved vi. Så ikke noget med at stille krav her – vi må jo også tænke på fremtiden, hører vi.
De pæne drenge i erhvervslivets top producerer intet selv, men bruger lystigt løs af de værdier, andre har skabt. Virksomhederne har rekordstore overskud. Og hvad skal det bruges til? Fra Strandvejen lyder råbet: ”Flere lystyachter, større villaer og endnu mere luksus!” Men fra arbejdspladserne lyder kravet fast: ”mere i løn!” Vi vil ikke længere acceptere at blive holdt uden for den fremgang, vi selv har skabt. Hvis ikke der er plads til fremgang, når vi har økonomisk opsving og ”gode tider”, hvornår kan vi så få lønstigninger?
Det seneste opsving er skabt på bekostning af arbejderklassen gennem øget arbejdspres og højere tempo. Hver af os arbejder i gennemsnit tre til fire timer gratis om ugen (!), og stress er blevet det, der dræber hver fjerde af os. Det er ikke kun virksomhedernes overskud, der bugner – også statskassen er ved at revne, med et overskud på omkring 100 milliarder danske kroner. Penge som de danske arbejdere møjsommeligt har indbetalt til den danske stat gennem skatter, afgifter osv. Men får de noget igen? NEJ, lyder svaret fra Thor Pedersen, der hellere vil købe hele verden end sikre den danske velfærd.
Nu lægger de borgerlige økonomer så op til, at Danmarks økonomi er på vej i krise – spørgsmålet de stiller sig selv, og alle os andre er; vil det blive en blød eller en hård landing? Det, de alle frygter, er overophedning, pga. for store lønstigninger, siger de. Meget belejligt for de danske kapitalister må man sige, her lige før overenskomstforhandlingerne. Men vi må ikke lade os skræmme. Det er ikke lønstigninger, der vil få den danske økonomi i krise. Lønstigninger vil bare få kapitalisternes profitter til at falde. Skulle vi følge økonomerne, skulle vi alle holde igen på lønningerne, regeringen skulle skære endnu mere ned på den offentlige velfærd, og arbejdsløshedsunderstøttelsen beskæres nu, hvor ”det ikke vil gå nævneværdigt ud over nogen, nu hvor der er rigeligt med jobs til de fleste.” (OECD økonom i Berlingske Tidende, 29.11.06).
Kapitalisterne og økonomerne ønsker den bedste af alle verdener; når økonomien går fremad, skal vi arbejde endnu hurtigere, holde lønningerne i ro trods den lave arbejdsløshed og finde os i nedskæringer på velfærden, så krisen ikke kommer. Kommer krisen, skal vi sørme finde os i endnu mere af det samme! Men det er ikke acceptabelt!
Alle arbejdere må forberede sig på storkonflikt. Fagbevægelsens top har allerede accepteret en ramme på tre procent, som skal fordeles på løn, pension o.l. Men dette er langt fra tilstrækkeligt. Det er tvivlsomt, om det overhovedet vil holde trit med inflationen. Rammen på tre procent må skrottes, og der må klækkelige lønstigninger på bordet, for at resultatet kan accepteres. Fagbevægelsens forhandleres opgave er ikke at være ”ansvarlige” over for arbejdsgiverne, men at være ansvarlige over for kravene fra medlemmerne.
Økonomien går fremad, arbejdsløsheden er lav og virksomhederne skovler profitter ind som aldrig før – hvis ikke vi skal kræve lønstigninger nu, hvornår så?! Vil arbejdsgiverne ikke imødekomme kravene, må vi sætte magt bag ordene med konflikt.
- Rammen på 3 procent må sprænges!
- For en mindsteløn på 150 kr. i timen. 12 kroner mere i timen til lærlinge!-
- Opsig hovedaftalen - Fuld strejkeret til alle, inklusiv lærlinge!
- Hvis ikke kravene opfyldes – stem NEJ!
