Signor Mario Draghi, formand for Den Europæiske Centralbank, har forsøgt at fremmane ånder fra dybet ligesom Shakespeares figurer Glendower og Hotspur. "Jeg vil ikke sky nogen midler" sagde han for et par år siden. Disse ånder skulle redde euroen og genoprette væksten. Men mens euroen har stabiliseret sig, midlertidigt, er den europæiske krise i allerhøjeste grad blevet uddybet. Denne gang truer den med at styrte Den Europæiske Union ud i et mareridt af deflation i bedste japanske stil.

Glendower: "Fra dybet kan jeg kalde ånder frem."
Hotspur: "Det kan jeg med, og det kan hvem som helst, men vil de komme når I kalder på dem”?
- Fra Shakespeares skuespil Henrik den Fjerde.

De fleste borgerlige økonomer mener, at kapitalismens trivsel afhænger af "tillid", som om et par fine ord fra Draghi ville rette op på tingene. Men selv Financial Times (FT) måtte nøgternt erkende, at "Diskurs er vigtig, men du kan ikke fremtrylle et økonomisk opsving ved at hidkalde Tillidens Fe." (FT, 21/8/14) Draghi blevet drengen, der råbte ulven kommer; "Opsvinget er her", gentager han. Men ingen tror ham længere, inklusiv hans nyligt afholde audiens-for-eliten i Jackson Hole [hvor Federal Reserve Bank of Kansas City, siden 1978, har været vært for dens årlige forum for økonomiske politik, der er blevet lidt af et "Davos" for hele verdens bankfolk].

Seks år efter Lehman Brothers 'kollaps, fortsætter den globale krise med at hjemsøge store dele af kloden, især dens svageste led. Europa er i dyb krise. Kina er i alvorlige vanskeligheder, ligesom Japan, hvis økonomi faldt med 6,8pct. i sidste kvartal, mens væksten i BRICS-landene er styrtdykket. USA kravler fremad med mindre end 2pct. vækst, hvor den seneste eufori er afløst af skuffelse over sidste måneds jobtal.

Der er klare objektive årsager til den fortsatte krise. Bjerge af gæld, massearbejdsløshed, kraftige fald i efterspørgslen, nedskæringspolitik og faldende investeringer, alle hiver de den økonomiske aktivitet nedad. Det europæiske BNP er stadig lavere end i 2008. Alt dette afspejler det nuværende dødvande i det kapitalistiske system. Selv borgerlige økonomer, især Lawrence Summers, har brugt udtrykket "sekulære stagnation" for at beskrive situationen. Det betyder, at vi står over for årtiers stagnation. "Vi kan forblive i en lav vækst, lav inflation i lang tid," siger Fergus McCormick, senior vice-præsident for DBRS. (FT, 5/9/14) Dette er hvad marxister kalder en langvarig organisk krise i kapitalismen.

Hertil kommer alvorlige geopolitiske spændinger overalt som ifølge Joe Kaeser, administrerende direktør for Siemens, udgør "alvorlig risici" for Europas vækst i år og næste år. Det viser, hvordan sprængfarlig politik får økonomiske konsekvenser. Ukraines krise betyder, at der vil være behov for op til $ 19 mia. ekstra fra den internationale finansverden, for at stå imod en nedgang på 6,5pct. i år, oveni en tidligere lånepakke på $ 17 mia. Tysk industri forventer et fald 20-25pct. i eksporten til Rusland i løbet af året.

Borgerlige økonomer definerer en recession som to kvartaler i træk med faldende output. Denne snævre definition formår dog ikke at beskrive den reelle karakter af den nuværende langvarige krise. Nogle har derfor forsøgt at tilpasse deres definitioner for at favne et bredere perspektiv. De har advaret om, at tegnene på et blodfattigt opsving i euroområdet i begyndelsen af 2013 var utilstrækkelige til at udråbe afslutningen af dobbelt-dip recessionen, der startede i tredje kvartal af 2011. De påpeger, helt korrekt, at økonomien kan ende med at gå i bakgear, eller at stagnation kan blive den nye, dystre normalitet for eurozonen.

Andet kvartals tal for eurozonen var chokerende og viste, at økonomien var standset pludseligt op. Den tyske økonomi er ikke vokset mellem april og juni og investeringerne er faldende. Italien gik i recession for tredje gang siden 2008. Frankrig stagnerede, hvilket vil sige, at ingen af eurozonens største økonomier oplevede nogen som helst vækst. FT forklarede, at "Dette er ikke et opsving, ikke engang et skrøbeligt ét. Det er heller ikke en tilbagevenden til recession. Det er en fortsættelse af stagnationen". De fortsætter med at forklare, at ingen af de foreslåede foranstaltninger – at reparere kredit-systemet, reform af statslige udgifter og beskatning, mere fleksible arbejdsmarkeder - vil befri eurozonen fra stagnation. "Det akutte, presserende problem er den samlede efterspørgsel," hedder det. (FT, 21/8/14)

Den europæiske centralbank (ECB) intervenerede ved at sænke renten igen til negative niveauer. Folk er nødt til at betale for at holde deres penge i banken! Disse foranstaltninger har nu nået deres grænse. ECB har også planer om at købe store mængder af pakkede lån, skåret i skiver og tern, almindeligvis kendt som "giftig slam", (tankerne falder på de amerikanske subprime-lån i 2008), ud fra et spinkelt håb om at øge bankernes udlån. Sådanne foranstaltninger vil have ringe eller ingen effekt. Det eneste der er tilbage, er kvantitative lempelser (QE), som i USA, Japan og Storbritannien. Men tyskerne er imod, og det er dem, der bestemmer. Under alle omstændigheder ville QE ikke virke, og kan faktisk gøre tingene endnu værre. "Det er netop denne type af 'zombie udlån', der har bremset væksten i Japan i mere end et årti, "skriver Michael Heise, cheføkonom i Allianz. (FT, 4/9/14)

På lederplads blev selv Finansial Times tvunget til at indrømme, at "i betragtning af den depression som Eurozonen er faldet i, er det nu tvivlsomt, om monetære foranstaltninger alene kan opretholde efterspørgslen." (FT, 5/9/14) De er løbet tør for muligheder. Modsætningerne taget i betragtning, vil hvad end de gør, være forkert. Til sidst, i desperation, vil de blive tvunget til at forsøge QE, men det vil ikke redde dem. "Europas problemer er strukturelle, og QE vil ikke løse dem," siger Philipp Hildebrand, tidligere formand for bestyrelsen for den schweiziske nationalbank.

Kapitalismen saver i den gren den sidder på. Den er tvunget, af selve systemets logik, til at angribe arbejderklassen overalt, skære i reallønnen, og dermed skære i markedet. For OECD-landene som helhed – det vil sige alle de vigtigste kapitalistiske lande - har reallønnen været stagnerende mellem 2010 og 2013. I lande som Grækenland, Irland, Slovenien og Spanien (plus Storbritannien), er reallønnen faldet med mellem 2 og 5 pct om året i gennemsnit. I USA mellem 1979 og 2012 var reallønnen flad for arbejdere med mellemindkomst, men faldt for de nederste 20pct. Mellem 2010 og 2013 faldt de amerikanske familiers median-indkomst med 5pct.

Keynesianisternes ideer, som går på, at blotte forhøjelser af lønningerne, vil løse problemet, rammer forbi det helt afgørende punkt, nemlig at den kapitalistiske produktion er drevet af profit. At øge lønningerne vil betyde indhug i profitterne, hvilket yderligere svække investeringerne og uddyber krisen. Selve kapitalismen er i en ond cirkel, hvorfra der er ingen flugtvej er.

"Enhver yderligere reduktion af lønningerne vil give bagslag, for så vil vi ende i en negativ spiral med deflation, lavere forbrug og lavere investeringer," siger Stefano Scarpetta, director of employment hos OECD. Det eneste problem er, at vi allerede er i sådan en ond cirkel. Hvordan kan man ellers beskrive situationen?

"Den sidste årsag til alle virkelige kriser er og bliver altid massernes armod og konsumtionsbegrænsning over for den kapitalistiske produktions drift mod at udvikle produktivkræfterne, som om kun samfundets absolutte konsumtionsevne satte grænserne for dem," forklarede Marx. (Kapitalen 3 bog 3, dansk udgave Rhodos s. 636)

Kapitalismen overvinder overproduktionskriser på to måder: Ved at ødelægge produktivkræfterne og finde nye markeder. Kapitalismen skaber også sit eget marked ved at kaste overskuddet udvundet fra arbejderklassens ubetalte arbejde tilbage i produktionen. Men i dag falder investeringerne idet efterspørgslen skrumper, hvilket yderligere forværrer krisen, som vi kan se. Kunstigt lave renter har holdt visse sektorer i live, som ellers ville være afgået ved døden, hvilket skaber en "zombie-kapitalisme" - halvt levende og halvt død.

Det kapitalistiske system er i en nedadgående spiral. Det var hensigten, at nedskæringer i det offentlige skulle bringe den offentlige sektors gæld under kontrol. Alligevel er gælden i forhold til BNP faktisk steget som følge heraf. Med stagnation og deflation i syne - inflationen i eurozonen er faldet igen og var i august 0,3pct. - det vil kun blive værre.

Arbejdsløsheden fortsætter med at ødelægge livet for millioner af familier, uden pusterum i syne. Næsten 45 millioner mennesker var uden arbejde i OECD-landene, 11,5 millioner flere end umiddelbart før krisen. Spaniens arbejdsløshed er stadig på 24,5pct. Ungdomsarbejdsløsheden er på 60pct. i Grækenland, 50pct. i Spanien og 40pct. i Italien.

Den nuværende langvarige krise er en slående bekræftelse af rigtigheden og fremsynet i analysen fra Det Kommunistiske Manifest - en klassisk kapitalistisk overproduktionskrise.

"Det er tilstrækkeligt at nævne handelskriserne, som med mellemrum vender tilbage og mere og mere truende rokker ved hele det borgerlige samfunds eksistens. Under handelskriserne bliver en stor del ikke blot af de fremstillede produkter, men også af de tilvejebragte produktivkræfter regelmæssigt ødelagt. Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid - den epidemi, der hedder overproduktion. Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er som havde en hungersnød, en almindelig ødelæggelseskrig berøvet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handelen synes at være tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel." (Det Kommunistiske Manifest)

Borgerskabets pessimisme bliver glimrende opsummeret af Wolfgang Münchau i Financial Times, hvor han, efter at have gennemgået alle muligheder for at løse den europæiske økonomi - keynesianske, monetaristiske, strukturalistiske – konkluderer, at "tæppebombning ville være en meget sikrere satsning"! (8/9/14)

Tidligere, blev verdensøkonomien drevet af store stigninger i verdenshandelen, år for år. Men verdenshandelen spiller ikke længere den rolle. De faktorer der skubbede "globalisering" fremad, er gået i bakgear. Fem år inde i det formelle "opsving" siden sommeren 2009, er verdenshandelen nået ind i et dødvande. Verdenshandelsorganisationen (WTO) har konstant været fremme med forudsigelser om et opsving. For indeværende år (2014) forudsagde WTO, at verdenshandelen ville stige med 4,7pct. Det var vildt overoptimistisk, og viser at de baserer deres forudsigelser mere på astrologi, end den økonomiske virkelighed! Ifølge det mere ædrulige Netherlands Bureau for Economic Policy Analysis, en regeringstænketank der samler data fra hele verden, voksede verdenshandelen med blot 1pct. i andet kvartal efter et fald på 0,6pct. i de første tre måneder.

Det er meget alvorligt for kapitalismens fremtidsudsigter. Det er en afspejling af, at systemet har nået sine grænser. Globaliseringen er aftagende, og der er en fare for den vil gå i bakgear. Sammenbruddet i WTO-forhandlingerne er en indikation på modsætningerne der eksisterer på verdensplan. Protektionismen har været stigende på alle områder, hvilket afspejles i overskriften i det seneste nummer af FT der lyder: "Verden trækker sig tilbage fra globaliseringen" (FT, 5/9/14). Artiklen peger på sanktionerne mod Rusland, og Ruslands forbud mod import af fødevarer som gengældelse. "Det åbne handelssystem fragmenterer", hedder det i artiklen. "Sammenbruddet af Doha-runden viste afslutningen på de globale frihandelsaftaler. De avancerede økonomier ser i stedet til regionale koalitioner og aftaler - Trans-Pacific Partnership og Transatlantic Trade and Investment Pact. De nye vækstøkonomier er ved at opbygge syd-syd relationer. Frustrerede over det manglende held til at afbalancere Den Internationale Valutafond, er BRICS-landene i gang med at oprette deres egne finansielle institutioner."

Det har enorm betydning, idet at globaliseringen var det der gav liv til kapitalismen i løbet af de sidste 30 år, dvs. udvikling af verdensmarkedet. Det viser endnu engang, at kapitalismen har udtømt sit potentiale og er ude af stand til at udvikle produktivkræfterne på nogen meningsfuld måde. Som Marx forklarede, er det denne manglende evne til at udvikle produktivkræfterne, der i sidste ende afgør skæbnen for det socio-økonomiske system.

Yderligere komplikationer står overfor verdenskapitalismen: De farer der lurer i den kinesiske økonomi, som udgjorde kraftcentret for den tidligere globale økonomiske ekspansion. I lang tid har Kina været plaget af overproduktion i en hel række sektorer, men har holdt sig kørende ved hjælp af kredit og et boligboom. Byggeri og fast ejendom tegner sig for 13pct. af det kinesiske BNP, og er rygraden for landets faste investeringer. En krise i denne sektor vil være en enorm trussel mod den globale økonomi.

De officielle tal for juli viser, at 64 ud af 70 undersøgte byer oplevede faldende huspriser, den største månedlige andel, siden optegnelserne begyndte i 2005. Investorerne trækker sig ud og antallet af solgte kvadratmeter faldt med 16,3 pct. på årsbasis i juli, et kraftigt fald fra juni. Med andre ord har vi overproduktion indenfor ejendomssektoren. Alt peger på et boligkrak, som Beijing synes ude af stand til at forhindre. En sådan krise vil skære tværs igennem den kinesiske vækst, og have en umiddelbar afsmittende virkning på den skrøbelige verdensøkonomi.

Samtidig med at regeringen kontrollerer de kinesiske bankers kreditudstedelser, har væksten i ”skyggebanksektoren” opvejet dette, hvilket skaber en enorm ustabilitet. Fem år inde i én af de største kreditbobler i historien, er de kinesiske banker ved at forberede sig på en bølge af dårlig gæld, knyttet til krisen på ejendomsmarkedet. Faretegn er allerede dukket op i år, i form af et næsten-kollaps af én af skyggebankerne. Da rygtet spredes, at et produkt kaldet ”China Credit Equals Gold #1”, til en værdi ¥3 mia, fra en af de kinesiske trustfonde [kinesiske trustfonde er ikke det samme som traditionelle vestlige, men spekulative finansielle enheder der er skabt for at omgås regulering, red.] var på randen af misligholdelse, begyndte investorerne at trække deres penge. En mystisk køber reddede dog produktet i sidste øjeblik. I dag tegner skyggebankerne, som hovedsageligt er uregulerede, sig for en fjerdedel af alle finansielle transaktioner. Det er subprime-skandalen om igen, men med kinesisk fortegn.

Oven i dette aftog væksten i Kinas fremstillingsindustri markant i august, hvilket er yderligere et tegn på svagheden i verdens næststørste økonomi. Væksten i den kinesiske økonomi har været aftagende i flere år, men den kraftige opbremsning på ejendomsmarkedet har skabt en frygt for, at den industrielle afmatning bliver endnu værre. De kinesiske myndigheder har formået at holde tingene kørende i en årrække, men med internt og eksternt pres på økonomien, kan et pludseligt stød skubbe økonomien over kanten, hvilket vil fører til en ny krise internationalt.

Det kapitalistiske system er i øjeblikket ramt af en hel række af modsætninger, der truer dets fremtid. Disse grundlæggende problemer er en afspejling, ikke af konjunkturelle faktorer, men udspringer af en grundlæggende syge i det kapitalistiske system. Det betyder, at systemet har nået sine grænser. Det kan ikke længere udvikle produktivkræfterne. I 1930'erne fandt det kapitalistiske system en udvej gennem en verdenskrig, som fysisk ødelagde produktivkræfterne og lagde grunden til nye markeder. Men et sådant scenarium er ikke muligt i den nuværende epoke. En verdenskrig i dag, ville betyde atomkrig og føre til planetens ødelæggelse. Med denne vej blokeret, vil modsætningerne blive yderligere internaliseret og bane vej for stigende klassekamp overalt.

Lenin sagde engang, at kapitalisme var rædsel uden ende. Den nuværende epoke udgør en langvarig dødskamp for kapitalismen, med sin lokale krige, massearbejdsløshed og kollaps i levestandarden. Én ting står klart, seks år efter Lehman Brothers' kollaps: at der ingen udvej er for arbejderklassen på dette grundlag. Kun med afskaffelsen af kapitalismen og indførsel af en socialistisk planøkonomi, på international basis, kan vi sætte en stopper for dette mareridt og sikre en fremtid med velstand og fremgang for menneskeheden.