DemonstrationDet langsigtede perspektiv

Marxisme er det lange langsigtede perspektiv på historien. Der er visse tidspunkter i historien, der udgør afgørende vendepunkter. Sådanne tidspunkter var årene 1789, 1917, 1929. På sådanne tidspunkter accelereres hele processen og processer, der så ud til at være fastlåste for al tid, vender sig til sin modsætning. Til denne liste af store historiske vendepunkter må vi nu tilføje året 2008. Den nye periode, der åbnede sig med krisen i 2008, afspejles i en intensivering af klassekampen, relationerne mellem stater, krige og internationale konflikter.

Dialektik behandler processer i deres udvikling gennem modsætninger. Den dialektiske metode gør os i stand til at se under det umiddelbart givne (”fakta”) og observere de dybtliggende processer under overfladen. Det kapitalistiske system skaber og ødelægger historisk set sin interne ligevægt. Det manifesterer sig med jævnlige udbrud af kriser. Indenfor den økonomiske sfære udtrykkes det i vekslen mellem opsving og kriser, der har været et fundamentalt karakteristika ved det kapitalistiske system de sidste 200 år. Perioder med fremgang og fuld beskæftigelse følges af perioder med nedgang, hvor investeringerne falder, fabrikker lukkes, arbejdsløsheden stryger i vejret og produktivkræfterne stagnerer.

Marx forklarer, at den fundamentale årsag til alle virkelige kapitalistiske kriser er overproduktion, eller med moderne økonomers jargon, overkapacitet (som er resultatet af overproduktion af produktionsmidler). At samfundet kastes ud i krise, fordi det producerer for meget, er et træk ved kapitalismen, der var ukendt i tidligere samfund. Det er kapitalismens grundlæggende modsætning, der ikke kan løses inden for rammerne af det private ejerskab over produktionsmidlerne og nationalstaten. I hvad der virkede som en lang periode – omkring tre årtier, så det ud til at være blevet modbevist af historien.

Stalinismens kollaps var et vigtigt vendepunkt. Fra et psykologisk synspunkt gav det borgerskabet og dets ideologiske forsvarere et nyt livsperspektiv. Derudover pressede det socialdemokraterne længere over i kapitalismens lejr og skabte nye illusioner til den ”frie markedsøkonomi”. Det beseglede endeligt de tidligere stalinistiske partiers skæbne, der forlod enhver forestilling om at gå ind for socialisme og blev en bleg afspejling af socialdemokratiet. De samme processer førte til venstrereformismens kollaps som en klar tendens i arbejderbevægelsen.

Under det sidste opsving gik kapitalismen udover sine naturlige grænser gennem den hidtil usete udvidelse af kredit og intensiveringen af den globale arbejdsdeling gennem den såkaldte globalisering. Verdenshandelens vækst drev systemet opad i, hvad der så ud til at være en endeløs vækstspiral. Gældens udvidelse øgede midlertidigt efterspørgslen. I Storbritanniens tilfælde fordobledes størrelsen på den private gælds andel af BNP til 200 procent i løbet af de sidste 50 år. USA og andre lande gik ned af samme vej.

Solen skinnede, markederne blomstrede og alle var glade. Alt så ud til at være det bedste af alle kapitalistiske verdener. Så kom krakket i 2008. Med Lehman Brothers kollaps kom de meget tæt på en katastrofe af samme omfang som 1929 – eller større. De blev kun reddet af en massiv indsprøjtning af offentlige penge. Hele byrden for de private bankers ophobede gæld blev lagt på skatteydernes skuldre. Staten – som økonomerne insisterede på ikke havde nogen rolle at spille i økonomien – måtte understøtte hele den ”frie markedsøkonomis” smuldrende system.

Krisen fortsætter

Siden 2008 har alle de faktorer, der tidligere drev systemet opad, drevet det nedad. Den massive øgning af gælden er blevet et kæmpe bjerg af gæld, en kolossal byrde for forbruget, der trækker hele økonomien ned med sin vægt.

Mens medierne og politikerne taler om en bedring, er kapitalens seriøse strateger kastet ud i den sorteste pessimisme. De mere langsynede økonomer taler ikke om bedring men om faren for en ny og dybere krise. ”Bedringen ” er i virkeligheden en belejlig fiktion, beregnet på at berolige investorernes nerver og genoprette ”tilliden”.

Så vidt det er muligt at tale om det som sådan, er den delvise bedring i USA det historisk svageste opsving efter en krise. Normalt efter en krise har økonomien en tendens til at komme stærkt igen på baggrund af produktive investeringer, der er det kapitalistiske systems livsnerve. Men det er ikke tilfældet nu. Ifølge IMF ser verdensøkonomien ud til at vokse med bare 2,9%, hvilket er omtrent halvdelen af sit før-krise niveau.

Kapitalismens irrationelle natur, fanget i en skruestik af uløselige modsætninger, har fået en skarpere og mere smertefuld og destruktiv karakter gennem globalisering. ”National selvstændighed” er blevet et tomt ord, i takt med at alle regeringer er underlagt verdensmarkedets omskiftelser.

Spekulationen blomstrer trods al snakken om reguleringer. Et stort antal penge plasker rundt i verden og øger faren enormt for et økonomisk kollaps af hidtil usete dimensioner. Det globale derivatmarked, der løb op i $59 billioner i 2008, var vokset til $67 billioner i 2012. Det er et udtryk for det tøjlesløse spekulative vanvid, der har grebet borgerskabet i vores tid. De indviklede sammenkoblinger på derivatmarkedet, som det virker til, at ingen virkelig forstår, har introduceret nye og komplekse risici.

Borgerskabets nervøsitet afspejles i markedernes feberagtige vækst og fald. Den mindste hændelse kan skabe panik: politiske spændinger i Portugal; social uro i Egypten, usikkerhed om udsigterne for Kinas økonomi; muligheden for militær aktion i Mellemøsten, ledende til en skarp stigning i oliepriserne; enhver af disse ting kan skabe panik, der kan kaste verdensøkonomien tilbage i dyb krise. Renterne på statsobligationer kan spille tilnærmelsesvis samme rolle som diagrammerne for enden af hospitalssengen, der betegner feberens stigning og fald. Over en vis grænse truer en feberstigning patienten med døden.

Kapitalismens hjerteblod

Det mest alvorlige problem er manglen på produktive investeringer. I USA fortsætter private investeringer med at ligge under niveauet for selv dets langsigtede andel af det nationale output, mens de offentlige investeringer nåede et højdepunkt med stimulanspakkerne i 2010 og er faldet lige siden. Kapitalisterne investerer ikke i den slags produktive aktivitet, der ville føre til ansættelse af amerikanske arbejdere i et tilstrækkeligt antal, til at det ville gøre økonomien i stand til at komme rigtig i gang. Årsagen er, at der ikke er et marked for deres varer: det vil sige, der er ikke nogen ”effektiv efterspørgsel”.

De økonomiske udsigter er dystre og usikre. Ingen ønsker at bruge penge eller investere, fordi de ikke kan forudsige fremtiden. Antallet af jobs voksede i 2013 men fabriksansættelser fortsatte med at falde. De første prognoser om, at det amerikanske opsving ville blive anført af en genoplivning af produktionen, er blevet fuldstændig modbevist. Et sundt og holdbart opsving må baseres på produktive investeringer ikke et stort antal mennesker, der vender burgere hos McDonald’s.

Udgifterne til investeringer er i virkeligheden langt lavere end i 2008. Alligevel er virksomhedernes investeringer kun en anelse over sit niveau i 2008. En nylig undersøgelse af de 40 offentligt handlede amerikanske virksomheder viste at omkring halvdelen af dem forventede at indskrænke deres investeringer i løbet af 2013. Hvad er pointen med at bygge nye fabrikker og investere i kostbart nyt maskineri og computere, når de ikke engang kan bruge den produktive kapacitet, de allerede har?

I Storbritannien går bare 15% af den totale finansielle strøm faktisk til investeringer. Resten går til at støtte eksisterende aktiver, fast ejendom eller personlig økonomi uden sikkerhed. I stedet for at investere i nye fabrikker og maskiner låner de store virksomheder enorme pengesummer til forsvindende lave renter for at købe deres egne aktier tilbage. De første 9 måneder af 2013 alene blev $308 mia. brugt med dette formål i USA.

Problemet er derfor ikke mangel på likviditet. I USA er virksomhederne oversvømmet med kontanter, alligevel investerer de ikke i produktive aktiviteter. De sidste fire år er massive pengesummer pumpet ind i økonomien, især i bankerne. Resultatet har været at øge den offentlige gæld til alarmerende niveauer uden at skabe noget økonomisk opsving, der er værd at tale om. Alligevel estimerer Moody’s, at amerikanske ikke-finansielle virksomheder i begyndelsen af 2013 havde gemt $1,45 mia. væk (rapporteret af Forbes i marts 2013). Væksten for året 2012 alene (inkluderet i det totale) var $130 mia. Det er ikke et nyt fænomen. Sidst i 1920’erne var der en massiv akkumulation af ubrugte kontanter i økonomien – lige før krakket.

De borgerlige økonomer har en aversion mod at udtale ordet “overproduktion” (mærkeligt nok lider visse selvudnævnte marxistiske økonomer af samme lidelse).  Men fra et marxistisk synspunkt er hovedårsagen til kriser meget klar. Merværdi udvindes i produktionsprocessen, men det udtømmer ikke processen med at skabe penge. Kapitalisternes evne til at realisere merværdien udvundet fra arbejdernes arbejdskraft afhænger i sidste ende af hans evne til at sælge sine produkter på markedet. Men denne mulighed er begrænset af den effektive efterspørgsels niveau i samfundet, det vil sige af evnen til at betale.

Kapitalisternes trang til at producere for at opnå profit er praktisk talt ubegrænset, men hans evne til at finde et marked for sine produkter, har meget snævre grænser. Verdensøkonomien er faretruende afhængig af USA. I virkeligheden er hele verden nu afhængig af det amerikanske forbrug. Men forbruget i USA er langt fra i nogen ideel tilstand til at fungere som motor for verdens vækst. Median indkomsten er faldet med 5,4 % siden krisen sluttede i USA. Arbejdsløsheden kredser omkring 7%. Forbruget står for omkring 70% af det amerikanske BNP og omkring 16% af den globale efterspørgsel. Eksportører over alt håber derfor på, at de amerikanske forbrugere vil redde dem.

Men det skaber nye modsætninger. Sidste år, skubbede stigende import det amerikanske handelsunderskud op med 12% til $45 mia. om måneden, det største spring i fem år. Import fra Kina stod for næsten to-tredjedele af dette. Hvis det fortsætter, vil det amerikanske underskud overfor Kina overstige $300 mia. På den anden side faldt den amerikanske eksport. Obamas mål om at fordoble eksporten på fem år er en håbløs drøm. Det amerikanske opsving stilner måske af og trækker hele den globale økonomi med ned. Det minder om det gamle russiske eventyr om en hytte på kyllingeben.

Kvantitative lettelser

Det såkaldte opsving er baseret på flere faktorer såsom flytningen af industrier tilbage fra Kina til USA, rumfartsindustrien og kvantitative lettelser med indsprøjtning af enorme summer fiktiv kapital i økonomien i USA og andre lande. Som en uhelbredeligt syg patient holdes kapitalismen i live ved fortsatte blodtransfusioner af offentlige penge. Centralbankerne er tvunget til at sætte sin lid til såkaldt kvalitative lettelser (quantitative easing, QE) – eller med andre ord – at trykke penge. QE og renter på nul procent har ikke formået at skabe seriøse resultater og har tydeligvis inflatoriske implikationer.

Den amerikanske økonomisk relative forbedring skyldtes i ikke lille grad den slappe pengepolitik, som blev ført af den amerikanske centralbank. Siden 2009 har centralbanken opkøbt finansielle værdipapirer – amerikanske statsobligationer og nogle former for virksomhedsgæld. Gennem en udvidelse af pengebasen holdt de renterne nede, hvilket var medvirkende til at understøtte de forgældede virksomheder og husholdninger. Det har været hovedfaktoren i det såkaldte opsving og det understøtter de finansielle markeder, som krykker understøtter en mand uden ben.

Det kapitalistiske system er baseret på økonomien i et sindssygehospital. I deres grådighed efter at lave hurtige profitter fra spekulation formåede borgerskabet blot at skabe gigantisk inflation i priserne på værdipapirer i de tyve år, der ledte op til krakket i 2008. Det blev fremkaldt af centralbankens politik med at holde renterne nede. Den samme vanvittige politik bliver nu ført i et desperat forsøg på at genoppuste boblen. De ser ud til at have glemt, at det var denne selv samme politik, der førte til kollapset i første omgang. Det ser ud til, at borgerskabet har opgivet al fornuft. Men som Lenin engang sagde: ”en mand på afgrundens rand kan ikke tænke klart”.

Centralbankens program for kvalitative lettelser beløber sig til $85 mia. om måneden. Storbritannien, eurozonen og især Japan kopierer alle slavisk Bernankes langsigtede løfte om nemme penge, Paradoksalt set præcis på et tidspunkt, hvor han forsøger at komme væk fra det. Bernanke befinder sig derfor i en meget delikat balanceakt. Han forsøgte at signalere begyndelsen på enden på nul-renterne uden at udløse panik.

Dem der er involveret i denne aktivitet ved udmærket, at de udfører et farligt eksperiment. De har vidst dette i nogen tid. Fred Neumann, hovedøkonomien for Asien i HSBC, forklarer at, QE ”køber os tid, men det løser intet grundlæggende.” (FT, 20/9/13) ”Jo længere de fortsætter denne proces, jo værre bliver det for vores evne til at trække os ud af nedgangen”, sagde Mike Crapo, republikaner i Senatets bankkomite.

Derudover viser erfaringen, at denne politik er underlagt loven om faldende profit: større og større summer penge er nødvendige for at opnå mere og mere magre resultater. Gillian Tett, Financial Times hovedklummeskribent: ”Én måde at fortolke denne uges dans om QE er, at lovgiverne fortsætter med at holde det finansielle system oppe, hvilket (i bedste fald) er ejendommeligt og (i værste fald) ustabilt”. Vi lever ”i en verden, hvor priserne på værdipapirer og de dyriske flokinstinkter er afhængige af billige penge”.

Financial Times udtalte sin dom over QE i USA i en leder (21/9/13):

“Selvom QE har løftet humøret, har dets effekt været mere afdæmpet end håbet. Trods lave finansieringsomkostninger er investeringerne depressive. Regeringer skærer underskud, husholdningerne tilbagebetaler gæld og virksomheder ophober kontanter. Derfor finansierer de penge, som Centralbanken skaber, ikke aktiviteter som at bygge huse eller kapitalinvesteringer, der kunne bidrage direkte til væksten. I stedet for løfter det værdien af de eksisterende værdipapirer.”

Boligfinansieringsselskaberne Fannie Mae og Freddie Mac fortsætter som før med at pumpe kredit ud i lånemarkedet. Men mens de før krisen kontrollerede 60% af lånemarkedet i USA, kontrollerer de nu 90%. Den slags er, hvad der endte i kollapset i 2008. Bevidste om de indbyggede farer, annoncerede Bernanke forsigtigt sidste juni, at centralbanken måske ville udfase QE. Keynesianisterne, ledet af Paul Krugman, var rædselsslagne. De advarede om, at det ville være et overilet skridt, der ville sende det forkerte signal til verdensøkonomien om, at centralbankerne vil stramme op, før et opsving i den private sektor har opnået fart nok til at være selvkørende. Det er, hvad der skete i 1937-38.

Bernanke forsøgte at dæmpe slaget ved at introducere alle mulige ”hvis’er” og ”men’er”. Han udtalte, at Centralbanken kun vil stoppe sine opkøb af værdipapirer, hvis arbejdsløsheden kommer under 7% – som den er nu – og dermed reducerer risikoen for at stramme op, før økonomien kan klare det. De korte renter vil fortsætte tæt på nul i lang tid efter det. Enhver stigning var gradvis. Og så videre og så videre.

Det var alt sammen til ingen verdens nytte. Borgerskabet er blevet afhængigt af QE og billige lån præcis som en junkie, der er blevet hooked på heroin og behøver en regelmæssigt dosis for at holde sig kørende. Annonceringen skabte en øjeblikkelig panik på de finansielle markeder, hedge fonde begyndte at sælge obligationer, med et stort fald i deres priser til følge. Markederne steg igen, da de hørte centralbankens beslutning om at lade QE3 ”punchbowlen” forblive, selvom centralbankens chef Janet Yellen nu har annonceret planer om at lade det aftage frem mod slut 2014.

Krise i USA

I 2009, to uger efter sin entre i det Hvide Hus, holdt Obama en tale, hvori han sagde: “Vi kan ikke genbygge denne økonomi på den same sanddynge. Vi må bygge vores hus på en klippe. Vi må lægge et nyt fundament for vækst og fremgang – et fundament der vil tage os fra en æra med lån og forbrug til en, hvor vi sparer op og investerer; hvor vi forbruger mindre hjemme og sender mere eksport til udlandet.”

Fire år senere bygger USA stadig på et fundament af sand og forbereder grundlaget for en fremtidig krise. Det afspejles i det svimlende tal for nationens akkumulerede gæld. Situationens ustabilitet blev vist ved den amerikanske regerings ”shut down”, der truede med at kaste USA og verdensøkonomien som helhed ud i frit fald. Den amerikanske gæld nåede utrolige $16,7 billioner, som er den grænse, Kongressen er blevet enige om.

Krisens alvor viser sig ved et åbent split i den amerikanske herskende klasse og dens politiske repræsentanter. I opsvingsperioden repræsenterede kapitalens to partier bredt set to forskellige fløje af amerikansk kapitalisme og kunne forhandle sig frem til et kompromis på de fleste spørgsmål. Nu hvor krybben er tom, bliver det gamle politiske ”set up” en absolut bremse på den videre udvikling af samfundet og det kapitalistiske system, med katastrofale konsekvenser til følge.

Behovet for at hæve det amerikanske gældsloft bragte denne splittelse til et kritisk punkt. Havde de ikke formået at øge loftet, var USA gået i betalingsstandsning. Det blev estimeret, at det ville have fremprovokeret et fald på 6,8% i det amerikanske BNP og et tab af 5 millioner arbejdspladser i OECD. Alligevel var højrefløjs ”Tea party” republikanerne i Kongressen, drevet af deres had til Obama, Obamacare og deres snæversynede besættelse af gældsnedbringelse, helt og aldeles parate til at bringe den amerikanske økonomi og verdensøkonomien til et krak.

Keynesianisterne påpeger, at en reduktion af levestandarden midt i en recession kun vil uddybe og forlænge krisen. Det er for så vidt korrekt. Men monetaristerne har ligeledes ret, når de påpeger, at keynesianisternes politik med underskudsfinansiering er en opskrift på inflation og i sidste ende vil forværre en allerede dårlig situation.

I en kapitalistisk økonomi er der få redskaber til at få gang i private investeringer, når renterne er tæt på nul, og der er massive offentlige underskud. Det er ironisk, at en økonom som Jeff Sachs – manden der gav neoliberalismen frie tøjler i Østeuropa – nu opfordrer til en verdensomspændende version af New Deal. Det er en afspejling af borgerskabets desperation, der føler, det befinder sig i en blindgyde. Den herskende klasse er splittet over, hvad de skal gøre ved den enorme gæld, der hænger over den amerikanske økonomi som et rædselsvækkende Damoklessværd.

Den amerikanske regerings “shut down” skabte uro i borgerskabets kredse internationalt. Formanden for Verdensbanken Jim Yong Kim kaldte det ”et meget farlig tidspunkt… inaktivitet kunne resultere i stigende renter, faldende tillid og langsommere vækst”. Formanden for IMF, Christine Legard, kom med en klar advarsel, da hun sagde, at hårdknuden i den amerikanske Kongres truede med at skubbe verden ud i en ny recession. Dollaren begyndte at falde imod andre lade i takt med, at investorer mistede tilliden.

Den vanvittige politik med et program for automatiske nedskæringer kaldet sequestration førte til nedskæringer i investeringer i videnskabelig forskning, uddannelse og infrastruktur og svækkede dermed aktivt de selvsamme ting, som USA har brug for mere af, hvor af kunne opnå bare en minimal reduktion af budgetunderskuddet. Den republikanske højrefløj krævede, at Obama opgav sine forsigtige sundhedsreformer. Hårdknuden i Kongressen var et grafisk udtryk for splittelsen i den herskende klasse, der er blevet skjult men ikke løst.

En anden del af de borgerlige økonomer taler nu for en moderation eller opgivelse af sparepolitikken og i stedet beskyttelse af de fattige, uddannelse og fokuserede investeringer i grøn energi. Formålet er at give efterspørgslen et skub for at øge forbruget. Men sådanne forslag støder øjeblikkeligt ind i bitter modstand fra arbejdsgiverne, republikanerne og monetaristerne.

Det er en meget risikabel politik, som nogen økonomer har sammenlignet med den situation Roosevelt stod i i 1938, da Kongressen tvang ham til at tøjle den økonomiske stimulus og dermed tilskyndede en ny nedgang. Rent faktisk var det ikke Roosevelts New Deal, der endte Depressionen men Anden Verdenskrig. Men dette valg er ikke længere muligt på et tidspunkt, hvor den amerikanske præsident end ikke kan beordre et bombetogt over Syrien.

I sin tale i 2009 valgte Obama ikke at nævne, hvad der bliver af et hus bygget på sand: ”Skylregnen faldt, og Floderne kom, og Vindene blæste og stødte imod dette Hus, og det faldt, og dets Fald var stort.”


Krisen i Europa

Krisens globale karakter gør det umuligt at ”afkoble” Europa og USA. Meddelelsen om at USA ville drosle ned for de kvantitative lettelser forårsagede en øjeblikkelig omvæltning på markederne, som pressede renten op over hele eurozonen. Effekten var stramning af pengepolitikken, mens den økonomiske afmatning og stigende arbejdsløshed krævede præcis den modsatte politik.

Intetsteds fremstår krisen skarpere end i Europa. Alle det europæiske borgerskabs drømme om et forenet kapitalistisk Europa er hurtigt blevet reduceret til aske. Alle de nationale modsætninger er kommet op til overfladen, og truer, ikke bare euroens, men hele EU's fremtid.

Gælden vejer som en gigantisk møllesten om halsen på den europæiske økonomi, trækker den ned, og forhindrer en reel bedring. Ingen kender det reelle omfang af de europæiske bankers gæld. De dårlige lån i bankerne i EU har nået mindst 1.05 Billioner € (dobbelt så meget som i 2008) ifølge Wall Street Journal. Men dette er kun et skøn (dvs. et gæt), og det reelle tal vil være langt større. De fleste investeringsbanker vurderer, at Europas banksektor skal skrumpe med omkring 2 til 2,5billioner € for at nå en størrelse, der kan betegnes som havende tilstrækkelig kapital.

Der har været et trægt opsving i Tyskland, men Italien og Spanien er fortsat i recession, og Grækenland er i en dyb krise. Italien har mistet 9 % af sit BNP siden begyndelsen af ​​krisen og Grækenland mindst 25%. Det vil heller ikke være muligt for Tyskland at opretholde væksten, hvis der ikke er nogen bedring i euroområdet som helhed, som er det vigtigste marked for deres eksport. I 2012 faldt det europæiske bilsalg til det laveste niveau siden optegnelserne begyndte for 24 år siden, i 1990. Bilsalget i Europa fortsatte med at falde i seks af de første otte måneder af 2013.

Euroens lancering i 1999 blev hyldet som nøglen til en gylden fremtid med fred, velstand og europæisk integration. Men som vi forudsagde, er den under en krise blevet en kilde til national konflikt og opløsning.

Selv om euroen ikke er årsagen til problemerne i lande som Grækenland, Italien og Spanien, som snæversynede nationalister forestiller sig, har det utvivlsomt forværret dem i n'te grad.

Tidligere kunne disse lande finde en løsning på en krise gennem devaluering. Nu er dette umuligt. I stedet for at øge deres markedsandele på bekostning af udenlandske konkurrenter, ved at devaluere valutaen, er de tvunget til at ty til "intern devaluering", det vil sige, brutal nedskæringspolitik. Men det har kun den virkning at uddybe krisen og øge klasseskellet i samfundet.

Den umiddelbare katalysator var den græske krise, som truer euroen og Den Europæiske Union. Det var naturligt, at krisen først skulle opstå i de svageste led i kæden i ​​europæiske kapitalisme. Men eftervirkningerne af den græske krise påvirker hele Europa. Under opsvinget, der fulgte efter indførelsen af ​​euroen, vandt Tyskland stort på at eksportere til euroområdet. Hvad, der begyndte som et enormt plus, er blevet et enormt minus. Da præsidenten for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, lovede, at han ville bruge alle de økonomiske ressourcer, der stod til hans rådighed, for at redde euroen, glemte han at sige, hvor disse midler skulle komme fra.

 Alle finansielle overførsler for at redde eurozonen, vil altid være overførsler af tyske skatteyderes penge til et andet sted. Det rejser alvorlige problemer for Angela Merkel. Tyskland har påtaget sig rollen som uforsonlig forsvarer af nedskæringer og finansiel tilbageholdenhed. Det har de råd til. Det er den stærkeste af de europæiske økonomier, og økonomiske magt må før eller senere udtrykkes som politisk magt. På trods af de illusioner, som det franske borgerskab havde i før i tiden, er det Tyskland, der afgør alt.

Men nedskæringspolitikken har klare sociale og politiske grænser. Lande som Grækenland og Portugal har allerede nået disse grænser, og Spanien og Italien er ikke langt bagefter. Trods den seneste optimisme hos borgerskabet er intet blevet løst. Krisen i euroområdet kan bryde ud igen når som helst. Indførelsen af voldsomme nedskæringer, fremprovokerede en alvorlig politisk krise i Portugal, hvor store masseprotester næsten førte til regeringens sammenbrud. Portugals offentlige gæld er stigende, og er højst sandsynligt over 130 procent af den nationale produktion i 2015. Så hvad gjorde alt den svie og smerte godt for?

Nogle dele af ”venstrefløjen" i Europa - fx Lafazanis, lederen af ​venstrefløjen i SYRIZA - opfordrer til en exit fra euroen, og fra EU selv, som løsning på krisen og på arbejderklassens problemer. Men som marxister ser vi ikke krisen som værende på grund af eksistensen af den Europæiske Union. Det er en krise i det kapitalistiske system.

Den Europæiske Union er intet andet end en arbejdsgivernes union, hvis hensigt er at styrke de magtfulde europæiske kapitalisters interesser. EU påtvinger arbejderfjendsk politik overalt. Og dette organ kan ikke reformeres til en slags "socialt Europa". Vi er imod det, men svaret er ikke en række små nationale kapitalismer, men de europæiske arbejderes fælles kamp for Europas forenede socialistiske stater.

Den politiske ustabilitet, som nedskæringspolitikken har skabt, afspejles i en række af ustabile koalitionsregeringer og voldsomme udsving i den offentlige mening. I Italien har de kun formået at sammensætte en koalition af Det Demokratiske Parti og Berlusconi med største besvær, og lederne af koalitionen bruger det meste af deres tid på at angribe hinanden offentligt. Berlusconis højeste prioritet er at holde sig ude af fængslet. Den italienske kapitalismes generelle interesser indtager en sølle andenplads i forhold til dette altoverskyggende hensyn.

Dette lidet opbyggelige skue med mundhuggerier og splittelser i toppen, korruptionsskandaler (som i Spanien), politikere der ikke lever op til deres løfter (Frankrig), og politikere der fylder deres lommer (Grækenland), mens de påfører resten af samfundet alvorlige lidelser har skabt en generel modreaktion mod alle de eksisterende partier og deres ledere. Det er en alarmerende udvikling for borgerskabet, der er ved at opbruge alle de politiske reservevåben, som de råder over til at forsvare deres system. En massiv social og politisk krise er under forberedelse i Europa.

Borgerskabet stirrer ned i afgrunden, og kan meget vel blive tvunget til en tilbagetrækning. Udover alt andet, har nedskæringspolitikken heller ikke på nogen måde formået at genaktivere økonomien. Tværtimod, har de gjort en dårlig situation uendeligt meget værre. Men hvad er alternativet? Borgerskabet er fanget mellem Djævelen og det dybe blå hav. Det er ikke klart, om eurozonen vil bryde helt op - en udsigt, der skræmmer borgerskabet og ikke bare i Europa. For at forhindre en fuldstændig opdeling vil EU's ledere blive tvunget til at opgive nogle af deres mest skrappe betingelser. I sidste ende vil der være meget lidt tilbage af den oprindelige idé om forening af Europa, som er umuligt på et kapitalistisk grundlag.

De europæiske borgerskabs problem kan siges simpelt. Den herskende klasse har ikke råd til at opretholde de indrømmelser, som arbejderklassen vandt i løbet af det sidste halve århundrede, men arbejderklassen kan ikke acceptere yderligere nedskæringer i levestandarden. Overalt ser vi store fald i levestandard; lønnedgang; emigration er tilbage som et fænomen i sydeuropæiske lande til lande som Tyskland. Men når Tyskland også er ramt af recession, hvor skal vil de så emigrere hen?

Arbejderklassen er blevet styrket enormt siden Anden Verdenskrig. Reaktionens sociale reserver af er blevet kraftigt reduceret. Bønderne, der tidligere udgjorde en meget stor del af samfundet, ikke kun i Spanien, Italien, Frankrig og Grækenland, men også i Tyskland, er blevet reduceret til et lille mindretal. Grupper som lærere, embedsmænd og bankansatte, som tidligere betragtet sig selv som middelklasse og ikke ville drømme om at melde sig ind i en fagforening eller gå i strejke, er nu blandt de mest militante dele af arbejderbevægelsen. Det samme gælder for de studerende, der før 1945 primært var højreorienterede eller endda fascister, og nu er solidt på venstrefløjen og i mange tilfælde åbne for revolutionære ideer.

De europæiske arbejdere har ikke lidt et afgørende nederlag i årtier. Det vil ikke være let at tvinge dem til at opgive det, de har erobret. Det blev vist i oktober 2013 af de belgiske brandmænd, der mødte op uden for parlamentet med tredive lastbiler, blokerede al adgang, og tilsprøjtede politiet med vand og skum med krav om 75 mio. euro mere, for at øge antallet af ansatte til et acceptabelt sikkerhedsniveau. Regeringen blev tvunget til at give efter, da jernbanearbejderne tilbød at hjælpe brandmændene ved også at blokere jernbanestationerne. Denne ændring i magtbalancen udgør et alvorligt dilemma for borgerskabet, når det skal gennemføre den nødvendige nedskæringspolitik. Ikke desto mindre er den herskende klasse tvunget af krisen til at fortsætte deres angreb.

Tyskland

På overfladen ser det ud til, at Tyskland har undgået det værste af krisen. Men Tysklands tur vil komme. Tysk kapitalismes akilleshæl er dens kæmpe afhængighed af eksport: i 2012 nåede den tyske eksport et rekordniveau på 44% af BNP (€ 1.1 billioner). Grunden til den tilsyneladende succes er, at tyske arbejderes realløn er på samme niveau som i 1992. Ifølge Financial Times: "Tyskland har nu den højeste andel af lavtlønnede arbejdere i forhold til den nationale medianindkomst i Vesteuropa". En fjerdedel af arbejdsstyrken er "lavtlønnede". Antallet af vikarer er tredoblet på ti år.

Tysk eksport, den eneste kilde til vækst i den sidste periode, var således baseret på lave lønninger og høje investeringsniveauer. De høje produktivitetsniveauer, presset ud af de tyske arbejdere, gav den tyske industri en stor fordel frem for sine europæiske konkurrenter, som vi ser fra følgende tal:

Industriproduktionens ydelse 2000- oktober 2011:
Tyskland + 19,7%
Portugal - 16,4%
Italien - 17,3%
Spanien - 16,4%
Grækenland - 29,9%

Faktum er, at tysk kapitalisme vandt på bekostning af de svagere europæiske rivaler, som ikke kunne konkurrere med dets industrier. Deres tab var Tysklands gevinst. Euroen arbejdede dengang frem for alt til gavn for Tyskland. Tyske banker var ganske glade for at låne penge til lande som Grækenland, for at gøre dem i stand til at købe tyske varer. Men nu har denne proces udviklet sig til sin modsætning. Selv om de ikke kan indrømme det offentligt, beviste de lækkede referater om den første IMF redningspakke af Grækenland, det som vi tidligere har sagt, nemlig at redningspakkerne til Grækenland først og fremmest var for at redde tyske (og franske) banker.

De højreorienterede demagoger udslynger nu forbandelser over Europa og euroen. Men tysk kapitalismes mere seriøse strateger er fyldt med bange anelser. De forstår, at Tyskland ikke kan genoprette sin økonomiske ligevægt, så længe resten af ​​eurozonen er nedsænket i krise. Hvor vil de eksportere deres varer til?

I en tale ved et vigtig økonomisk topmøde i den tyske by Hamburg, advarede den tidligere leder af det tyske SPD, Helmut Schmidt om, at: "Den offentlige tillid til de europæiske regeringer og den Europæiske Union er blevet knust og Europa er på randen af ​​revolution". Han understregede endvidere, at store politiske og økonomiske ændringer er nødvendige i Europa. Men hvilke ændringer er der behov for? Og hvem vil sikre, at de gennemføres.

England

Verdens tidligere fabrikshal har tabt sin industrielle base og er fuldstændig domineret af snyltende finanskapital og finansielle ydelser. England har flere bankansatte, som på et år tjener mere end en million pund om året, end resten af EU. Det blev påstået, at England var i bedring, men det bagvedliggende billede viser et land i forfald.

Den seneste periode har vist de største og mest vedvarende fald i levestandarten i England siden 1860'erne- mere end 150 år siden Der er blevet advaret mod nye eksplosioner blandt de unge, som kan minde om de optøjer, som omfattede byer overalt i England for få år siden. I England anslås det, at to millioner børn går sultne i skole hver dag. Denne afsløring har været så chokerende for offentligheden, at regeringen straks har annonceret indførsel af gratis måltider for alle børn i indskolingen.

Den sociale indstilling i England har oplevet et massivt skift. Tidligere synspunkter om respekt om og forsvar af ”the establishment”, er vendt til had. De mennesker, som tidligere blev betragtet med ærbødighed, medlemmer af parlamentet, jurister og politiet, bliver nu betragtet med mistro og foragt.

”Offentligheden lader til at tænke, at der er noget råddent i ”the establishment”, udtaler John McDermott i Financial Times. ”I 2010 viser en meningsmåling, at 81% af englænderne var enige i udsagnet: 'Politikere forstår overhovedet ikke den virkelige verden'. En undersøgelse fra The British Social Attitude rapporterer, at kun 18% stoler på, at regeringen sætter nationens behov højere end partiets egne, et fald fra 38% i 1986. For bankerne ser det endnu værre ud. I 1983 mente 90%, at de var godt ledet, hvorimod kun 19% mener det i dag, hvilket givet vis er den mest dramatiske holdningsændring, når man ser på rapportens 30 år historie.”

“Storbritanniens syn på sine institutioner vokser og falder - spørg selv Hendes Majestæt. Men de gentagne skandaler, som har ramt banker, parlamentet og medierne, giver fornemmelsen af et nærmest opera’sk tillidskollaps, til de som udøver magten i landet... Der er en dybtliggende ignorance blandt de magtfulde, i forhold til dybden af antielitære holdning som ses i England og andre steder” (FT, 28/9/13)

Lederen af Labour, Ed Miliband, var til sidst tvunget til at afspejle, dog i milde vendinger, den stigende vrede overfor store firmaer og banker, efter vedvarende pres fra Labours egne rækker. Til trods for dets begrænsede og svage karakter, fremprovokerede det et udbrud af vrede fra de borgerlige medier. Financial Times anklagede Miliband for at ”være omrejsende i populistisk tricks”.  Her ser vi allerede omridset af det modsatrettede pres, som vil blive ganget med en faktor tusinde, når Labour går i regeringen, under krisens betingelser.

En yderligere illustration af krisen og britisk kapitalismes nedgang er usikkerheden omkring folkeafstemningen om skotsk uafhængighed. Fremkomsten af ​​nationalisme har været en direkte følge af reformismens forræderi de sidste fire årtier. I dag, hvor Labour støtter kapitalismen og kun tilbyder mere milde, mindre smertefulde nedskæringer, synes en nationalistisk retorik om et uafhængigt Skotland baseret på socialdemokratiske reformer at tilbyde håb om forandring. Krisen i Storbritannien viser, hvordan nationalisme ved fraværet af et stærkt revolutionært alternativ, kan stikke sit hoved frem og få støtte fra endog elementer af arbejderklassen i lande, hvor det nationale spørgsmål blev anset for at have været løst for længe siden. I øjeblikket balancerer resultatet af folkeafstemningen om uafhængighed på en knivsæg, da mange utilfredse arbejdere og unge ønsker at forlade en union forbundet med sparepolitik, fattigdom for masserne og Tory partiet. Venstrefløjen udenfor Labour-partiets kapitulation har også bidraget til stigningen af ​​nationalisme med deres støtte og følgen i halen på nationalisterne. De argumenterer imod neoliberalismen som problemet, og uafhængighed som svaret, snarere end kapitalisme og socialistisk revolution.

Frankrig

EU var egentlig tiltænkt at være et fællesstyre, hvor Frankrig skulle være den politiske leder af Europa, og Tyskland den økonomiske motor. Men nu er den franske overklasses planer blevet afsløret som en utopisk drøm. Berlin afgør alt, Paris afgør intet.

Ved sidste valg vandt Parti Socialiste (Socialistpartiet) en kæmpe sejr på alle niveauer. Men Hollandes støtte er fordampet hurtigt. Som alle andre reformistiske ledere accepterede han rollen som den kapitalistiske krises forvalter. Resultatet er, at han nu har den dårligste rating af alle præsidenter siden1958. De sidste meningsmålinger har registreret en øget støtte til den højreorienterede Marine Le Pen, med Hollande krybende efter.

Medierne prøvede at få det til at se ud som et sving til højre. I virkeligheden udtrykker det en generel frustration og utilfredshed med de eksisterende partier, og desillusion over ”venstrefløjen”, som har lovet meget og leveret lidt. Det er stadig uvist, om Kommunistpartiet, med sin reformistiske politik, kan vinde støtte fra Socialistpartiet eller Fronte de Gauche, eller om de kan gentage deres tidligere valgsucceser.

Delvist for at aflede opmærksomheden fra sine hjemlige problemer har Hollande lanceret en række udenlandske militære eventyr i Afrika (Mali og den Central Afrikanske Republik). Blokeret af Tyskland i Europa, prøver han i stedet at genoplive Frankrigs gamle rolle i Afrika og Mellemøsten. Men i realiteten mangler den franske imperialisme styrke for at kunne spille en selvstændig rolle på verdensplan. Disse militæreventyr vil uomgængeligt ende i tårer, og tilføre mere benzin på det hjemlige bål af modvilje.

Frankrig vedbliver at være nøgleland for klassekampen i Europa. De franske arbejdere har gang på gang vist, at de ikke har glemt deres revolutionære traditioner. Masserne søger en vej ud af krisen. De sætter deres lid til Socialistpartiets ledere, men disse er organisk forbundet med det kapitalistiske system og den nuværende orden. ”Venstrefløjen” knuser massernes håb. Allerede i kommunalvalgene har lederne fra Kommunistpartiet (CP) og Parti de Gauche opløst Front de Gauche (Venstrefronten). CP er i en alliance med SP, der sidder i regering, mens Parti de Gauche i nogle kommuner er i alliance med De Grønne, som også har to ministre i regeringen. Ved at opløse venstrefronten - i det mindste på kommunalt niveau - har de skuffet de arbejdere og unge, som søger et alternativ til venstre for SP. Det er en indikation på den totale reformistiske blindhed hos lederne af CP, at de klynger sig til SP, netop på et tidspunkt hvor Hollande og hans regering er miskrediteret og dybt upopulær. I stedet for at fastholde en klar opposition til regeringen prøver de desperat at bibeholde deres positioner i lokalregeringerne. Marxister bør kræve, at lederen fra Venstrefronten bryder med Socialistparitet og med De Grønne, og i stedet styrker Venstrefronten på grundlag af en reel venstreorienteret og socialistisk politik.

Hvad vi ser, er en tydelig proces med polarisering mellem klasserne, som vil komme til udtryk i en social eksplosion på et vist stadie. Frustreret på den parlamentariske front vil arbejderne og de unge gå på gaderne, som de tidligere har gjort så ofte. En gentagelse af ”Maj 1968” er under forberedelse. Men denne gang vil det være på et højere plan, og stalinisterne vil ikke længere have hverken styrke eller autoritet til forråde bevægelsen.

Italien

Italien balancerer på randen af en nedadgående spiral af nedgraderinger og stigende renter på statsobligationerne. Konsekvenserne ville blive katastrofale, ikke kun for Italien, men for hele Eurozonen. Dets samlede gæld beløber sig til omkring 2 billioner euro. Regeringens låneomkostninger truer med at kvæle Italiens økonomi på langt sigt.

Arbejdsløsheden stiger. På de sidste tre år har en million mennesker mellem 25 og 34 år mistet deres arbejde. Ud af de som er under 35, arbejder kun fire ud af ti. Officielt er der over tre millioner arbejdsløse i alt, men mange mennesker har opgivet at lede efter job, fordi de ikke har tiltro til, at de vil finde et. I 2012 var mere end 9 millioner klassificeret som ”fattige”, hvoraf 4,4 millioner lever i absolut fattigdom.

En nylig undersøgelse fortaget af Legacoop (den førende supermarkedskæde) bekræfter på skrift, hvad der har været tydeligt igennem længere tid: tre millioner husholdninger - 12,3% af befolkningen - har ikke engang råd til et måltid med højt proteinhold hver anden dag; 9 millioner italienere vil ikke være i stand til at imødekomme uforudsete udgifter på 800€; Italienere er i højere grad holdt op med at bruge deres bil (25% af befolkningen); de kan ikke længere tage på ferie (4 millioner færre denne sommer); og de køber ikke nyt tøj (23% af befolkningen). Udgifter til mad er, i løbet de sidste seks år, faldet med 14%, til det niveau som man så i 1971 (2400€ pr. indbygger).

Financial Times beskriver de opgaver, som Italien står over for, som ”økonomisk smertefulde og politisk selvmorderiske” (7/10/13). Italiensk kapitalisme kan ikke konkurrere med Tyskland og Frankrig, og sakker bagud. Tidligere ville dette have resulteret i, at Italien ville have devalueret sin valuta, men med euroen er denne vej blokeret. I stedet må de ty til en ”indre devaluering” (det vil sige dybe nedskæringer i levestandarten). Men det kræver en stærk regering. Det er dog uopnåeligt.

Samtlige partier i Italien er splittede. I PD er der en splittelse mellem det gamle apparat fra kommunistpartiet og åbent de borgerlige fra Kristendemokraterne. Montis lille parti er fyldt med fraktioner, og ventes at falde fra 10% til 4% ved de næste valg. Selv Grillos Femstjerne Bevægelse er splittet, med nogle der tydeligvis hælder til et samarbejde med PD.

Fagforeningslederne har spillet en skadelig rolle med deres støtte til de såkaldte nationale samlingsregeringer, og har slugt alle antiarbejder nedskæringstiltagene. Det gælder især de ”venstreorienterede” ledere af metalarbejdernes fagforening, FIOM, der efter at have vækket arbejdernes håb, knuste dem ved at gå med lederen af CGIL, Camusso, om at underskrive et fælles dokument til CGIL kongressen. Her ser vi venstrereformismens præcis rolle i praksis. Højrefløjens faglige ledere klynger sig til borgerskabet og venstrefløjens faglige ledere klynger sig til højrefløjen. Ingen af dem har nogen tiltro til arbejderklassen, der efterlades uden ledere i det kritiske øjeblik.

Ledernes forræderi kan føre til midlertidig demoralisering og apati. Men det vil ikke være enden på det hele. De italienske arbejdere – som de spanske, græske og franske – har en lang tradition for spontane opstande. Blokeret af deres traditionelle masseorganisationer, vil de finde en vej til at udtrykke deres vrede på eksplosiv facon. Det var betydningen af ”det varme efterår” i 1969. De fem dage med tidsubegrænsede strejker imod privatisering blandt transportarbejderne i Genova i november 2013 viser den virkelige stemning, der er under udvikling i den italienske arbejderklasse. Sådanne udviklinger er indbygget i situationen i Italien. Og det er endnu mere sandt for ungdommen.

Spanien

Fem år efter recessionens start vil Spaniens økonomi ende med at falde yderligere 1,4% i 2013. Arbejdsløsheden er på et rekordniveau med næsten 27% af arbejdsstyrken, mens ungdomsarbejdsløsheden er på smertelige 57%. Mere end 6 millioner jobs er blevet ødelagt siden 2007 og hundredetusinder af unge er blevet tvunget til at emigrere.

Efter flere år med massive sparepakker forventes budgetunderskuddet i 2013 alligevel at blive på hele 6,5% af BNP, mens gælden vil nærme sig 100% af BNP. Nedskæringerne er blevet kombineret med voldsomme kontrareformer på arbejdsmarkedet, der har tilladt Spanien at genvinde sin konkurrenceevne i forhold til sine europæiske naboer. Med andre ord har arbejderklassen måttet betale den fulde pris for den kapitalistiske krise. Og efter al denne smerte og lidelse er det eneste, der er opnået en vag snak om mild bedring næste år med forventede vækstrater på sølle 0,2% i 2014 og måske hele 1% i 2015. På det grundlag vil det tage frem til 2012 for bare at komme tilbage på før-krise niveauet, næsten 15 tabte år!

Sandheden er, at den enorme mængde gæld i virksomhederne, husholdningerne, og nu også i staten, der blev ophobet under de lange år med opsving, ikke er blevet fuldt opsuget af systemet. Indtil det finder sted, kan der ikke komme nogen holdbar bedring for spansk kapitalisme. De nuværende ”optimistiske” prognoser er baseret på en bedring af eksporten, der er fuldstændig afhængig af, at Europa kommer ud af krisen – et meget skrøbeligt grundlag for optimisme.

Den økonomiske krises effekt på massernes bevidsthed har været omfattende og vil blive langvarig. Oveni den økonomiske krise må vil lægge de medfølgende korruptionsskandaler, der har ramt alle det borgerlige demokratis institutioner (dommerstanden, monarkiet, Kongressen, det ledende parti). Det vi ser i Spanien, er en krise i regimet, der optrævler hele det system, som den herskende klasse har baseret sin legitimitet på siden Franco diktaturet. Alle fortidens gamle spøgelser kommer tilbage for at hjemsøge det svage og tilbagegående spanske borgerskab. Det nationale spørgsmål i Catalonien, næret af den økonomiske krise, er genopstået. Kampen for retfærdighed for ofrene for Franco regimet er kommet frem igen og afslører statsapparatet og den herskende klasses reaktionære karakter under demokratiets tynde fernis.

Der har været den ene bølge efter den anden med massemobiliseringer især siden 2011. Bevægelsen blandt Indignados, bevægelsen mod at folk blev sat på gaden, uddannelsesstrejkerne, minearbejdernes kamp, de offentligt ansattes spontane bevægelse, to 24-timers generalstrejker osv. Selvfølgelig kan masserne ikke være konstant mobiliseret og der vil være op- og nedture, og perioder med ophold. Men den vrede, der har ophobet sig under overfladen og ikke kan finde et sted at udtrykke sig gennem, er der stadig, og kan betyde eksplosioner til hver en tid.

Portugal

Portugal sidder fortsat fast i recession, med prognoser på at BNP i 2013 falder med mellem 1,6 og 2,7% og (måske) en meget svag vækst i 2014. Arbejdsløsheden er på rekordniveau med 16%, og regeringen vil ikke nå målet for reduktion af budgetunderskuddet (målet er 5,5% af BNP, men det virkelige tal vil nærmere blive 6%), trods år med massive nedskæringer påtvunget af redningspakken fra EU i 2010 på 87 mia. euro.

Budgettet for 2014 indeholder yderligere nedskæringer i de offentligt ansattes løn på mellem 2 og 12% pr. arbejder og 728 mio. euro i pensionerne. Der er brug for yderligere nedskæringer for 3,3 mia. euro i 2014 sammen med endnu en redningspakke. Det har ført til et kollaps i støtten til den borgerlige regering. I lokalvalgene i 2013 led partierne i regeringskoalitionen et hårdt nederlag. ”Det politiske miljø tilspidses”, beklager the Financial Times sig.

Den portugisiske regering, der slavisk har gennemført alle nedskæringerne dikteret af EU, beder om tålmodighed: ”Må vi bede om lidt mere tid”. Men penge-mændene i Washington, Bruxelles og Frankfurt og trojkaen er ikke i humør til tålmodighed. De vil kræve stensikre garantier på, at nedskæringsprogrammerne vil fortsætte og blive implementeret som betaling. Scenen er sat for endnu større masseprotester.

Passos de Coelho, der pralede med at være en stærk mand og trojkaens mønsterelev, da han blev valgt i juni 2011, afsløres nu som den svage leder af en splittet koalition. Hans regering, der har fortjent det portugisiske folks had, var meget tæt på at kollapse efter generalstrejken 27. juni 2013. Det var den seneste i en række vedvarende massemobiliseringer imod højrefløjs-koalitionen.

Den portugisiske arbejderklasse er ved at genfinde traditionerne fra revolutionen i 1974-75. En million mennesker gik på gaden i september 2012 og derefter en halv million i marts 2013. Problemet er ledelsen. ”Oppositionspartiet” Socialistpartiet er stadig miskrediteret (det underskrev betingelserne i redningspakken lige før de røg ud af regeringen) og vinder kun frem procentvis, fordi antallet af folk, der vil afstå fra at stemme, vokser.

Kommunistpartiet (PCP) er hovedvinderen af denne bølge af utilfredshed uden fortilfælde. Men de to partier til venstre for SP er plaget af en mangel på et seriøst alternativ til krisen, Bloco de Esquerda taler for et reformistisk-keynesianistisk ”socialt Europa” og en ”genforhandling af gælden”, mens PCP taler for en semi-stalinistisk ”patriotisk og demokratisk” økonomi udenfor euroen.

Grækenland

Efter fem år med barskebesparelser er Grækenlands problemer langt fra at være løst, men i stedet værre end nogensinde. Trojkaens slahs-and-burn politik har kastet landet ind i en dyb krise. 1,4 millioner mennesker er arbejdsløse, inklusiv to ud af tre unge. Fattigdommen i et omfang, som ikke er set siden krigsårene, er nu blevet normen.

Regeringen i Athen beklager sig (med god grund) over, at de nedskæringer, som Bruxelles kræver, presser økonomien yderligere ned i krise, ved at presse skatteindtægterne ned, øge underskuddet og tvinge dem til at låne endnu mere. Men disse appeller er for døve øren.Tyskerne og andre udlånere svarer, at sydeuropæerne har levet over evne i årevis og må ”lære selvdisciplin”.

Hver ny redningspakke har blot sikret lidt mere tid. Men markederne narres ikke. Den endelige afsløring af den græske krise er kun blevet udskudt, men før eller senere vil den blive uundgåelig.

Samtidig er Grækenland et mulighedernes land for finansielle spekulanter. Financial Times udgav en artikel med titlen: ”Hedge fonde profiterer i det græske mulighedernes land”, hvor vi kan læse følgende:

“Grækenlands banksektor har været genstand for den største opmærksomhed. Paulson & Co, Baupost, Dromeus, York Capital, Eaglevale og OchZiff er blandt dem, der har købt aktier i Alpha Bank og Piraeus bank. Alle har tjent gode profitter. Hektisk handel med tegningsrettenbetød også, at hedge fondene kunne ende med at dominere registret for de græske bankaktier”. (11/10/13, vores fremhævning).

Denne udplyndring af Grækenland, trojkaens ondskabsfulde urimelige krav og levestandardens kollaps har fremprovokeret en massiv bølge af generalstrejker, demonstrationer og masseprotester. To regeringer er allerede faldet og en tredje skal til det. Samaras kæmper for at holde sammen på den skrøbelige koalition, der ikke kan holde længe. Især Syriza vil vinde på det. Men på højrefløjen er Gyldent Daggry også vokset.

Impressionistiske elementer har ud fra Gyldent Daggrys vækst draget den konklusion, at der er en umiddelbar fare for fascisme. Men det, der skete med Gyldent Daggry, bekræfter vores position på spørgsmålet om udsigten for fascisme i den nuværende epoke. Det græske borgerskab er en ondskabsfuld og reaktionær herskende klasse og en del af det ville højst sandsynligt være parate til at overgive magten til Gyldent Daggry – hvis de kunne. De mest reaktionære dele af den herskende klasse (skibsrederne) har faktisk åbent støttet og finansieret dem.

Ulig andre højreorienterede politiske formationer i Europa (Fini i Italien, Marine le Pen i Frankrig) der stræber efter at lægge afstand til deres fascistiske fortid og præsentere et ”respektabelt” parlamentarisk billede, er Gyldent Daggry en åbent fascistisk organisation, hvor der er afsløret tætte bånd til både politiet og officererne. Disse gale hunde havde deres egen dagsorden, der ser ud til at have inkluderet en magtovertagelse.

Problemet er, at den græske arbejderklasse er magtfuld, kamplystne og ubesejrede. Borgerskabet frygter, at hvis de kaster sig ud i forhastet handlinger, kan fascisterne fremprovokere en massebevægelse, som det vil være umuligt at kontrollere. Bøllerne fra Gyldent Daggry gik for vidt, da de myrdede en velkendt venstrefløjssanger og fremprovokerede massive protester. Det græske borgerskab var tvunget til at tage nogle skridt imod dem.

Borgerskabet har selvfølgelig ingen intention om at tilintetgøre fascisterne. De har taget nogle skridt af kosmetiske årsager for at dæmpe massernes vrede. Senere vil fascisterne omgruppere sig under et andet banner, muligvis som en del af en højrefløjskoalition med et mere respektabelt (mindre nazistisk) billede. Imens vil de mest rabiate lumpenproletariske elementer forblive som hjælpetropper til det undertrykkende statsapparat (som de er organisk forbundet med) og virke som strejkebrydere og bøller, der tæsker immigranter og angriber venstreorienterede.

Det umiddelbare perspektiv for Grækenland er hverken fascisme eller bonapartisme men et yderligere sving til venstre. Samaras regeringens uundgåelige kollaps vil rejse spørgsmålet om en Syriza regering. Men i takt med, at Tsipras kommer tættere på magten, modererer hans sin retorik i håb om, at han vil få flere stemmer. Men tværtimod skaber det en skeptisk stemning hos det græske folk, der er blevet vant til ledere, der lover meget, og leverer meget lidt, når de først er valgt.

Massernes virkelige stemning kunne ses i en meningsmåling, der viste, at arbejderne i Grækenland allerede drager revolutionære konklusioner. Den viste, at 63% af  grækerne ønsker en ”grundlæggende ændring” i samfundet – hvilket vil sige en revolution – mens 23% siger direkte, at de går ind for en revolution. Problemet er ikke mangel på revolutionær modenhed blandt masserne, men det faktum at ingen af de eksisterende partier eller ledere er parate til at give et bevidst udtryk til massernes brændende ønske om at ændre samfundet.

De sidste fire eller fem år har de græske arbejdere til fulde demonstreret deres vilje til at ændre samfundet. De har gennemført den ene generalstrejke efter den anden. Men krisen er så alvorlig, at end ikke de mest voldsomme strejker og demonstrationer kan løse problemet. Indkaldelsen af flere en-dags strejker vil blive mødt med stigende skepsis på fabrikkerne. Når vejen med strejker og demonstrationer er blokeret, vil arbejderne gå over på det politiske plan. Før eller senere vil de vælge en venstrefløjsregering, der vil stille Syriza overfor et klart valg: enten at gennemføre en socialistisk politik eller at acceptere rollen som administrator af den korrupte og degenererede græske kapitalisme. Det vil markere et nyt stadie i den græske revolution og åbne vigtige muligheder for de græske marxister.


BRIK-landene

Efter Anden Verdenskrig, var væksten i verdenshandelen en af de vigtigste faktorer til opsvinget. I de seneste årtier var en større udvidelse af verdenshandelen baseret på en række faktorer, der nu udtømt, udvikling af transport, informationsteknologi, kommunikation, kunstig udvidelse af kredit, gæld, fuldstændig inkorporering af de lande, hvor kapitalen blev genoprettet, fjernelse af protektionistiske foranstaltninger i mange lande, osv. FN agenturet UNCTAD forudser nu, at verdenshandlen sandsynligvis forbliver svag i mange år, og det vil have omfattende konsekvenser på de såkaldte udviklingsøkonomier, der har været afhængige af eksport.

De overdrevne forhåbninger om, at Asien kunne fungere som verdensøkonomiens drivkraft, er blevet fejet til side. Kinas vækst er faldene, og Indiens falder endnu hurtigere. Den europæiske økonomi forbliver nølende, og Japans udsigter falmer allerede. Den japanske regering har forsøgt at genoplive den stagnerende økonomi ved at pumpe penge ud. Men denne politik er total uholdbar. Den japanske regerings gæld beløber sig til 250% af BNP. BRIK landene er alle i samme position, og også IMFs prognoser for den Sydøstasiatiske økonomi er blevet skarpt nedjusteret. IMF taler nu om, at der finder en strukturel afmatning sted af udviklingsøkonomierne.

Væksten i BRIK landene og andre lignende økonomier er bremset op. Det er ikke svært at forstå. Hvis Europa og USA ikke forbruger, kan Kina ikke producere. Hvis Kina ikke kan producere, så vil lande som Brasilien, Argentina og Australien ikke være i stand til at eksportere deres varer.

FEDs annoncering af at den ville begynde en proces med reducering af pengeudbuddet ved at begrænse de ”kvantitative lettelser” har ført til en spekulativ bølge af valutadevalueringer og stigende omkostninger på penge. Den indiske rupee, den indonesiske rupiah, den argentinske peso, den brasilianske real og den sydafrikanske rand har alle registreret skarpe fald. Nigerias finansminister advarede om, at ”afslutningen på de amerikanske kvantitative lettelser (QE) vil ryste udviklingsmarkederne og øge deres låneomkostninger”. Samme pointe kom fra Najib Razak, den malaysiske premierminister, der forudså, at pengene vil strømme tilbage til USA.

Stærk økonomisk vækst og stigende levestandard tog brodden af klassekampen i meget af det sidste årti, men både i Brasilien og Tyrkiet er væksten styrtdykket. Over hele den udviklende del af verden er væksten bremset markant op til niveauer, der gør det vanskeligt eller umuligt for den nye generation at unge at komme ind på arbejdsmarkedet.

Kina

Krisen i BRIK landene er organisk forbundet med afmatningen i Kina. Kinas fremkomst som af nogen – selv nogen der kaldte sig selv marxister – blev set som en garanti for verdenskapitalismens fremtid, har kun tjent til at skærpe alle modsætningerne. I en periode gav den eksplosive vækst i den kinesiske økonomi en saltvandsindsprøjtning til verdens kapitalisme. Nu viser denne kolossale fordel sig som et kolossalt problem. De massive investeringer i kinesisk industri måtte nødvendigvis udtrykke sig som en masse billige varer, der skulle finde et marked udenfor Kina. For de globale producenter har strømmen af billig kinesisk eksport over det sidste årti forværret overproduktionskrisen.

Kombinationen af kapitalistisk genindførsel og den efterfølgende åbning af økonomien for en enorm tilstrømning af multinational kapital, kombineret med et enormt udbud af billig arbejdskraft fra landet har gjort fremkomsten af moderne maskineri og teknik mulig næret af statsstøtte, og har gjort Kina i stand til hurtigt at udvikle en kraftfuld industriel base integreret i verdensmarkedet, domineret af imperialismen. Det har ødelagt jobs og kapacitet over hele verden, lukket fabrikker i konkurrerende nationer. Udenlandske virksomheder lærte at skælve over strømmen af billige varer fra Kina. I starten var der en meget høj profitrate, men som Marx forklarede, sker der blot det, at andre kapitalister går ind i markedet, og profitraten når mere normale niveauer. Vi ser det ske i Kina. Perioden med eksplosiv vækst har nået sine grænser. Nu befinder Kina sig overfor samme problemer, som rammer alle kapitalistiske økonomier.

Kinas lav-omkostningsvarer dominerer nu mange sektorer. Men når først hovedparten af den globale produktion af en given industri er flyttet til Kina, følger overkapacitet hurtigt. Nu er de i stigende grad bekymrede for den stigende overproduktion (”overkapacitet”) i den kinesiske økonomi. Det udgør en væsentlig risiko for det, der nu er verdens andenstørste økonomi.

Under den globale økonomiske krise hjalp Kina med at redde det kapitalistiske system ved at lancere en kolossal stimulanspakke der gav en saltvandsindsprøjtning til verdensmarkedet. Som et resultat fortsatte Kinas økonomi fremad, og voksede med 8,7 procent i 2009 og 20,3 procent i 2010. Det var det største eksperiment i den keynesianistiske økonomis historie. Men nu er modsætningerne blevet åbenlyse. Nu er mange af de industrier, der fik gavn af stimulansen – fra stål til skibsbyggeri til metalsmeltning – paralyseret af enorm overkapacitet, eller for det give det sit korrekte navn overproduktion. Afmatningen i den kinesiske økonomiske økonomi varsler enorme tab og nødvendigheden af en smertefuld udryddelsesproces.

The Financial Times (17/6/2013) kommenterer: “Fra kemikalier og cement til gravkøer og fladskærmsfjernsyn, er den kinesiske industri oversvømmet med overkapacitet, der driver profitterne ned indenfor og udenfor landet og truer med yderligere at destabilisere Kinas allerede skrøbelige vækst.”

Kina producerer næsten halvdelen af verdens aluminium og stål og omkring 60% af verdens cement, men ny produktionskapacitet tilføjes hurtigt, selv som økonomien sænker farten og eksportmarkederne svinder ind. Selvom Kinas stålproduktion kører på rekordniveauer, bruges kun omkring 80 procent af landets produktionskapacitet. Industribosser og regeringsembedsmænd siger, at mere overkapacitet må lukkes ned for, at sektoren kan komme tilbage i balance.

Igen:

“Kun omkring to tredjedele af cementkapaciteten var i brug sidste år, ifølge en undersøgelse fra Forbundet for kinesiske virksomheder.”

“Usha Haley skriver: ‘Der er enorm overkapacitet og ingen måling af efterspørgsel og udbud, og vi fandt at støtte udgør omkring 30 procent af det industrielle output. De fleste virksomheder, vi undersøgte, ville sandsynligvis være gået fallit uden støtten.’”

Næsten alle industrivirksomheders investerings- og vækstplaner har været baseret på troen på, at regeringen aldrig ville tillade væksten at falde under 8 eller 9 procent. Men det er ikke længere tilfældet. Kinas vækst faldt til 7,5% og steg senere til omkring 7,8%. Men selv dette var den laveste vækst i 13 år.”

“Overkapacitet i autoindustrien er voldsom og selv i Geelys tilfælde, der købte Volvo i 2010, kom mere end halvdelen af dets nettoprofit direkte fra støtte i 2011. Rent faktisk var støtte-indkomsten for Geely det år mere end 15 gange større end den næststørste kilde til nettoprofit – ’salg af skrotmetal’ – ifølge en analyse fra Fathom China.” (FT, 17/6/2013)

Overkapacitetens omfang og afmatningen i den kinesiske vækst tyder på, at mange flere firmaer vil gå bankerot. Gennem årene umiddelbart efter krisen i 2008 har de kinesiske myndigheder, gennem BCPC (Centralbanken) presset banksystemet til at give billig kredit for at opretholde og øge udgifter over infrastruktur og markedet for fast ejendom. Dette resulterede i en stigning i den samlede gæld i landet, der ved udgangen af 2012 nåede en rekord med en procentdel på 180% af BNP, og tilføjede dermed en ekstra faktor af alvorlig ubalance til den økonomiske vækst.

En stor del af gælden opbygget af de regionale myndigheder til at understøtte programmerne for udvikling af infrastrukturen, de tyede endda til "skygge lånemarkedet" (dvs. ud af de centrale myndigheders kontrol), og bidrager på væsentligt til oppustning af en enorm boligboble. Det vil have dybdegående effekt på psykologien hos alle klasser i Kina.

Perspektiver for klassekamp

Hele den kinesiske økonomis succes var i sidste ende baseret på de kinesiske arbejderes arbejde, der sled for lave lønninger under forhold, der lignende dem i Viktoria-tidens England. Ingen steder er ulighed så forhadt som i Kina, der skulle være et ”socialistisk” land. En ny klasse af kinesisk borgerskab er opstået, og løfter sløret for luksus, der er ukendt for det store flertal af befolkningen.

Kina styres af en lillebitte elite af superrige oligarker, der har beriget sig selv ved at udplyndre staten og brutalt udnytte de kinesiske arbejderes arbejdskraft. Men den kinesiske kapitalistklasses base er meget snæver. Ud af en befolkning på omkring 1,354 mia. er der kun 1,2 millionærer (i dollars). Det vil sige: 0,1% af befolkningen. Antallet af dollarmillionærer vokser hurtigt, men viser også, hvor svage kapitalisterne er i Kina. 1,2 millionærer er mindre end det samlede antal af millionærer i Storbritannien eller Italien.

Det er rigtigt, at under dem er der et lag af under-udbyttere og under-under-udbyttere: Fabriksmanagers, direktører, formænd, ingeniører, bureaukrater og embedsfolk i stats- og partiinstitutioner. Sammen med deres familier udgør de en del af etablissementet Men selv efter at have taget dette med i beregningen, er det overvældende flertal af befolkningen udelukket fra den økonomiske rigdom og den magt, der kommer med den. Den herskende elite og deres børns (”prinserne”) obskøne rigdom mødes af bitter vrede fra befolkningen. Den altgennemtrængende korruption, der florerer på alle niveauer, er en ekstra årsag til indignation.

De meget omtalte retssager, der ofte har ført til dødsdomme for embedsmænd, der er gået for langt med deres korrupte praksis, er et forsøg fra den herskende elite på at dæmpe almindelige kineseres vrede og på samme tid forsøge at forhindre korruptionen, der er et uundgåeligt ledsagefænomen til ethvert korrupt og totalitært regime i at fortære en overdreven del af den rigdom, som arbejderklassen har skabt.

Den nye generation af unge arbejdere er ikke parate til at finde sig i de lave lønninger og dårlige forhold, som den ældre generation af tidligere bønder, der nyligt var ankommet fra fattige landsbyer, var villige til at acceptere. Den voksende utilfredshed i det kinesiske samfund udtrykkes i et stigende antal strejker, demonstrationer og selvmord i fabrikkerne. I et totalitært samfund, hvor utilfredsheden undertrykkes med magt, og der er meget få legale sikkerhedsventiler, kan eksplosioner opstå pludseligt og uden advarsel. Det er ikke noget tilfælde, at den kinesiske stat for første gang i sin historie bruger flere penge på intern sikkerhed end forsvar.

Rusland

Ulig størstedelen af de europæiske stater har den russiske stat endnu ikke et seriøst gældsproblem. Takket være eksport af olie og gas og den økonomiske vækst i den seneste periode har landet opbygget betydelige finansielle reserver. Men det har nu nået sin grænse. Ligesom de andre BRIK lande er den russiske økonomi også i nedgang, med en anslået vækstrate på omkring 1%.

Det er baggrunden for en voksende utilfredshed, ikke bare i arbejderklassen men også blandt et bredt lag af småborgerskabet, der afspejles i fremvæksten af anti-Putin oppositionen. Som resultat af udvidelsen af kreditten, finder størstedelen af arbejdere og unge sig nu bebyrdet med kæmpe gæld. Det samme gælder virksomhederne og kommunerne. Resultatet er faldende investeringer og økonomisk stagnation. For første gang oplever dele af økonomien, som bilindustrien, alvorlige problemer med afsætningen.

Økonomien holdes oppe af staten gennem keynesianistiske metoder med direkte statsinvesteringer i infrastrukturen eller i projekter som vinterolympiaden i 2014 i Sochi og FIFA verdensmesterskabet i 2018. Den moderne ækvivalent til de egyptiske faraoers pyramidebyggerier er kun muligt på basis af udnyttelsen af lavt betalte arbejdere og de høje priser på olie og gas. Men en lang periode med høje oliepriser har uundgåeligt resulteret i nye teknologier for olie- og gasproduktionen i USA (”fracking”). Putins ”Imperial energi” projekt er blevet til en farce. Hans hysteriske reaktion på Greenpeaces narrestreger i Barentshavet var et klart udtryk for panik, ikke styrke.

Den økonomiske vækst i den seneste periode har gjort Putin i stand til at følge en form for semiformynderisk politik. Det er det, der gjorde, at hans regime fremstod stabilt. Men det kan ikke fortsætte længe. Flertallet af de nye arbejdere står overfor lave lønninger og dårlige arbejdsforhold. Der har været en stejl stigning i antallet af illegale eller semi-legale emigranter fra Centralasien. Den sociale og politiske stabilitet viser allerede tegn på belastning, og det afgør Putins politik – og også oppositionens.

Den liberale oppositions hovedmål er at fravriste de småborgerlige elementer fra Putins arme. Oppositionens hovedfigur er nu Alexey Navalny. Ved det sidste borgmestervalg i Moskva i september 2013 vandt han 27,24% af stemmerne sammenlignet med 51% til Putins kandidat, Sobyanin. Kommunistpartiets kandidat og lederes for partiets ”venstrefløj”, Ivan Malnikov, fik kun 10,69%.

Navalny, advokat og lille investor, blev ekskluderet fra det Liberale party Yabloko for nationalisme. Hans program inkluderer en kamp imod korruption, ”billig regering”, lave skatter, indførslen af et visa-regime for landene i det tidligere sovjetiske Centralasien og deportationen af arbejdsløse ikke-statsborgere.

Kapitalismens genindførsel har ført til en ekstrem polarisering af rigdommen. Det seneste Credit Suisse Wealth Report viser grafisk, hvor meget af verdens rigdom der stadig er samlet på amerikanske hænder med hensyn til det absolutte antal af dollarmillionærer og mængden af ophobet rigdom, der er koncentreret i deres hænder.

Men den fremhæver også det faktum, at Rusland nu har den højeste ulighed i rigdom i verden, bortset fra små caribiske nationer med indbyggere, der er milliardærer. På verdensplan ejer milliardærer sammen 1-2% af husholdningernes samlede formue i verden: i Rusland i dag ejer 110 milliardærer 35% af al formuen.

De stigende spændinger mellem klasserne blev delvist og midlertidigt mildnet af den økonomiske vækst. Men nu er den faldet skarpt i en afspejling af kapitalismens generelle krise på verdensplan. IMF nedsatte sin forudsigelse for væksten i BNP i Rusland i 2013 til +1,5%, sammenlignet med 5 til 8% vækst før den finansielle krise. Situationen i Rusland peger imod en social eksplosion endda på kort sigt.

Lenin sagde, at den første betingelse for revolution er, at det herskende lag skal befinde sig i krise, og er ude af stand til at herske på den gamle vis. Der er en generel pessimistisk stemning blandt etablissementet, til tider på grænsen til panik. Putins hovedide er at opbygge en stærk politistat, før krisen bryder ud.

Lenins anden betingelse for revolution er røre i samfundets mellemlag, der svinger mellem revolution og kontrarevolution. Massedemonstrationerne imod valgsvindlen, der hovedsageligt havde en middelklassekarakter, indikerer, at denne proces allerede er begyndt.

Den tredje betingelse, at arbejderne skal være parate til at kæmpe og ofre sig for at ændre samfundet, er endnu ikke modnet i Rusland. Men den økonomiske krises komme og voksende desillusionering med Putin betyder, at det bare er et spørgsmål om tid, før Rusland oplever sociale eksplosioner lig dem, der har fundet sted i Tyrkiet og Brasilien.

Problemet er et ledelsesproblem. Det såkaldte Kommunistpartis fuldstændig manglende evne til at tilbyde masserne et alternativ betyder, at protesterne er blevet ledt af borgerlige liberale og småborgerlige demokrater. Men denne bevægelse er kun et symptom på den voksende uro, der før eller senere må udtrykkes i en social eksplosion. Med tiden vil den russiske arbejderklasse gennem handling genfinde oktoberrevolutionen og bolsjevismens virkelige traditioner.

Indien og Pakistan

Det indiske borgerskabs havde storhedsvandvid. Premiereminister Monamhan Singh hævdede, at Indiens ”cruising speed” var 8-9%. Nu er den omkring det halve af det. De private investeringer er udtørret. Inflationen er mere end 10% og stigende. Rupeen faldt 13% i løbet af 3 måneder i 2013. The Economist (24/8/13) advarede: ”Finansfyrster, der plejede at juble over Indiens opståen som supermagt, advarer nu om civile uroligheder.”

Denne forudsigelse er allerede ved at blive virkelighed. Denne gærende uro i det indiske samfund bliver afspejlet i en række massebevægelser, der er udløst på baggrund af forskellige spørgsmål. Først var der anti-korruptionsbevægelsen, som blev efterfulgt af massedemonstrationer imod voldtægt og angreb på kvinder. Begge bevægelser havde i overvejende grad en småborgerlig karakter, men afslørede en understrøm af utilfredshed med den indiske stats Hindu-nationalistiske grundlag.

Disse manifestationer var som skummet på bølgerne; det vil sige et symptom på langt dybere og stærkere strømninger under overfladen. Utilfredsheden blandt masserne, som ikke har nydt godt af væksten i den indiske økonomi, er ved at blive til vrede. Dette kunne ses ved en række bondeopstande og især under den to-dags generalstrejke, der fandt sted i februar 2013.

På den anden side af den kunstige grænse, er Pakistan reduceret til et elendighedsniveau, der er værre end noget set siden uafhængigheden. Økonomisk kollaps, terroristangreb, selvbordsbomber, strømafbrydelser, prisstigninger, forarmede familiers selvmord, salg af børn og menneskelige organer og tortur mod og drab af kvinder. Alt dette minder en om Lenins udtalelse: ”Kapitalisme er rædsel uden ende”.

Massernes håb om forbedringer under PPP-regeringen blev grusomt forrådt. Den Muslimske Ligas højreregering gennemfører nu yderligere angreb. De plyndrer staten gennem privatiseringer af statsejede virksomheder, som for eksempel Pakistan International Airlines, postvæsenet, togdriften, WAPDA (Vand- og Elektricitets-forsyningsvæsenet) samt flere andre virksomheder.

Resultatet har været flere fyringer, højere arbejdsløshed, mere fattigdom og mere økonomisk skævvridning. Befolkningens elendighed forværres af den uhyrlige religiøse sekterisme, offentlige massakrer, den blodige proxy-krig i Baluchistan, droneangreb i Pukhtoonhua, osv. Den pakistanske efterretningstjeneste (ISI) fortsætter med at operere som en stat i staten, ved at opildne til konflikter, begå mord og vold for at tjene deres dunkle intriger. Den pakistanske herskende klasse leger med ilden i konflikten i Afghanistan og med Indien for at aflede opmærksomheden fra massernes forfærdelige lidelser. Konflikten i Kashmir fortsætter med at forgifte forholdet mellem de to lande, som et betændt sår.

På kapitalistisk grundlag er der ingen vej ud. Hverken Den Muslimske Liga, PPP, eller et militærdiktatur kan lykkes. Kun en socialistisk revolution kan vise en vej ud af det helvede, som millioner af mennesker liver i, i Pakistan, Indien, Bangladesh, Nepal og Sri Lanka. De forfærdelige levevilkår er blevet utålelige. De objektive forhold er under udvikling for en revolutionær bølge, som den under revolutionen fra 1968-69. Den revolution blev afsporet på grund af manglende ledelse. Men IMT’s voksende styrke i Pakistan, under de mest vanskelige forhold man kan forestille sig, giver håb om en fremtidig sejr. Vi må forstærke vores indsats, for at styrke de pakistanske marxisters kræfter og sikre sejren.

Afghanistan

Efter tretten blodige års kamp prøver imperialisterne at vikle sig ud af det afghanske morads. Da den amerikansk ledede koalitionshær gik ind i Afghanistan, forudså vi, at deres første succes ville ende i fiasko. Dengang skrev vi:

“Den hurtighed hvormed Talibans forsvar kollapsede, og den lethed med hvilken Nordalliancen gik ind i Kabul, har ledt mange til at konkludere, at krigen er slut, og Taliban er færdige. Dette er en alvorlig fejlfortolkning af situationen. […]”

”Taliban har mistet grebet om magten, men ikke deres mulighed for at føre krig. De er vant til at føre guerillakrig i bjergene. De har gjort det før og kan gøre det igen. I den nordlige del kæmpede de i et ukendt og fjendtligt territorium, men i landsbyerne og i bjergene i det pashtunske område er de på hjemmebane. Der åbner sig udsigt til en langstrakt guerillakrig, der kan vare i årevis. Den første del af de allieredes krigskampagne var den lette del. Den anden del vil ikke blive lige så nem. Britiske og amerikanske tropper bliver nødt til at gå ind i de pashtunske områder for at foretage ’search and destroy’ missioner, hvor de vil være nemme mål for guerillaerne. Det er uomtvisteligt at det vil kræve ofre. På et tidspunkt vil det smitte af på den offentlige mening i Storbritannien og i USA.”

“Amerikanerne havde håbet på at kunne udføre et angreb med kirurgisk præcision mod bin Laden hovedsageligt ved hjælp af luftangreb. I stedet er konflikten ved at blive mere kompliceret og svær, og udsigten til en afslutning er udskudt til en meget fjern fremtid. De vil blive nødt til at have tropper udstationeret ikke bare i Afghanistan, men også i Pakistan og andre lande for at understøtte dem. […]”

“Det er en langt værre og farligere situation end den amerikanerne befandt sig i 11. september. Washington vil blive tvunget til at holde hånden under det fallerede og ustabile regime i Pakistan, ligesom det vil blive tvunget til i forhold til andre ’venligtsindede’ stater i regionen, som bliver destabiliseret af USA's handlinger. Hvis målet med denne øvelse var at bekæmpe terrorisme, vil de nu finde ud af, at det er det modsatte, de har opnået. Før disse begivenheder kunne imperialisterne tillade sig, at holde sig på behørig afstand fra uro og krige i denne del af verden, men nu er de fuldstændigt filtret ind i det. På baggrund af deres ageren efter 11. september har USA og Storbritannien trukket sig selv ind i et hængedynd, som de vil få svært ved at komme fri af. ”

Disse ord blev skrevet en 15. november 2001 (Afghanistan after the fall of Kabul: Is the war over?). Tolv år senere er det ikke nødvendigt at ændre et eneste af de ord, vi skrev dengang.

Med et BNP pr. indbygger på $528 i 2010/11 er Afghanistan blandt de 10 fattigste lande i verden. I 2008 levede 36 procent af befolkningen under fattigdomsgrænsen; mere end halvdelen af befolkningen anses for at være sårbare. Med 134 pr. 1000 levendefødte er børnedødeligheden den højeste i verden. Den forventede levetid er 48,1 år. 75 procent af befolkningen er analfabeter. Og så er det verdens største leverandør af opium.

De enorme summer af penge, der er brugt på nyttesløs krig, ville være nok til at ændre befolkningens levevilkår.  I stedet har imperialisterne ødelagt landet og er nu tvunget til at forlade det, uden at have løst noget. De forhandler med Taliban, som uundgåeligt vil få meget at sige i en ny regering i Kabul. Intet er opnået, udover at hele regionen, og især Pakistan, er blevet yderligere destabiliseret.


Latinamerika

Økonomierne i en række sydamerikanske lande (heriblandt Brasilien, Chile, Peru, Bolivia, Ecuador og Columbia), som nød godt af at eksportere råstoffer, varer og energikilder til Kina, lider nu under den ligefremme effekt af opbremsningen af den kinesiske økonomi. Det vil have tydelige politiske og sociale implikationer i den næste periode, som vi allerede har set med de store bevægelser mod stigende buspriser i Brasilien.

Efter en periode med stigende klassekamp i hele Latinamerika (navnlig i Venezuela, Bolivia og Ecuador), med højreorienterede regeringer der blev væltet af masseopstande, valget af præsidenter, der gennemførte tiltag, der skubbede dem ud i konflikt med imperialismen, regional opstand, osv., ser det nu ud til at den revolutionære bølge, der har rullet over kontinentet er nået en vis lagune. Der er en form for dødvande i kampen mellem klasserne, hvori ingen af siderne har været i stand til at vinde den afgørende sejr.

Kupforsøg blev besejret af masserne i Venezuela (i flere tilfælde), Ecuador og Bolivia. Reaktionens kræfter og imperialismen var ikke i stand til at påføre bevægelserne et afgørende nederlag, med undtagelse af kuppene i Paraguay og Honduras, som trods alt ikke stoppede de revolutionære bevægelser i disse lande.

I Columbia har den begyndende fredsforhandling mellem regeringen og FARC, som viser, at det er umuligt for guerillaen at vinde krigen, åbnet op for udviklingen af klassekamp over klassiske linjer. Den nye præsident Santos’ popularitet er kollapset (fra 46% ned til 21% mellem juni og august 2013) efter en række strejker blandt kaffedyrkere, juridiske arbejdere, studenter, og for nyligt en strejke i landbruget, som har lagt rebet om halsen på hans regering. Forsøget fra den colombianske herskende klasses side på at ’normalisere’ måden at styre landet på (efter at have været helt afhængig af de paramilitære under Uribe), har givet bagslag med en bølge af klassekamp.

Med en tilbagevenden af PRI til magten har den mexicanske herskende klasse formået at få en relativ stærk regering, som har givet dem mulighed for at gennemføre de tiltag, de har haft planlagt i flere år. Selv før Peña Nieto var svoret ind som præsident, havde de allerede vedtaget en arbejdsreform. Denne fjernede en række tilkæmpede sejre, vundet i perioden med den mexicanske revolution, som vil gøre det nemmere at udbytte arbejderne.

Et andet afgørende punkt har været en energi-kontrareform, der har åbnet døren for multinationale selskaber til at investere i elektricitets- og olie-sektoren. Larzaro Cardenas’ regeringens nationalisering af olien i 1938 betød, at Mexico i flere årtier havde en relativ økonomisk og social stabilitet. Nu er denne periode ophørt. Før energireformen bidrog olieselskabet Pemex med op til 40% af statens budget. Nu vil en stor del af disse ressourcer blive kanaliseret ned i lommerne på private kapitalister. Dette vil medføre budgetunderskud, som vil blive balanceret af stigende skat og nedskæring i sociale udgifter.

Den mexicanske kapitalismens forfald udtrykkes i stigende arbejdsløshed, udviklingen af en uformel økonomi og voksende lidelse og social opløsning. Det udtrykkes tydeligst i udviklingen af narkomarkedet og den deraf følgende krig mod narko, der har betydet øget lidelse for masserne. Disse reformer markerer et vendepunkt og vil føre til en forværring af leveforholdene for det mexicanske folk i de kommende år.

Lederne af fagforeningerne og Morena har, med deres reformistiske valgfokuserede udsyn, virket som en bremse, som har hindret et forenet modsvar baseret på revolutionær masseaktion. Men der er en voksende stemning af vrede. Dette er blevet udtrykt i dannelsen af Morena, i militante faglige kampe – som dem blandt lærerne og elektrikerne – med den radikaliserede ungdom, der er gået ind i bevægelsen, og udviklingen af utallige politi- og selvforsvars-grupper.

I staten Guerrero har der været bevæbnede massemobiliseringer, og i Michoaca er der kommuner i en tilstand af åben borgerkrig. Selvom denne proces er fyldt med modsætninger, er alt dette et symptom på det enorme pres, som den rådne mexicanske kapitalisme påvirker masserne med – og disse er ved at drage revolutionære konklusioner. Peña Nietos regering vil fortsætte sin politik med angreb og nedskæringer, som vil forberede et udbredt modsvar fra arbejderne.

Men på grund af manglen på en subjektiv factor – et klart revolutionært lederskab – var de latinamerikanske masser forhindret i at tage magten i deres egne hænder og afskaffe kapitalismen. Dette har ført til en stilstand og en midlertidigt og ustabil ligevægt mellem klasserne, en tilstand der blev forlænget af det økonomiske opsving. Den globale økonomiske recession, som startede i 2007-08, påvirkede kun delvist Sydamerika, og regionen kom sig hurtigt på baggrund af det ressource-hungrede Kina. Men denne situation er ved at ophøre. Det blev vist meget dramatisk med begivenhederne i Brasilien.

Brasilien

I den seneste periode (indtil 2011) oplevede Brasilien høje vækstrater, hovedsageligt på grund af eksport til Kina. Fra kapitalisternes side muliggjorde dette at give indrømmelser i forhold til lønkrav og når de stod over for mangel på arbejdskraft eller strejker. Lønningerne steg i gennemsnit med 3,5% mellem 2002 og 2013 i realer, men steg endnu mere i dollar (realen var overvurderet). 95% af lønforhandlingerne endte med lønstigninger, der var højere end inflationen.

Men nu er alt forandret. Den kraftige opbremsning af økonomien i 2011 (+2,7%) og 2012 (+0,9%) afslørede pludselig en udbredt frustration, som kulminerede med massebevægelsen i juni 2013. Kapitalisternes relativt lave investeringsniveau betød, at lønstigningerne ikke er blevet modsvaret i stigninger i produktiviteten. Siden 2003 er medarbejdsomkostningerne fordoblet i Brasilien, og i dollars er den tredoblet.

Et lavt investeringsniveau har ført til et kraftigt fald i produktiviteten i forhold til andre store økonomier. Væksten i eksporten til Kina tilslørede i en periode Brasiliens katastrofale stilling. En Economist special report omhandlende Brasilien (28. september, 2013) sagde, at det kunne tyde på, at Brasilien bevægede sig mod en periode med stigende krise og klassekamp. Inflationen, som nærmer sig 6%, trækker levestandarden ned for almindelige mennesker og tænder op under arbejderklassens økonomiske krav. Dette faktum forklarer, hvorfor dele af det brasilianske borgerskab gerne vil af med PT. Det tror ikke på, at PT vil være i stand til at svinge kniven hurtigt og dybt nok. En anden del af borgerskabet er forfærdede over udsigten til at tage sig af den stigende klassekamp uden hjælp fra PT-lederne.

Bevægelsen mod stigende billetpriser, som hurtigt spredte sig ud i hele landet, afspejler en bredere utilfredshed, som har ophobet sig i samfundet. Det repræsenterer ankomsten af den revolutionære bølge fra de arabiske lande og Sydeuropa til Brasilien. Selvom bevægelsen ikke havde en ledelse og uundgåeligt indeholdt mange forvirrede elementer, så repræsenterede det et afgørende vendepunkt, og den blev fulgt op af en række nationale aktionsdage arrangeret af fagbevægelsen og store mobiliseringer omkring lærernes strejke. Dilma Roussef vil ikke komme til at nyde godt af et langt økonomisk opsving, som sikrede stabiliteten, mens Lula sad ved magten. Dette vil skabe enestående betingelser for de brasilianske marxister i den kommende periode.

Venezuela

Maduros snævre sejr ved præsidentvalget i Venezuela i april, efter Chavez’ død, repræsenterer en alvorlig advarsel til den bolivariske bevægelse. Men oligarkiets forsøg på at bruge det tætte resultat til at vælte Maduro gav bagslag. Endnu en gang gik masserne ud på gaderne og besejrede med revolutionær mobilisering højrefløjens provokationer.

Den afgørende faktor er på nuværende tidspunkt den økonomiske skævvridning, som er skabt i forsøget på at regulere den kapitalistiske økonomi, den overlagte sabotage fra den herskende klasses side og kapitalisternes investeringsstrejke. Disse forhold er med til at undergrave den sociale basis for revolutionens opbakning. Manglen på basale fødevarer er kombineret med den uhæmmede stigning i inflationen, som nu har nået 50%. Denne situation kan ikke blive ved at holde særlig længe. Enten tager revolutionen afgørende skridt mod at afskaffe kapitalismen, ellers vil det økonomiske kaos lægge grunden for, at borgerskabet kan komme tilbage til magten og prøve at knuse revolutionen.

Maduro-regeringens politik har efter valget i april været at angribe oppositionen på den politiske arena, mens de samtidig har prøvet at nå til en aftale med kapitalisterne i den økonomiske sfære. Private virksomheder blev tilbudt indrømmelser vedrørende adgangen til hård valuta, inklusiv liberalisering af priskontrollen, og ideen om at skabe Specielle Økonomiske Zoner efter kinesisk model blev foreslået. Dette var en utopisk politik, der ikke kunne løse noget som helst. Enhver indrømmelse, der vil blive givet til den herskende klasse, vil underminere revolutionens sociale base uden at løse nogen af de virkelige økonomiske problemer.

I optakten til kommunalvalgene i december 2013 tog regeringen en ny vending og slog tilbage mod kapitalisterne. Det var stadig inden for den logik, som tilsigter at regulere kapitalismen, men den viste sig meget populær blandt de arbejdende masser, og var med til at genoplive den revolutionære entusiasme blandt menig mand. Det var disse foranstaltninger mod spekulation og overpriser, som sikrede sejren ved kommunalvalgene. Selv om oligarkiet formår at komme tilbage til magten, vil det ikke være enden på revolutionen. Det kunne have den positive effekt at radikalisere den bolivariske bevægelse, som det skete med nederlaget i Spanien i oktober 1934 (”bienio negro”), der bare var en forsmag på en endnu mere afgørende kamp mellem klasserne. Ingen leder i den bolivariske bevægelse kan påkalde sig den samme autoritet, som Chavez havde, og derfor antager kritikken af ledelsen, bureaukraterne og reformisterne en meget skarpere og mere åben karakter.

Hovedopgaven vedbliver at være at bygge den revolutionære ledelse med rødder i arbejderklassens fortrop, der vil være i stand til at udnytte den ekstraordinære energi, som de revolutionære masser har udvist de seneste 15 år, og rette dem imod at tage magten og afskaffe kapitalismen.

Internationale forhold

Lenin skrev engang om “brandbart materiale i international politik” og det er der ikke mangel på i verden i dag. De imperialistiske kræfters aggressive handlinger, giver grobund for en indre opposition, der kan virke som en yderligere radikaliserende faktor. Revolutionære stemninger kan opstå, ikke kun på baggrund af økonomiske forhold, men også pga. krige, terrorhandlinger, naturkatastrofer og begivenheder på verdensskala. Det så vi tidligere med krigen i Vietnam, og det samme kan ske igen.

Wikileaks og Snowdens afsløringer har blotlagt den amerikanske imperialismes sande holdninger, motiver og interesser, ved at rive diplomatiets smilende maske af og afsløre den kyniske egeninteresses grimme ansigt. De har også vist USAs manglende evne til at hemmeligholde andre regimers hemmeligheder. De har vist omfanget af USAs spionage af deres egne allierede, og de har vist, til verdens skue, den sande natur af borgerskabets diplomati. Dermed har de gjort den internationale arbejderklasse en stor tjeneste.

Sovjetunionens fald, for lidt over 20 år siden, ledte til et stort skift i de internationale forhold. USA var nu den eneste globale supermagt. Med kolossal arrogance, tydeligst udtrykt i den såkaldte Bush-Doktrin, proklamerede den amerikanske imperialisme sin ret til at intervenere i hvilket som helst land, at afsætte regeringer og diktere sin vilje hvor som helst. Men to årtier efter er dette storhedsvanvid svækket.

Kinas fremkomst som en økonomisk og militær kraft har fundamentalt ændret magtbalancen i Asien og Stillehavet. Den kinesiske magtelite har ambitioner om at bringe deres politiske og militære rolle på højde med deres voksende økonomiske magt. Dette fører i stigende grad til konflikt med andre lande i regionen, i første omgang med Japan. Kampen om de omstridte øer er kun én manifestation af dette. Washington observerer dette fænomen med voksende bekymring. Den amerikanske imperialisme har altid betragtet Stillehavet som et centralt element i deres globale strategi. Kinas nye rolle udgør dermed en direkte trussel for amerikanske interesser, hvilket kan lede til alvorlige konflikter i fremtiden.

Rusland spiller en mere uafhængig rolle i international sammenhæng end tidligere. Efter at have lidt nederlag i Jugoslavien og Irak (begge tidligere under russisk indflydelse) er Rusland ikke længere villig til at acceptere den amerikanske imperialismes påbud på verdensplan. Dette viste sig ved Ruslands handlinger i Georgien, som USA forsøgte at trække ind i deres kredsløb. Rusland brugte væbnet magt i 2008 til at give Georgien en lærestreg og forhindre dem i at tilslutte sig Nato. I Syrien trak Moskva endnu en streg i sandet, som amerikanerne ikke turde overtræde.

Det er imidlertid ikke på grund af Ruslands styrke, men på grund af den amerikanske imperialismes relative svaghed og lammelse. I de sidste ti år har den opført sig som en elefant i en kinesisk porcelænsbutik, og resultatet er, at de næsten ingen allierede har, som de kan regne med nogen steder. Invasionen af Irak var en katastrofe. Bush ville vise Amerikas styrke, men eventyret i Irak gav bagslag og destabiliserede yderligere, hvad der allerede var en ustabil region. Ved at ødelægge den irakiske hær skabte han kaos i Irak, og magten i regionen tippede mod Iran.

Alt dette har ført til et skifte i folkestemningen i USA. Efter åbenlyse fejl i Irak og Afghanistan, er den amerikanske befolkning træt af udenlandske militære eventyr og en stemning, der minder om den gamle amerikanske isolationisme, begynder at tegne sig i befolkningen og Kongressen. Et resultat af dette er, at Obama ikke var i stand til at gennemføre sin beslutning om at bombe Syrien. I en patetisk tale, hvor han modsagde sig selv i hver anden sætning, sagde han, at USA ikke længere kunne gøre, som det passede dem, i verden.

Mellemøsten er nu en ustabil sydende kedel. Dette er blevet forværret af den klodsede og kortsigtede amerikanske imperialistiske politik. Den iranske magts vækst i regionen har gjort Saudi Arabien nervøse. Riyadh har måttet vænne sig til tanken om, at Teheran nu har kommandoen over store dele af Irak. Kaosset i Irak har affødt en blodig sekterist konflikt mellem sunnier og shia-muslimer med daglige terrorbombninger og massakrer. Det saudiske kongehus frygter, at magten vil glide ud af deres hænder. En frygt som blev understreget af massebevægelserne i Bahrain i 2011.

I Mellemøsten ser vi nu grænserne for USA’s magt. Den amerikanske imperialismes tydeliggjorte svaghed har fået deres traditionelle allierede i Mellemøsten, til i højere grad end tidligere at følge deres egne interesserer. I flere tilfælde har det ført til et sammenstød mellem interesser og åben konflikt med USA.  Det blev illustreret af saudiernes løfte om at kompensere for enhver amerikansk nedskæring i støtten til den egyptiske hær. Saudierne var bekymrede ved fjernelsen af Mubarak, som var en pålidelig allieret. Washington formåede at fornærme den egyptiske hær, ved at reducere den militære støtte i kølvandet på omstyrtelsen af Morsi.

Qatars herskende klike skænkede 8 mia. dollars i finansiel støtte i Egypten, og var Morsi-regimets centrale støtte i Golfen. De satsede på, at tomrummet efter de afsatte arabiske autoriteter ville blive fyldt af islamister. Og de håbede, at kunne udnytte disse til at styrke Qatars position i regionen.

Qatar har brændt fingrene i Libyen, dernæst i Syrien og tabt milliarder i Egypten. Pengene skulle købe politiske fordele, men de spillede på den forkerte hest. De Forenede Arabiske Emirater og saudierne vil træde ind og hjælpe den egyptiske økonomi oven vande. Alt dette minder om krigen mellem rivaliserende mafiafamilier, hvilket er, hvad disse olierige royale gangstere i virkeligheden er.

Syrien

Hvad, der begyndte som en folkelig oprør mod Baath-styret i Syrien, er degenereret til en sekterisk borgerkrig. Saudierne og Qatars magtklike har blandet sig for at knuse de revolutionære elementer og føre kampen ind på sekteriske linjer.

Washington ville støtte de borgerlige “demokratiske” elementer i den såkaldte Frie Syriske hær (FSH), men er blevet fuldstændig udmanøvreret af saudierne og qatarerne, som har bevæbnet og støttet den jihadiske milits. Men saudierne og qatarerne støtter forskellige grene af de syriske militser. Saudierne læner sig imod salafisterne og både de jihadistiske og de ikke-jihadistiske elementer for at forsøge at underminere overvægten på jorden af Jabhat al-Nusra (den officielle al-Qaeda afdeling i Syrien) og ISIS (Islamisk Stat i Irak og Syrien).

Den Istanbul-baserede og vestligt støttede Nationale Koalition blev stiftet i november 2012, og betragtes af mere end 100 lande som en “legitim” repræsentant for den syriske opposition. USA og EU vil gerne læne sig op af de “moderate” borgerlige elementer i oppositionen, men de er endt med et uoverkommeligt problem, den Nationale Koalition blev offentligt afvist af 11 islamiske militser, deriblandt nogen der formelt er en del af den Frie Syriske Hær, som siger, at de ikke anerkender koalitionen

Det er velkendt, at jihad-militserne står for det meste af kamphandlingerne, og de har ikke været villige til at indordne sig under NK. Resultatet har været kamp mellem forskellige af oppositionens grupper og en større splittelse af oppositionen. Kurderne, som har draget fordel af svækkelsen af den centrale magt, er nu næsten uafhængige i nordøst, hvilket betyder, at der er to eller flere uafhængige kurdiske stater i regionen. Dette bidrager til ustabilitet, og vil opmuntre kurdisk separatisme både i Tyrkiet og Iran.

De reaktionære islamister har nu komplet kontrol over det væbnede oprør. Nu er der åben kamp mellem jihadisterne og FSH, og mellem jihadisterne og kurderne. Endnu mere markant er det, at der er åben kamp mellem de forskellige jihad-grupper selv, hvor alle fraktioner er gået sammen med det forholdsvis stærke ISIS, mens de på kompleks vis konkurrerer med hinanden afhængigt af de lande, der støtter dem: Saudi-Arabien, Qatar, Tyrkiet mv. Der er også et antal militser på regeringens side, som er ude af Assads kontrol. Syrien er på vej i samme katastrofale retning som Irak og Afghanistan, hvor lokale krigsherrer tager magten lokalt. Landet splittes for vores øjne.  Hvad vi nu har i Syrien, er kontrarevolution på begge sider.

De to sider havde bekæmpet hinanden til de nåede et blodigt dødvande, men Hizbollahs og iranernes intervention ændrede magtbalancen til fordel for regeringsstyrkerne i sommeren 2013. Amerikanerne leder efter en undskyldning for at gribe ind i Syrien for at få rettet op på situationen, men den amerikanske imperialismes svaghed viste sig, da Obama ikke engang kunne få en afstemning om at bombe Syrien gennem i Kongressen. Som et resultat af dette blev amerikanerne fuldstændig udmanøvreret af russerne, som greb det diplomatiske initiativ, da John Kerry, formodentlig som en sidebemærkning, nævnte, at Syrien kunne undgå at blive angrebet, hvis de udleverede deres kemiske våben.

Spørgsmålet om kemiske våben viser imperialisternes kvalmende hykleri. Man ser bort fra, at USA selv har det største lager af kemiske våben i verden, og har brugt kemiske våben som Agent Orange i vid udstrækning i Vietnam, sammen med ting som Napalm. I nyere tid har de brugt 'hvid fosfor-bomber’ i bombningen af Fallulah, med forfærdelige konsekvenser for befolkningen. De rejste ingen protester mod kemiske våben, da Saddam Hussein brugte dem mod iranske soldater i krigen mellem Irak og Iran.

Det er indlysende, at spørgsmålet om kemiske våben blev brugt som en undskyldning for at angribe Syrien, fordi regeringen, med hjælp fra Iran og Hizbollah påførte oprørene store nederlag. Washingtons intention var at uddele et slag til den syriske hær og støtte oprørene. Det var ikke meningen, at lade de sidstnævnte vinde militært, men at genskabe en ligevægt mellem de to sider, for at tillade rum til diplomatisk manøvrering. Interessen for den stakkels befolkning i Syrien og humanitære hensyn fyldte meget lidt i deres overvejelser.

Manøvren blev ødelagt af Moskvas tilbud til det syriske regime om at udlevere deres kemiske arsenal. Denne handling havde ingen praktisk betydning for det syriske regimes militære kapacitet, som gennem hele krigen havde anvendt konventionelle våben meget effektivt til at slagte sine fjender. Efter at have overlistet amerikanerne i spørgsmålet om kemiske våben, iværksatte Assad en stor offensiv mod oprørerne, som forårsagede store nederlag for dem. Det er dog tvivlsomt, om nogen af siderne har styrke til at vinde en afgørende militær sejr.

Russerne og amerikanerne manøvrerer med de andre regionale kræfter for at organisere en form for “fredskonference” i Genève. Men selv hvis denne bliver holdt, vil resultatet ikke tjene den syriske befolknings interesserer. På den anden side støtter saudierne og qatarerne den mørkeste jihadiske reaktion.  Amerikanernes eneste interesse er at fastholde deres kontrol over regionen og modstå den voksende iranske indflydelse. Ligeledes bekymrer russerne sig kun om at fastholde sit hold om Syrien, som er en traditionel allieret. Indtil videre har de støttet Assad, men de vil være villige til at ofre ham, så længe deres interesser i Syrien beskyttes. Efter fiaskoen i Irak er både russerne, amerikanerne (og deres “demokratiske” europæiske allierede) enige om, at den syriske stat må opretholdes for at sikre “lov og orden”.

Det militære dødvande skaber en mulighed for, at udefrakommende kræfter kan intensivere deres søgen efter “forhandlingsløsning”. Det delvise tøbrud i relationerne mellem Washington og Teheran kan åbne en vej for Irans deltagelse i Geneve-fredskonferencen. Dette perspektiv er blevet mødt af jubel i Damaskus og Teheran og med raseri i Israel og Saudi Arabien.

Hvad almindelige mennesker i Syrien tænker om dette, vides ikke. De vil ikke være til stede i Genève, og deres holdninger interesserer ikke de kræfter, der er involveret. Syriens fremtid afhænger af begivenheder uden for landets grænser, fx den revolutionære udvikling i Tyrkiet, Iran og først og fremmest i Egypten. En sådan udvikling ville på dramatisk vis ændre klassestyrkeforholdet i Syrien.

Situationen i Syrien har bredt sig ind i nabolandene Irak og Libanon. I Libanon, har staten kæmpet for at få kontrol med den nordlige by Tripoli og dens omgivelser, hvor der har været hyppige sammenstød mellem militser fra sunni-flertallet og alavit-mindretallet i regionen. Grupper med tilknytning til Al-Nusra Fronten og salafist bevægelsen har bragt selvmordsbomber ind i Hizbollahs højborg i den sydlige forstad til Beirut. De har også angrebet checkpoints tilhørende den libanesiske hær og affyret raketter mod shia landsbyer i Beqaa dalen.

Situationen i Irak er ikke bedre. ISIS kontrollerer store landområder i det østlige Irak, især i provinsen Anbar, hvor de har en meget stærk tilstedeværelse i byerne Fallujah og Ramadi. Oprøret i Irak er blevet næret af krigen i Syrien og den korrupte og sekteriske Maliki regering er ikke i stand til at gøre noget ved det. Mængden for bombeangreb på folkerige sunni og shia områder er steget markant og har kostet tusindvis af uskyldige civile livet.

De temmelig kunstige og vilkårlige grænser, der adskiller disse lande er stort set gået i opløsning. Ingen af ​​de tre stater kan hævde kontrol over deres grænser. Sunni og Shia kæmpere fra både Libanon og Irak har forenet de to sider af krigen i Syrien da fraternisering på stammemæssige og sekterisk linjer har stået på nonstop. Unge mænd bliver smuglet frit ind og ud for at kæmpe sammen med deres brødre, og ligeså store mængder våben og militært udstyr.

Den jordanske stat har været i stand til at undgå denne disintegration hidtil. Men marionetten den jordanske konge er fanget som en lus mellem to negle. På den ene side skal han følge diktaterne Washington og Riad, og tillade oprørerne at træne på jordansk jord og nye forsyninger over grænsen. På den anden side har borgerkrigen i Syrien givet islamisterne imod kongen et nyt pust af liv, med mange jordanske jihadister, der krydser over grænsen for at kæmpe i Syrien, og Jordans Muslimske Broderskab vinder i styrke. Vesten spiller et meget farligt spil her.

Den egyptiske revolution

Den fantastiske egyptiske revolution, der endnu ikke er afsluttet, slap den kolossale magt fra millioner løs – fra hvad de borgerlige medier kaldte ” de arabiske gader”. Det var et vendepunkt i verdenshistorien. Begivenhederne i Mellemøsten vil have grundlæggende konsekvenser både økonomisk og politisk. Egypten er nøglelandet i den arabiske verden. Hvad der sker der har altid en afsmittende effekt på hele den arabiske verden og over hele regionen. Revolutionen gik ind i et nyt stadie med de masseopstande de væltede Morsi og det Muslimske Broderskab.

Den revolutionære massebevægelse der væltede Morsi bragte 17 millioner ud i de egyptiske gader. En bevægelse af sådanne dimensioner har intet sidestykke i historien. I realiteten var magten i massernes hænder i juni 2013, men de indså det ikke og der var ingen til at forklare dem det. Det centrale problem kan siges nemt: masserne var stærke nok til at vælte regeringen, men de var ikke tilstrækkeligt organiserede og bevidste til at tage den magt som de i realiteten holdt i deres hænder. Resultatet var at muligheden blev forspildt og hærcheferne var i stand til at træde til og udfylde tomrummet.

Hærens handlinger svarede groft sagt til Napoleons 5. oktober 1795, da han opløste den royalistiske hob på Paris’ gader som man skyder gråspurve med kanoner (”whiff of grapeshot”). Dengang som nu hvirvlede de reaktionære en bevægelse i gaderne op, der hvis den var lykkedes ville have betydet kontrarevolutionens sejr. I Egypten demonstrerede masserne deres entusiastiske støtte til undertrykkelsen af det Muslimske Broderskab, som de med rette så som den sorte reaktions styrker. Men denne historiske analogi har sine begrænsninger. Napoleon kunne kun indføre sit kontrarevolutionære diktatur fordi de revolutionære masser havde udmattet sig selv. I Egypten har revolutionen tværtimod betragtelige reserver der hævder sig på hvert afgørende stadie.

Revolutionens styrke viste sig i Broderskabets svaghed og dets manglende evne til at organisere et effektivt modsvar til Morsis nederlag. Kun i Kairo og Alexandria var de i stand til at indkalde til store demonstrationer og selv her kun i de mere velstående middelklasseforstæder. Alle andre stedet blev de mødt af heftig modstand fra de revolutionære masser der sparkede dem ud af det ene kvarter efter det andet. I sidste ende var de nemt opløst og knust af hæren.

I fraværet af et ægte revolutionært marxistisk parti var hærcheferne i stand til at manøvrere på bonapartistisk facon, og læne sig op af masserne for at slå til mod det Muslimske Broderskab, for den næste dag at arrestere arbejderledere og afbryde strejker.

Revolutionen er en gigantisk skole for masserne der kun kan lære gennem erfaring. Den anden revolution var på et langt højere niveau end den første. Væk var blødheden og naiviteten repræsenteret i parolen ”vi er alle egyptere” og i stedet var der en hård og kompromisløs revolutionær vilje der betød at hele processen kun tog en brøkdel af den tid der var nødvendig i de 18 dage med revolution i 2011. Men overleveringen af magten til SCAF betød at give magten tilbage til den samme gamle herskende klasse, om end en anden del af den end den som Morsi repræsenterede. Det betyder at masserne bliver nødt til at gå igennem endnu en hårdt tjent lektion.

Det er sandt, at Al-Sisi er kontrarevolutionær, der midlertidig har konsolideret sin magt ved klassiske bonapartistiske metoder. Men han er meget klogere end Morsi. Morsis kontrarevolutionære karakter var tydelig, men Al-Sisis rolle er endnu ikke tydelig for masserne, der ser ham som deres allierede.  De ser hærens slag mod Broderskabet som en revolutionær handling. Det er derfor de var parate til at give Al-Sisi noget tid, men massernes tålmodighed vil ikke vare evigt. Allerede nu er Biblawi-regeringen, der blev udnævnt af Al-Sisi meget upopulær.

Efter parlaments- og præsidentvalgene vil kritikken af regeringen vokse og modsætningerne mellem revolutionen og de nye herskere vil blive mere og mere tydelige. I sidste ende er det afgørende den økonomiske krise der har skabt massearbejdsløshed og fattigdom. Spørgsmålene om priser og jobs fortsætter uløste. Hvis Al-Sisi stiller op i de næste valg, bliver han muligvis valgt med et stort flertal. Men når først han er ved magten, vil det forventes, at han leverer, hvad arbejderne, bønderne og de arbejdsløse ønsker: arbejde, brød og boliger. Men på kapitalistisk basis er det ikke muligt. Scenen vil være sat for en ny og stormende periode med revolutionære opstande.

Nye friske lag kommer hele tiden ind i kampen. De ældre trætte lag – inklusiv nogen af dem der spillede en ledende rolle i de tidligere stadier – vil begynde at falde fra, skuffede og desorienterede af begivenheder, som de ikke forudså og som de ikke forstår. De brokker sig konstant over massernes angiveligt ”lave niveau”. Men det er dem der har begået den graverende forbrydelse at forveksle revolution med kontrarevolution.

Disse misledte “venstreorienterede”, der gengiver borgerskabet og imperialisternes propaganda og som afskriver den fantastiske massebevægelse, der væltede Morsi som et ”kup”, har intet forstået. Bevægelsen sidste juni var i realiteten den anden egyptiske revolution. Masserne, der omstyrtede det forhadte reaktionære Muslimske Broderskabs-regime, fik en fornemmelse af deres egen kollektive magt, som de ikke har mistet og som vil udgøre grundlaget for en ny revolutionær offensiv i den kommende periode. Vi må vende ryggen til de gamle, demoraliserede elementer og vende os mod ungdommen, den nye generation af kæmpere, der repræsenterer den revolutionære fremtid.

Derudover må der følges nøje med i den egyptiske arbejderklasses bevægelse både de økonomiske og politiske aspekter. Arbejderbevægelsen banede vejen for den egyptiske revolution og spillet en afgørende rolle i dens sejr. Men rytmerne i henholdsvis massernes bevægelse på pladserne og i arbejdernes på den faglige front er ikke identiske. For eksempel, har der på den ene side været en udbredt demoralisering blandt mange aktivister da Sisi under påskud af at bekæmpe det Muslimske Broderskab slår ned på de unge og arbejdernes revolutionære aktivitet, har der på den anden side været en stigning i antallet af aktiviteter på arbejdsmarkedet og strejker, og mange sejrer. Stemningen blandt arbejdere er bestemt ikke en nederlagsfølelse, men snarere radikal og kamplysten.

Iran

Valget af Rouhani markerede begyndelsen på et skift i situationen. Valgene var et klart tegn på, at regimet ikke kunne fortsætte sin hidtidige kurs. Massebevægelsen i 2009 blev voldeligt undertrykt og holdt nede af en konstant forøgelse af det interne pres og fjernelsen af demokratiske rettigheder. Regimets krise blev afspejlet i den åbne konflikt mellem Ahmadinejad og Khamenei. Økonomien var i en dyb krise, der blev forstørret af USA og EU's indførsel af sanktioner. Arbejdsløsheden, der allerede var høj, nåede nye niveauer. Rialens kollaps betød, at inflationen røg over 100 procent. Industrien, produktionen og handelen stoppede.

Millioner af arbejdere måtte klare prisernes eksplosion, mens de var blevet enten fyret eller ikke havde modtaget løn i månedsvis. For middelklassen var det ikke mindre katastrofalt. Familier der havde været vant til at leve relativt stabile liv gik bankerot fra den ene dag til den anden, med deres opsparinger devalueret og deres forretninger ruinerede.

Præsidentvalgene skulle have været planlagte og ikke-kontroversielle. Men under kampagnen angreb de forskellige kandidater, der var blevet nøje undersøgt, hinanden voldsomt. Den åbne splittelse i den herskende klasse, gjorde masserne i stand til at presse sig ind på scenen.

Hassan Rouhanis kampagnemøder fungerede som fokuspunkter for mobilisering. Massernes entré på scenen kuldkastede alle den herskende klikes planer. Mullaherne var tvunget til at ændre kurs. Rouhani repræsenterede en fløj af regimet der taler for reformer fra oven for at undgå revolution fra neden. Resultatet er at regimet er blevet tvunget til at tage nogen begrænsede skridt for at lette presset, især på ungdommen og middelklassen. Det er grunden til at der på nuværende tidspunkt er massive illusioner til Rouhani. Men med en lettelse af de demokratiske problemer vil de økonomiske komme i forgrunden.

Regimet forsøger at opnå en aftale med amerikanerne for at åbne markedet op og også vinde nogle indrømmelser, især i den svækkede olie-infrastruktur. En sådan aftale vil ikke, hvis den indgås, ændre massernes generelle situation. Den eneste vej for det iranske borgerskab ud af deres krise er gennem øget udbytning af arbejderne. Men det vil kun være benzin på bålet. Hvert skridt i retning af at åbne atmosfæren op, vil kun give næring til arbejderne og de unges selvorganisering og vil forberede store revolutionære eksplosioner i fremtiden.

Denne “åbning” giver nye muligheder for oppositionen og venstrefløjen. Nogen oppositionsaviser (endda nogen af de venstreorienterede) er begyndt at komme frem. Gradvist er oppositionens styrker begyndt at genopstå. Ungdommen er åben overfor socialistiske og revolutionære ideer. Masserne vil blive nødt til gennem den borgerligt demokratiske skole for at drage de nødvendige konklusioner, men de vil drage dem.


Ulighed og kapitalens koncentration

Marx’ forudsigelse om at kapitalismens udvikling uundgåeligt ville føre til koncentrationen af støre og støre rigdom på færre og færre hænder er blevet fuldstændig bevist af begivenhederne. ”Ophobningen af rigdom på den ene pol er derfor på samme tid ophobning af elendighed på den modsatte pol.”, skrev han i bind 1 af Kapitalen. Det er præcis den situation vi befinder os i. Overalt har der været en skarp stigning i uligheden.

Deinvolverede beløb er enorme. Mellem 1993 og 2011 voksede den gennemsnitlige indkomst i USA med beskedne 13,1 procent i alt. Men den gennemsnitlige indkomst for de fattigste 99 procent – det vil sige alle familier der tjener op til omkring $370.000 om året – voksede med bare 5,8 procent. Forskellen er et mål på hvor meget den øverste ene procent tjener. Arbejdernes andel af den amerikanske nationale indkomst var 62 procent før krisen. nu er den omkring 59 procent af BNP. Husholdningernes gennemsnitlige indkomst er lavere end før krisen og uligheden vokser.

Det er et himmelråbende paradoks, at det amerikanske aktiemarked er steget med mere end 50 procent siden krisen, mens medianindkomsten er faldet. Obskøn rigdom avler politisk magt: plutokrater kan købe aviser og TV-kanaler, finansiere politiske kampagner, partier og lobbyarbejde. I USA skal man være millionær for at kunne blive præsident og må ydermere have opbakning fra mange milliardærer. Demokratiet kan købes og sælges for højestbydende.

Myten om social mobilitet er blevet afsløret for hvad den er: en kynisk løgn. Rige forældre får rige børn. Den herskende klasse er en selvsupplerende elite der er fuldstændig adskilt fra resten af samfundet. Adgang til højere uddannelse bliver dyrere og dyrere. Dimittender ender med enorm gæld, der i gennemsnit svarer til $25.000 pr. studerende og er ofte ude af stand til at finde arbejde indenfor det de har læst – hvis de overhovedet kan finde et job. Stigen til forfremmelse er sparket væk. Hundredetusinder af universitetskandidater serverer hamburgere på McDonalds eller fylder hylderne i supermarkederne. Den situation som unge amerikanerne i dag står i, minder statistisk set om den som unge i den arabiske verden befandt sig i før eksplosionen i de tunesiske og egyptiske revolutioner.

Den amerikanske drøm er blevet til det amerikanske mareridt. 47 millioner amerikanere er tvunget til at ty til madkuponer, for at have mad i slutningen af måneden. Den voksende følelse af vrede over denne uretfærdighed blev udtrykt at Occupybevægelsens parole i USA: ”vi er de 99 procent”. Faren i denne situation er tydelig for alle de mere klartseende af kapitalens strateger.

En afgrund mellem klasserne

Masserne er parate til at ofre sig på betingelse af at det er for en retfærdig sag og at ofrene er de samme for alle. Men ingen er villige til at ofre sig for at redde finansfolkene og der er helt klart ikke tale om lige ofre. Finansfolkene fylder lommerne med de penge som skatteyderne (eller snarere regeringerne, eftersom ingen spørger skatteyderne) så generøst har uddelt og udbetaler sig selv store bonusser.

Midt under en krise bliver de rige rigere og de fattige fattigere. Credit Suisse har udgivet en oversigt der viser det voksende antal dollarmillionærer (baseret på de totale aktiver midt-2012 til midt-2013).

Spanien: 402.000 (+ 13.2%)
USA: 13.210.000 (+ 14.6%)
Frankrig: 2.210.000 (+ 14.9%)
Tyskland: 1.730.000 (+ 14.6%)
GB: 1.520.000 (+ 8.2%)
Italien: 1.440.000 (+ 9.5%)
Kina: 1.120.000 (+ 8.7%)
Canada: 993.000 (+ 4.7%)

En anden Credit Suisse-rapport publicerede nogle interessante tal over den ulige fordeling af rigdommen. Den afslørede at i toppen, kontrollerede 32 millioner mennesker $98,7 billioner. Det betyder at 41 procent af verdens rigdom er i hænderne på 0,7 procent af den samlede voksne befolkning. Dem med en personlig formue på mellem $100.000 og $1 million udgør 7,7 procent af befolkningen og kontrollerer omkring $101.8 billioner, repræsenterende 42,3 procent af verdens rigdom.

I den anden ekstrem, kontrollerede 3,2 milliarder mennesker sole $7,3 billioner. Det betyder at 68,7 procent af verdens voksne befolkning kontrollerer bare 3 procent af rigdommen. Det betyder at den rigeste 0,7 procent af verdens voksne befolkning har en samlet personlig formue der er 14 gange større end de fattigste 68 procent. Disse tal bekræfter Marx’ forudsigelse om Kapitalens koncentration:

“Ophobningen af rigdom på den ene pol er derfor på samme tid ophobningen af lidelse, smerte, slidsomt slaveri, ignorance, brutalitet, mental degradering på den modsatte pol, dvs. på siden hos klassen der producerer sit eget produkt i form af kapital.” (Kapitalen, bind 1, kapitel 25)

“Koncentreret økonomi”

Lenin pointerede, at politik er koncentreret økonomi. I en hel periode så kapitalismen ud til, i de mindste i de mest udviklede kapitalistiske lande, at ”levere varen”. Generationen, der voksede op i USA og Europa i årtierne der fulgte Anden Verdenskrig, oplevede fordelene ved et økonomisk opsving uden sidestykke: fuld beskæftigelse, stigende levestandard og reformer.

Det var reformismens klassiske periode i Europa. Kapitalisterne havde råd til at tillade reformer på baggrund af en ekspanderende økonomi og store profitter. Men det er ikke længere tilfældet. Borgerskabets virkelige program er at afskaffe velfærdsstaten fuldstændig, tvinge de arbejdsløse til at arbejde for enhver løn som arbejdsgiveren vælger at tilbyde. Det vil sige en tilbagevenden til Marx og Dickens. Kun den organiserede arbejderklasses magt forhindrer dem i at gennemføre denne sociale kontrarevolution helt.

Perspektivet er årevis af nedskæringer, spareplaner og faldende levestandarder. Det er en færdig opskrift på klassekamp overalt. Borgerskabets kræver afvikling af gælden, balancerede budgetter, reduktion af ”ødsle” sociale udgifter (det vil sige udgifter til skoler, hospitaler og pensioner, men selvfølgelig ikke uddelingen til bankerne). De argumenterer som sande sofister at selv om sådanne tiltag ”på kort sigt” må føre til en betragtelig økonomisk sammentrækning og et skarpt fald i levestandarden (for nogen), vil de på lang sigt, på magisk vis, skabe grundlaget for et ”levedygtigt opsving”. Til det ville gamle Keynes have svaret: ”på lang sigt er vi alle døde.”

Situationen er så ustabil, at hvad som helst kan udløse en større krise: det gælder for økonomien (se fx på regeringens 'shut down' i USA og også den voksende gæld i Europa) men også i samfundet som helhed. Klassekampen kunne også bryde frem over den ene eller anden begivenhed (som med de belgiske brandmænd).

Spørgsmålet som borgerskabet står overfor er: hvordan regerer man i en sådan krisesituation? I mange lande i Europa manifesterer det politiske dødvande sig i ustabile koalitioner og handlingslammede parlamenter. Det borgerlige parlamentariske demokratis institutioner testes til grænserne.

Væksten i antallet af folk, der afstår fra at stemme, er et fænomen, der indikerer voksende utilfredshed med alle eksisterende partier. Det er næppe overraskende, når man ser på arbejderledernes opførsel. Selv når de er i opposition, fortsætter socialdemokraterne med at støtte den generelle politik med besparelser og nedskæringer. Det viste sig tydeligt i det svenske Socialdemokratis tilfælde, for det britiske Labour, det tyske SPD, Spaniens PSOE og PASOK i Grækenland. Det er, hvad der skaber en følelse af skuffelse og apati.

I Tyskland er der også en voksende tendens i retning af stemmeafståelse. Merkel vandt valgene, men hun vandt ikke et flertal og behøvede SPD for at danne en ”storkoalitionsregering”. 40% af de tyske vælgere er ikke repræsenteret af noget parti i parlamentet; Die Linkes stemmetal faldt fra højdepunktet omkring 12% til lige under 9%. Men naturen afskyr vakuum, og dannelsen af SPD-CDU koalitionen betyder, at Die Linke er den eneste virkelige opposition og kan begynde at vinde opbakning.

Resultatet er, at vi i flere lande har set fremvæksten af nye partier: de grønne (Sverige), populisterne på Island og i Italien (Grillo), “piratpartier” (Sverige, Tyskland, Island) og fremgangen til yderligtgående højreorienterede partier (Grækenland, Sverige, Norge, Frankrig) og anti-EU partiet UKIP i England. Al dette repræsenterer en uro i samfundet, en dybtgående utilpashed og utilfredshed med denne eksisterende politiske orden.

I Europa er der en voksende miskreditering af det borgerlige demokratis institutioner, især i de lande der er hårdest ramt af krisen. De gamle etablerede to-parti systemer (højrefløjen versus Socialdemokratiet) er i krise. Noget af utilfredsheden drager partier til venstre fordel af som vi har set med væksten til Syriza, IU og det franske FdG. I Italien, hvor der eksisterede noget sådan har Grillos ”femstjernebevægelse” (en forvirret småborgerlig protestbevægelse) midlertidig udfyldt det tomrum.

Alligevel tilbyder selv disse partier ikke noget reelt alternativ til kapitalismens krise og vokser derfor ikke så hurtigt, som de kunne hvis de bare delvis afspejlede vreden i samfundet. Men når massernes utilfredshed ikke kan finde noget gehør i de reformistiske partier afspejles den på den politiske arena i et øget antal, der afstår fra at stemme, eller blanke stemmer. I Spanien fik PP og PSOE tilsammen 83% af stemmerne med en valgdeltagelse på 75%. I dag giver meningsmålingerne dem knap 50% og med en meget lavere valgdeltagelse (omkring 50% erklærer at de enten ikke vil stemme, vil stemme blankt eller ikke ved hvem de vil stemme på – et rekordhøjt tal).

I Portugal ser vi en lignende situation i de nylige lokalvalg. Antallet af folk, der afstod fra at stemme, voksede med 550.000; ødelagte og blanke stemmesedler fordobledes med en stigning på 170.000. den regerende højrefløjskoalition tabte 600.000 stemmer; socialdemokraterne PS i ”opposition” tabte 270.000; Kommunisterne PCP vandt knap 13.000 stemme; mens venstrefløjen BE tabte 45.000 stemmer.

Masseorganisationerne

Det centrale problem handler om ​​ledelse. Arbejderlederne, både i de politiske partier og i fagforeningerne, lever i fortiden. De har ikke forstået karakteren af ​​den nuværende krise og drømmer om muligheden for at vende tilbage til de "gode gamle dage". De er organisk ude af stand til at bryde med borgerskabet og i stedet føre en seriøs kamp for at forsvare fortidens erobringer, og endnu mindre til at kæmpe for en forbedring af levestandarden.

Der er en skarp kontrast mellem den brændende vrede i arbejderklassen og passiviteten og hjælpeløsheden hos dens ledere. Masseorganisationerne, i almindelighed, er stadig på et ganske lavt aktivitetsniveau. Derfor er der intet reelt pres på lederne til at forhindre dem i at gå endnu længere til højre. Det har været den generelle tendens i den sidste periode. Ledelsernes degenerering har nået et nyt lavpunkt. Det er en chokerende kendsgerning, at selve de organisationer, der blev skabt af arbejderklassen for at ændre samfundet er blevet omdannet til uhyrlige forhindringer på vejen til social forandring.

Historisk set er det Socialdemokraternes rolle at demoralisere arbejderne og skubbe middelklassen i armene på reaktionen. Efter for længst at have opgivet ethvert påskud om at stå for socialisme, retter de deres taler til bankerne og kapitalisterne, de optager en "moderat" og "respektabel" tone. De forsøger at overtale den herskende klasse om, at de er egnede til at påtage sig en høj plads i staten. For at bevise deres legitimitet overfor borgerskabet som pålidelige "statsmænd" (og kvinder), er de endnu mere aggressive end de konservative i udførelsen af ​​nedskæringer og kontrareformer (altid under flaget "reform").

Venstrereformisterne, der dominerede de socialistiske partier i Europa i 1970'erne, er blevet reduceret til en skygge af deres tidligere selv. De mangler en fast base i ideologi eller teori og halter ynkeligt bag efter højrefløjen. Sidstnævnte er mere sikre, fordi de føler, at de har støtte fra ”big business”. Derimod har venstrereformisterne ingen tillid hverken til arbejderklassen eller til sig selv. Venstre-reformisterne i fagforeningerne er ikke bedre end deres politiske kolleger. De fremstår dødsdømt og har fejlet i selv det allermest grundlæggende; det konsekvente forsvar for løn, arbejdsvilkår og fagforeningsrettigheder.

En hel række af "venstrefløjsregeringerne" er blevet sat på porten efter at have gennemført nedskæringer: Spanien, Island, Norge, Grækenland og noget før det Italien. Andre har set deres støtte kollapse og vil sandsynligvis miste magten ved næste valg (Danmark, Frankrig, Irland). Det irske Labour Party lå højt i meningsmålingerne, før de trådte ind i en borgerlig koalition, der gennemfører nedskæringer. Deres støtte er kollapset fra 24% til 4%.

I Grækenland har det socialdemokratiske parti, PASOK, som havde en massebase og til tider fik tæt på 50% af stemmerne, set sin vælgertilslutning kollapse som følge af gennemførelsen af ​​den politik, der dikteres af den herskende klasse og EU. De blev først erstattet af den Papademos’ "nationale" regering, derefter gik de i koalition med den højreorienterede Samaras. Men den vigtigste faktor har været Syrizas hurtige vækst, som oprindeligt kæmpede for at opnå 4 eller 5% i meningsmålingerne, men på et tidspunkt nåede 30 % i meningsmålingerne.

Men masseorganisationer, selv de mest degenererede, vil på et vist tidspunkt uundgåeligt afspejle massernes pres. I den kommende periode vil der være voldsomme udsving i den offentlige mening til venstre og til højre. Vi skal være forberedt på dette og forklare den virkelige betydning. I forsøget på at finde en vej ud af krisen, vil masserne teste og kassere – dette ene parti efter det andet og den ene leder efter den anden. Men et tilbagevendende kendetegn er afvisningen af ​​dem der har siddet i regering og gennemført nedskæringspolitik.

I Storbritannien er der visse tegn på at presset nedefra (især fra fagforeningerne) tvinger Miliband til at distancere sig fra de konservative og de liberale. Miliband reflekterer om end forsigtigt, den voksende offentlige vrede mod storkapitalen og bankerne. Når de reformistiske ledere har magten vil de komme under ekstremt pres fra både den herskende klasse og masserne. De vil blive knust som en lus mellem to negle. Der vil ske udsplit både til højre og venstre. I nogle tilfælde kan disse partier blive ødelagt helt (PRC i Italien og muligvis PASOK i Grækenland). Men i alle tilfælde vil de gå i krise.

Efterhånden som krisen bliver dybere, vil venstrefløjstendenser begynde at krystallisere sig inde i arbejdernes massepartier og fagforeningerne. Den marxistiske tendens må følge det indre liv i masseorganisationerne nøje og stræbe efter at nå og vinde de arbejdere og unge der bevæger sig mod venstre, og som leder efter et alternativ.

Dog vil vores evne til effektivt at intervenere i fremtiden blive bestemt af vores succes med at opbygge den marxistiske tendens i dag. Det er slet ikke det samme at intervenere i en massebevægelse med 20 eller 50 kadrer som med 500 eller 1.000. Kvaliteten skal omdannes til kvantitet, så kvantiteten til gengæld kan blive omdannet til et kvalitativt højere niveau. For at bevæge masserne, er det nødvendigt at have en løftestang, og den løftestang kan kun være en stærk og talrige marxistiske tendens.

Fagforeningerne

Fagforeningerne er arbejderklassens mest basale organisationer. I en krise føler arbejderne endnu mere behov for fagforeningerne end i "normale" perioder. På det industrielle område har der været nogle meget radikale kampe og konflikter, og når fagforeningslederne har stillet sig i spidsen i form af generalstrejker, sektormæssige strejker osv. har arbejderne reageret massivt. Problemet er, at fagforeningslederne er helt magtesløse, når de står overfor kapitalismens krise, da de ikke har noget alternativ (andet end en mild form for keynesiansk stimulus).

I Spanien var der en all-out strejke blandt lærerne i de Baleariske Øer, som varede i tre uger, og tiltrak massiv folkelig opbakning (med en demonstration i Palma på omkring 100.000 på en ø med en samlet befolkning på omkring 800.000!). Strejken blev udført med klassekampens traditionelle metoder, som er gået tabt i den sidste periode: stormøder, valgte delegerede, støtte fra forældre og elever og en strejke fond. Men fagforeningslederne lod de Baleariske lærere i stikken, de nægtede at føre kampen brede ud end lærerne, og videre til fastlandet, og bevægelsen måtte trække sig tilbage, besejret af udmattelse.

Under disse betingelser er det ikke overraskende, at mange arbejdere sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden af en isoleret 24-timers generalstrejker indkaldt af fagforeningslederne uden en vedvarende plan for kampen. I virkeligheden bliver disse tidsbegrænsede generalstrejker brugt af lederne som et middel til at lette presset. I Grækenland er endags generalstrejker som middel nu blevet kontraproduktivt. Opfordringer til endags generalstrejker mødes med skepsis af de arbejdere, der forstår, at mere drastisk handling er nødvendig. I Grækenlands situation er der brug for en tidsubegrænset politisk generalstrejke for at vælte regeringen.

Vi ser både på den politiske og faglige front en ophobning af vrede og utilfredshed, som indtil videre ikke finder nogen klar kanal at udtrykke sig gennem. I Spanien, Portugal, Grækenland, Italien, er hundredtusindvis af unge tvunget til at emigrere, og vender tilbage til en situation, som deres forældre troede, de havde lagt bag sig.

Der er konstante angreb på det offentlige sundheds- og uddannelsessystem, en voksende arbejdsløshedsepidemi, især blandt de unge, de skandaløse ved udsættelser fra folks hjem og tvangsauktioner, side om side med et stort antal tomme lejligheder og boliger, et stigende antal mennesker, der lever på gaden, heraf mange der så sig selv som "middelklasse", der bliver skubbet under fattigdomsgrænsen, osv.

Under disse omstændigheder ser arbejderne mere end nogensinde fagforeningerne som deres første forsvar. Alt dette pres bliver nødt til at komme op til overfladen, i en kombination af spontane protestbevægelser, vredeseksplosioner, som i sidste ende vil have en indvirkning på masseorganisationerne.

De første faser af masseradikalisering vil blive afspejlet i strejker, generalstrejker og massedemonstrationer. Vi har allerede set dette i Grækenland, Spanien og Portugal. Men i betragtning af krisens omfang, kan disse tiltag alene ikke forhindre nye angreb på levestandarden.

Selv i Belgien, hvor brandmændene og jernbanearbejdernes militante aktioner tvang regeringen til tilbagetog, vil det kun være en midlertidig sejr. Hvad regeringen giver af indrømmelser med venstre hånd, vil de tage tilbage med den højre. I Grækenland har der været tæt på tredive generalstrejker, men regeringen fortsætter med angrebne.

Efterhånden lærer arbejderne gennem erfaring, at mere radikale tiltag er nødvendige. De begynder at drage revolutionære konklusioner. Trotskij forklarede betydningen af ​​overgangskrav som et middel til at hæve bevidstheden hos arbejderne til det niveau, som kræves af historien. Men han påpegede også, at sådanne krav ikke er nok i en situation med dyb krise:

”Selvfølgelig er dyrtidsregulering og arbejdernes selvforsvar ikke nok. Disse er blot de første skridt, der er nødvendige for at beskytte arbejderne mod sult og fra fascisternes knive. Disse er presserende og nødvendige midler til selvforsvar. Men i sig selv vil disse midler ikke løse problemet. Den vigtigste opgave er at bane vejen for et bedre økonomisk system, for en mere retfærdig, rationel og anstændig brug af produktive kræfterne til gavn for hele folket.”

"Det kan ikke opnås ved almindelige, 'normale', rutinemæssige fagforeningsmetoder. Man kan ikke være uenig med dette, for under for kapitalistisk tilbagegang viser isolerede fagforeninger sig at være ude af stand til at standse selv den yderligere forværring af arbejdernes forhold. Mere beslutsomme og dybtgående metoder er nødvendige. Borgerskabet, der ejer produktionsmidlerne og besidder statsmagten, har bragt hele økonomien til en tilstand af total og håbløst rod. Det er nødvendigt at proklamere borgerskabets bankerot og overføre økonomien til friske og ærlige hænder, dvs. i hænderne på arbejderne selv. " (Trotskij, Diskussion med en CIO organisator, den 29. september 1938)

Ungdommens rolle.

Et af de vigtigste elementer i den nuværende situation er den vedvarende høje arbejdsløshed og underbeskæftigelse, især blandt unge. Dette er ikke den reserve-armé af arbejdsløse, som Marx talte om. Det er permanent, strukturel arbejdsløshed, organisk arbejdsløshed, der er som et giftigt mavesår gnaver på samfundets indvolde og tærer det op indefra.

Arbejdsløshedens værste konsekvenser skal findes blandt ungdommen, der skal bære den kapitalistiske krises tungeste byrde. Ungdommelige håb og forventninger støder imod en uigennemtrængelig barriere. Dette er så meget mere utåleligt, når et stigende antal arbejdsløse er højtuddannede. Dette skaber en meget brændbar og ustabil blanding.

Dette er den første generation af unge, der ikke kan forvente en bedre levestandard end deres forældre. De er blevet frarøvet en fremtid. En hel generation af unge er ved at blive ofret på kapitalens alter. Mellem Brasilien og Tyrkiet er der naturligvis forskelle. Men der er også fælles træk, der hjalp med at give brændstof til utilfredsheden. De samme træk vil give næring til lignende protester andre steder. En vigtig faktor var ungdomsarbejdsløsheden.

Dette fænomen er ikke begrænset til de fattigere lande i Latinamerika, Mellemøsten og Asien. Arbejdsløshed og fattigdom er en eksplosiv kombination, der kan antændes til enhver tid, i ethvert land. Ungdomsarbejdsløsheden var en vigtig faktor i det såkaldte arabiske forår. Den høje ungdomsarbejdsløshed i Europa kan have en lignende radikaliserende effekt, radikalisering blandt unge er allerede et generaliseret fænomen i en eller anden grad i hele Europa.

I Storbritannien blev en bølge af radikalisering blandt de studerende efterfulgt af en eksplosion af uroligheder blandt arbejdsløse unge i alle de store byer, der rystede det etablerede samfund. I Grækenland gik en større bevægelse af skoleelever forud for de store bevægelser i arbejderklassen. I Spanien og USA havde vi Occupy bevægelsen og indignados, som hovedsagligt bestod af unge. Der er mange historiske fortilfælde for dette. Den russiske revolution i 1905 blev foregrebet af studenterdemonstrationer i 1900 og 1901. Maj dagene i Frankrig i 1968 blev udløst af studenterdemonstrationer, der blev brutalt undertrykt af politiet.

Lenin sagde: "Den, der har ungdommen har fremtiden". Vi må for enhver pris finde en vej til den revolutionære ungdom, vi må giver dem et bevidst og organiseret udtryk for deres instinktive ønske om at bekæmpe uretfærdighed og undertrykkelse og vinde en bedre verden. IMT’s succes eller fiasko afhænger i høj grad af vores evne til at opnå dette mål.

Er betingelserne modne for revolution?

Vi bevæger os ind i en helt ny situation på globalt plan. Dette fremgår klart alene af begivenhederne i de sidste 12 måneder. Skyer af tåregas fylder gaderne i Istanbul. Politiets knipler knuser kranier i São Paolo og 17 millioner mennesker vælter en egyptisk præsident. Protester er brudt ud i Bulgarien. Dette er kun starten på en bølge af politisk utilfredshed i udviklingslandene, der er fyldt med revolutionært potentiale.

Dialektikken lærer os, at før eller siden bliver alt til sin modsætning. Denne dialektiske lov er på slående vis blevet bevist af begivenhederne i de seneste tolv måneder. Lad os minde os selv om, at Tyrkiet og Brasilien indtil for nylig anset som to af de ”økonomiske mirakler”. Muligheden for et revolutionært opsving i disse lande var ikke engang på dagsordenen for kapitalens strateger. Men det var muligheden for revolutionær omstyrtelse af Mubarak i Egypten eller Ben Ali i Tunesien heller ikke.

Kynikere og skeptikere findes i hobetal overalt. De er vraggods fra fortidens nederlag, for tidligt gamle mænd og kvinder, der har mistet al tillid i arbejderklassen, socialismen og sig selv. De professionelle kynikere ernærer sig i en kummerlig tilværelse i udkanten af ​​arbejderbevægelsen, og nogle gange inden i den. Deres primære mål i livet er at jamre og brokke sig over arbejderne og ungdommen, at nedgøre deres resultater og overdrive deres fejl.

Sådanne eksemplarer kan findes over alt især i de tidligere stalinisters rækker. Da de for længst har opgivet alt håb for den socialistiske revolution, er disse elendige skabninger kun beskæftiget med én ting: at udbrede deres giftige afart af pessimisme og skepsis blandt ungdommen, at demoralisere dem og afskrække dem fra at deltage i den revolutionære bevægelse.

Disse mennesker, som Trotskij korrekt beskriver som koldblodige skeptikere, hævder, at arbejderklassen ikke er klar til socialismen, at betingelserne ikke er modne, osv. Det siger sig selv, at for sådanne personer vil betingelserne for socialisme aldrig være modne. Efter at de i deres eget hoved, har opsat nogle umulige standarder for revolutionær "modenhed", kan de så komfortabelt læne sig tilbage i deres lænestole og gøre - ingenting.

Det er nødvendigt at understrege den grundlæggende idé om, at det vigtigste element i en revolution er massernes indtræden på historiens scene. I 1938 skrev Trotskij:

"Al snak om, at de historiske betingelser endnu ikke er "modne" til socialisme, er et resultat af uvidenhed eller bevidst bedrag. De objektive forudsætninger for den proletariske revolution er ikke alene "modne", de er begyndt at blive noget rådne. Uden en socialistisk revolution, og det i den nærmeste historiske periode, trues hele den menneskelige kultur af en katastrofe. Alt afhænger nu af proletariatet, dvs. først og fremmest af dets revolutionære avantgarde. Menneskehedens historiske krise er reduceret til den revolutionære ledelses krise." (Trotskij, Overgangsprogrammet, maj-juni 1938)

Disse linjer er absolut relevante for den nuværende situation på verdensplan. Faktisk synes de, som var de skrevet i går!

Imod de kynikere og skeptikere, som benægter proletariatets revolutionære rolle, vil vi altid fremhæve arbejdere og unges revolutionære potentiale, som konstant bekræftes af begivenhederne. De utrolige revolutionære bevægelser i Tyrkiet, Brasilien og Egypten, generalstrejkerne i Grækenland og Spanien, massebevægelsen i Portugal, som næsten væltede ​​regeringen, generalstrejker i Indien og Indonesien, er alle tydelige tegn på, at den socialistiske verdensrevolution er begyndt.

Men det faktum, at en revolution er begyndt er ikke ensbetydende med, at den vil blive succesfuld øjeblikkelig. Det afhænger af mange faktorer, hvoraf de vigtigste er ledelsens kvalitet. Hegel skrev:

"Når vi ønsker at se et fuldt udvokset egetræ i al sin kraft, med stamme, der spreder sine grene, og med masser af blade, stiller det os ikke tilfreds at få vist et agern i stedet.” (Hegel , åndens fænomenologi, forordet).

Hvad vi har her, er kun den tidlige foregribelse af socialistisk revolution. Det er massernes første opvågnen efter en lang periode, hvor brodden i mange lande var blevet taget af klassekampen. En atlet har efter en lang periode med inaktivitet, brug for tid til at strække sine lemmer for at "varme op" og opøve den nødvendige evne til at engagere sig i mere alvorlige aktiviteter. Ligeledes har arbejderklassen brug for tid til at tilegne sig den nødvendige erfaring til at hæve sig til det niveau historien kræver.

Som en generel regel, lærer masserne af erfaring. Dette er nogle gange smertefuldt og altid langsomt. Denne læreproces ville gå hurtigere og være mindre smertefuldt, hvis der eksisterede et stærkt marxistisk parti med en fremsynet ledelse som Lenin og Trotskij. Hvis der havde været det tilsvarende til det bolsjevikiske parti i Egypten i juni sidste år, hvem ville så betvivle at de revolutionære arbejdere og unge nemt kunne have taget magten.

Perifere europæiske diplomater taler med dunkle hentydninger om potentialet for "demokratiets krise", og det er en kendsgerning, at de borgerlige demokratis institutioner er ved at blive testet til bristepunktet. I de europæiske regeringer, især i Berlin, er der en vedvarende bekymring for, at indførelsen af nedskæringer vil medføre sociale konflikter i et sådant omfang, at de udgør en trussel mod den bestående samfundsorden.

Den virkelige grund til, at de borgerlige var så forfærdet over omstyrtelsen af ​​Morsi i Egypten, er, at de frygter, at sådanne begivenheder kan ske i Europa. Financial Times har draget en ubehagelig parallel med det revolutionære år 1848: "Det [...] minder mig - om 1848. Metternich der snerrer ud af vinduet af den irrelevante pøbel, et par timer før hans uhøjtidelige omstyrtelse, Guizot ude af stand til at trække vejret i chok, da han fratræder sit ministerium, Thiers, statsminister for en dag, der led et anfald af 19. århundreds Tourette i sin vogn, jaget af masserne ... "

De borgerlige økonomer indrømmer, at perspektivet for kapitalismen er tyve år med nedskæringer. Det betyder, to årtier med øget klassekamp, med de uundgåelige op- og nedture. Øjeblikke med store opstande vil blive fulgt af perioder af udmattelse, skuffelse og desorientering, nederlag, endda reaktion. Men i det nuværende klima vil hver pause kun være forspillet til nye og mere eksplosive kampe. Før eller senere, i det ene eller andet land, vil spørgsmålet om magten blive rejst. Spørgsmålet er, om den subjektive faktor i det afgørende øjeblik, vil være tilstrækkelig stærk til at sikre det nødvendige lederskab.

Spændingerne opbygges til bristepunktet på alle niveauer. Kilden til den generelle utilfredshed i samfundet er ikke kun økonomiske faktorer: Arbejdsløshed og faldende levestandard. Den afspejler utilfredshed med alle de eksisterende institutioner i det kapitalistiske samfund: Politikere, kirken, medierne, bankfolk, politi, retsvæsen osv. Det er også påvirket af begivenheder på verdensplan (Irak, Afghanistan, Syrien, osv.).

Forholdene er ikke de samme overalt. For eksempel er situationen i Grækenland mere fremskreden end i Tyskland. Men overalt, ikke langt under overfladen, er der en sydende utilfredshed, en følelse af, at samfundet går helt galt, at det er uudholdeligt, og at de eksisterende partier og ledere ikke repræsenterer os. De objektive betingelser for socialistisk revolution er enten modne, eller modnes hurtigt. Men den subjektive faktor mangler. Som Trotskij sagde for længe siden, er problemet et problem i lederskab.

Grundet en hel række objektive historiske årsager har bevægelsen været kastet tilbage, kræfterne indenfor den ægte marxisme er blevet reduceret til et lille mindretal, isoleret fra masserne. Dette er det centrale problem, og den centrale modsætning, der skal løses. Det er nødvendigt at rekruttere de nødvendige kadrer, uddanne og integrere dem i organisationen, og orientere dem mod arbejdernes masseorganisationer.

Dette tager tid. Vi vil have en vis tid på grund af processens langsommelighed. Men vi har ikke al tid i verden. Det er nødvendigt at nærme sig opgaven med at opbygge marxismens kræfter med en følelse af at det er en påtrængende nødvendighed, at forstå, at vejen til store sejre i fremtiden forbedredes af en række små succeser nu. Vi har de nødvendige ideer. Vores perspektiver er blevet glimrende bekræftet af begivenhedernes gang. Vi må nu bære disse ideer ind i arbejderklassen og ungdommen. Dørene til arbejderne og ungdommen står på vid gab. Lad os gå fremad med selvtillid.

Fremad, for opbygningen af den Internationale Marxistiske Tendens!

Længe leve den socialistiske verdensrevolution!

Vedtaget på IMT's Verdenskongres, august 2014.