sergeikirichuk

Terror i Ukraine tvinger venstrefløjsorganisationen Borotba under jorden – interview med Sergei Kirichuk

Onsdag den 21. maj 2014:

Sergei Kirichuk er ledende medlem af den ukrainske socialistiske bevægelse ”Borotba” (Kamp). I mange år kæmpede han imod Viktor Janukovitj oligark-regime. Men i dag organiserer Kirichuk og hans kammerater modstand mod de nye autoriteter. Som svar på denne er det blevet mål for terror fra højrefløjen og politiundertrykkelse. Kiev-propagandister har beskrevet Kirichuk som en af lederne af ”separatisterne” og den ekstreme højrefløj af de ukrainske nationalister har inkluderet hans navn på listen over ”fjender af den ukrainske nation”.

Vi udgiver her den danske oversættelse af et interview Kirichuk gav til det russiske Freedom Press (oversat fra engelsk, marxist.com )

12 maj 2014:

”SP”: Sergei, sidste vinter sendte alle verdens TV-kanaler fra de tusindtallige protester i Kiev. Det så meget imponerende ud. Hvorfor gik ”Borotba” ikke med i protestbevægelsen dengang?

Vi havde fra begyndelsen af ingen illusioner til bevægelsens politiske karakter. På trods af at mange tusinde mennesker gik på gaden har ”Borotba” aldrig glemt, at massebevægelser kan finde sted under reaktionære bannere. Dengang forklarede vi til mange mennesker, inklusiv europæiske kammerater, at neo-nazisterne er en meget, meget vigtig del af bevægelsen. Mange har sagt, at det ikke er så stort et problem, fordi nazisterne ikke er så mange og kun udgør et mindretal. Men det var et aktivt og organiseret mindretal. Et mindretal der har påtvunget resten af bevægelsen sin dagsorden.

Og de venstreorienterede der forsøgte at deltage i bevægelsen, blev angrebet på Maidan fra dag ét. Når folk fra den trotskistiske organisation ”Venstreoppositionen” kom ud med sociale (ikke socialistiske, men sociale) krav blev de angrebet med det samme. De blev blandet med skidt [bagtalt] og det blev sagt de gik ind for Gulag-lejre, totalitarisme osv.

Maidan bevægelsen fremsatte aldrig nogen sociale krav. De havde aldrig en omfordeling af den nationale rigdom til fordel til middelklassen og de fattigste lag som mål.

Men nogen af vores kammerater forsøgte at deltage i Maidan. For eksempel gik Levin brødrene ud på Kreshchatik, en gade lige ved siden af Maidan og uddelte fagforeningsløbesedler og talte for en udvikling af arbejderbevægelsen. Ingen røde flag, ingen socialistisk agitation. Resultatet var at Anatoliy Levin endte med et brækket ribben og Denis blev sprayet med gas. Så fra starten var det klart for os hvilken slags bevægelse det her var.

”SP”: Hvad er dit modersmål? Kommer du fra øst eller vest i landet?

Mange folk ved at jeg kommer fra den vestlige del af landet, mine forældre er fra Volhynia og mit modersmål er ukrainsk. Jeg kan sige med sikkerhed at virkelig mange ukrainere selv i landets vestlige del er sympatiske overfor kampen i den syd-østlige del. Der er virkelig mange der er utilfredse med regimet i vest også, men folk er simpelthen bange for at sige deres mening og forbliver tavse på grund af den atmosfære af terror der hersker der. På samme tid ser de med forhåbninger til hvad der sker i Sydøst, på den kamp. Og i syd-øst har ukrainsk-talende borgere også deltaget i protestbevægelsen. At reducere dette til etniske, kulturelle eller nationale faktorer er fuldstændig forkert.

”SP”: Hvad er din holdning til tidligere præsident Janukovijt? Er han din allierede?

sergeikirichuk2Alle (inklusiv vores venner fra Europa der besøgte og og bevidnede vores kamp imod Janukovitj) ved at vi kritiserede Janukovitj meget skarpt og altid kæmpede imod hans regime. Men selvfølgelig gjorde vi det fra en vinkel, der er fuldstændig forskellig fra det, der blev sagt på Maidan. Vi stod for en socialistisk vej i Ukraine, imod det uhyrlige oligarkiske regime, som Janukovitj havde skabt.

Det er også værd at pointere at Janukovitj er en meget pro-vestlig politiker. Han forsøgte at behage vesten i alt hvad han gjorde. Hans eneste fejltagelse i Vestens øjne var, at han krævede en udsættelse på 6 måneder på at underskrive aftalen om frihandelszonen med EU. Det var efter at protestbevægelsen, kendt som Maidan, var startet.

”SP”: Hvad er der galt med den nuværende Kiev regering? Hvorfor forsøger du ikke at etablere en dialog med den?

Sagen er at den selvudnævnte regering overhovedet ikke er parat til at have nogen som helst form for dialog. Deres eneste argumenter er magt og våben. Som det har udspillet sig, så har bevægelsen i Syd-øst fulgt Maidans vej fra start til slut. Det begyndte med små demonstrationer, der så voksede sig større og mere massive. Ingen dialog med regeringen kunne være kommet i stand på det tidspunkt, for de var fuldstændig døve overfor kravene fra Syd-øst. Og disse krav har været simple og forståelige for alle og enhver – det er, udstrakt autonomi for regionen, anerkendelsen af dets sociale, lingvistiske og kulturelle rettigheder, fjernelse af oligarkiet fra magten. Men Kiev-regimet udnævnte provokatorisk de rigeste mennesker som guvernører for de sydøstlige regioner. Og derefter, præcis som Maidan, begyndte folk at besætte administrative bygninger for at udtrykke deres protest. Men da specialstyrkerne blev sat ind imod dem, begyndte de at gå under jorden og startede dermed denne partisan [guerilla] krig.

”SP”: Hvad bør reaktionen fra demokratiske Europa, civilsamfundet og demokratiske partier være til det der sker i Ukraine?

For to dage siden sagde jeg i den tyske Bundestag, at det de skulle gøre var at lægge pres på deres regeringer for at bringe Kiev til fornuft. Denne blodige terror, disse ”anti-terror operationer” må stoppes, for de skyder simpelthen ubevæbnede mennesker.

Vores vestlige kollegaer fra venstrefløjspartierne kan ikke lægge pres på medierne, men i det mindste er de i stand til at informere offentligheden om, hvad der virkelige foregår i Ukraine, og give en uafhængig vurdering af begivenhederne, og kræve respekt for elementære menneskerettigheder og friheder i Ukraine. Det er et meget simpelt program.

”SP”: Generelt set karakteriserer de vestlige medier protesterne i syd-øst Ukraine som en bevægelse inspireret og støttet af Rusland. Hvor rigtigt er det?

Dette vanvittige hysteri er naturligvis ikke sandt. Her i syd-øst kæmper folk for deres socio-økonomiske rettigheder. Der er en meget stærk anti-oligark, anti-kapitalitisk del i disse protester. Kievs medier beskriver alle oppositionens aktiviteter, alle protesterne, som Putins agenters værk. Og de anser alle for at være Putins agenter. Hvis nogen politikere i det europæiske parlament eller i et nationalt parlament i et europæisk land tillader sig at komme med kritiske bemærkninger om Kiev regimet, så bliver de erklæret for at være Putins agenter lige med det samme. Ydermere, selv hvis neonazister i Kiev begår et væbnet røveri eller angriber fredelige mennesker, erklæres de også for at være Putins agenter der skaber en scene til russisk TV. På den måde er ”Putins agenter” uvægerligt ansvarlige for alt ubehageligt og ubekvemt der sker for Kiev regeringen. Det er fordi han, efter deres opfattelse, kontrollere mere eller mindre alt – i Ukraine, i Europa og alle andre steder.

“SP”: er der nogen finansiering fra Moskva?

Nej. Bevægelsen i syd-øst er uden sammenligning med Maidan, når det kommer til dets tekniske og finansielle donationer og støtte. Viktoria Nuland sagde at USA brugte $5 mia på at promovere demokrati i Ukraine. Og i syd-øst kan man se, at protestbevægelsen er uden kraftfuld finansiel støtte. I hvert fald så jeg ingen finansiel støtte fra Rusland eller Putins administration, i de byer hvor vi var aktive – Kharkov og Odessa. Og i det politiske landskab ser der ikke ud til at være nogen, der vil hjælpe med at finansiere bevægelsen.

”SP”: I får ofte mærkaten separatister eller ”pro-russiske aktivister”. Hvad er din mening om ideen om, at de syd-østlige regioner i landet skulle gå over til Rusland?

”Borotba” bevægelsen har altid stået for Ukraines territoriale integritet, men kun for en territorial integritet der respekterer rettighederne for folket i syd-østs. Vi taler her om budgetmæssig, social og kulturel autonomi. Men desværre gør Kiev-regimet alt hvad de kan for at opsplitte landet. De har lige fra starten taget forskellige skandaløse beslutninger, erklæret alle der er imod dem for separatister. Efter vores mening er de virkelige separatister regeringen i Kiev. De har indledt en kamp mod folket.

oligarkerne afviser ideen om en føderalisering af landet og skaber for eksempel deres egne private hære. Dermed har de valgt den feudale sti, hvor hver suzerain [feudalherre] havde deres egne militære enheder. De skaber disse formationer med ugennemsigtige finansielle kilder og uden nogen form for civil kontrol med disse væbnede formationer overhovedet. Det vil sige, at gennem deres modstand mod føderaliseringen, står de for en feudalisering af landet.

Hvis der ikke var et oligarkisk regime i Rusland, hvis der var, om ikke socialistisk, så i det mindste sociale reformer i Rusland, der ville stemme overens med interesserne hos brede lag af hårdtarbejdende folk, så ville mange i Ukraine hælde mod en tæt union med et sådan Rusland.

Alligevel ser mange ukrainske borgere til Rusland med forhåbninger. Men her taler vi ikke engang om pro-russiske følelser, men kun om at redde ens eget liv, stabilitet, og fred på de syd-østlige regioners territorium.

”SP”: Hvad tænker du og dine kammerater om den russiske præsident Vladimir Putin? Anser I ham for jeres allierede? Hvad mener I om den russiske opposition?

Vi har altid været Putins modstandere. Du ved, at vi har tætte forbindelser med den russiske organisation ”Venstrefronten”, der er stærkt imod præsident Putin. Og vi støtter altid vores kammerater når de undertrykkes. Vi protesterede ved den russiske ambassade og lavede solidaritetsaktiviteter. Vi støttede fangerne ved Boltniy retssagen [en prominent politisk retssag imod en række aktivister fra bevægelserne i 2012 i Rusland, heriblandt venstrefløjsaktivister], vi har hjulpet russiske aktivister med at søge tilflugt i Ukraine fra politisk undertrykkelse. Ingen kan mistænke os for at være Putins allierede.

”SP”: Fortæl os hvordan masseprotesterne i Syd-øst ser ud indefra? Hvad er forskellene og lighederne med Maidan?

Massebegivenheder er fortid nu, for regeringen i Kiev skabte skabte en sådan atmosfære af frygt og terror, at mange mennesker simpelthen er bange for at gå på gaden. Men når folk var kommet på gaden kunne man se to store bestanddele. Den første var borgerne der ønskede maksimal samarbejde og union med Rusland. Den anden del var anti-kapitalistisk, anti-oligarkisk; folk der var fortørnede over, at regeringen i Keiv udnævner milliardærer som guvernører i de syd-østlige regioner og som ingen intentioner har om at gennemføre nogen reformer i folkets interesse.

Men selv blandt de såkaldt pro-russiske bestanddele var der meget forskellige folk. Der var dem der talte om historisk og kulturelt fællesskab med det russiske folk. Men der var andre, der fastholdt en meget pragmatisk vision. Det er unge arbejdere, ingeniører der ønsker at arbejde ved teknologisk udviklede virksomheder, der for øjeblikket er orienteret mod det russiske marked. De ønsker ikke at blive til “zarobitchan’e” [ukrainske emigrantarbejdere], der er tvunget til at rejse verden rundt og lede efter arbejde.

”SP”: Der er mange beretninger der påstår, at russiske nationalister deltog i protesterne i syd-øst. Er det sandt?

Jeg kan sige, at russiske nationalister deltog i disse protester, men der var meget få af dem. Og forskellen mellem nationalisternes deltagelse i protesterne i Syd-øst og på Maidan var, at de var ude af stand til at gennemtvinge deres egen dagsorden både i Kharkov og Odessa og ikke engang i Donbas. Vi er kommet med skarp kritik af de russiske nationalister og de kritiserede os. Men her var en situation, hvor venstrefløjen var den stærkere og mere organiserede side.

”SP”: I starten af maj måned blev hele verden rystet af tragedien i Odessa…

Jeg mener at Odessa massakren burde være i centrum for europæisk og international politik. Odessa tragedien er typisk for hvad der sker i Ukraine. Mange europæiske politikere begrænser sig til at sige med deres egne ord, at det er en meget vanskelig og kompleks situation. Men det er ikke et svar. Det er ligeledes utilstrækkeligt at sige at begge sider er skyldige, som de ukrainske medier har en tendens til at påstå.

Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at denne konflikt ikke kan forklares udtømmende som et sammenstød mellem bare to parter alene. Du kan se, det var både neo-nazister, fodboldfans og folk der protesterede mod regeringen i Kiev. Men der var også politiet, der er kontrolleret af regeringen i Kiev. Så i denne konflikt var der mindst tre sider.

Fodboldfans og enheder af Maidans selvforsvar begyndte at ankomme i Odessa 2. maj. De ønskede at afholde en såkaldt march for Ukraines enhed, der var endt i blodbad i andre byer. Det er et meget alvorligt spørgsmål at stille regeringen i Kiev – hvorfor stoppede de ikke nationalistiske demonstrationer under disse forhold med borgerkrig?

Mere end totusinde mennesker var samlet i Odessa fra forskellige ukrainske byer. Nogen af dem bevæbnede. Og det er et andet spørgsmål til regeringen i Kiev – hvorfor tillod de en så stor koncentration af bevæbnede mennesker i byen?

Et angreb på aktivisterne i marchen for Ukraines enhed fulgte kort efter. Angriberne var uidentificerede mennesker med masker og med bånd lavet af rød tape. De handlede med stiltiende accept fra det Kiev-kontrollerede politi. Og derfor bør vi spørge – hvem kontrollerer politiet? Tydeligvis ikke aktivisterne i bevægelsen mod regeringen…

Oppositionens lejr på Kulikovo Field [en plads foran fagforeningsbygningen] bestod hovedsageligt af ældre folk, kvinder, fredelige demonstranter, der ikke besad nogen våben. De fandt ly i fagforeningsbygningen. Neonazisterne satte ild til bygningen, mange blev brændt levende, mange døde efter at have sprunget ud af vinduer og mange blev dræbt da de nåede jorden.

Vores kammerat Andrey Brazhevsky døde i fagforeningsbygningen. Han sprang fra tredje sal fra den brændende bygning og overlevede, men fascisterne tæskede ham til døde med køller. Hans mor var der også på det tidspunkt. Hun så, at en af fyrene var sprunget ud af et vindue, hun så at fascisterne forsøgte at dræbe ham. Hun kastede sig selv over ham og skærmede ham med sin krop og reddede ham. Hun vidste ikke at hendes egen søn i præcis samme øjeblik blev tæsket af fascisterne og at han ville dø af disse tæsk.

Det er utilstrækkeligt at sige, at det var en tragedie. Det var en planlagt og velkoordineret massakre i centrum af en af Ukraines største byer.

”SP”: 7. maj i Moskva annoncerede præsidenten for Svejts og Vladimir Putin en anden plan for at nedtrappe situationen i Ukraine. Har den nogen fremtid?

Geneve aftalen havde lignende indhold, men det er åbenlyst, at regimet i Kiev ikke havde nogen intentioner om at overholde dem, og selv hvis de gjorde, ikke havde nogen som helst måde at gøre det. Når vi taler om at afvæbne alle disse neonazistiske bander, må vi forstå, at regeringen i Kiev ikke kontrollerer de fleste af dem og ikke har nogen loyale styrker, der ville være i stand til at afvæbne dem. Regeringen i Kiev holdes som gidsler af disse bander og kan ikke gøre noget ved dem.

”SP”: hvad mener I om det kommende præsidentvalg 25. maj?

Vi anerkender ikke dette valg, fordi de gennemføres af en selvudnævnt regering der konstant overtræder demokratiske rettigheder og procedurer. Denne regering tog initiativ til og gennemførte ændringer i loven så valgene endda vil anses for gyldige, selvom de kun finder sted ved kun et valgsted. Kan man virkelige anse en sådan tilgang for demokratisk?

Vi har mange gange opfordret kandidater til at trække sig fra dette valg. Desværre mener CPU [Kommunistpartiet] at de bør deltage, og deres kandidat stiller op. Men vi ønsker ikke at tage del i denne farce.

”SP”: hvad mener I om folkeafstemningerne i regionerne Donetsk og Lugansk?

I starten var vi meget skeptiske overfor disse folkeafstemninger og mener, at for at afholde dem var det nødvendigt med en eller form for stabilisering af situationen. Men i dag, under forholdene med vold og terror, har vi en forstående indstilling overfor de folk, der afholdt og tog del i folkeafstemningerne. De republikker der er blevet proklameret i Donbas er ikke et resultat af en eller anden manøvre fra Putins side, men det direkte resultat af Kiev-regeringens handlinger, der overgår de værste eksempler på fascistisk propaganda i løgnagtighed og kynisme.

“SP”: Hvilke fejl har I begået I jeres politiske kamp?

”Borotba” bevægelsen, der altid orienterede sig mod massemobiliseringer af arbejderklassen og ungdommen, troede, at vi havde flere år med relativt demokrati foran os, med forhold hvor man på den ene eller anden måde havde retten til fredelige forsamling og pressefriheden ville blive respekteret. Desværre viste denne antagelse sig at være forkert. Det viste sig, at vi var uforberedte på den direkte terror. Måske er det vores fejl, at vi fandt os selv ubevæbnede under disse betingelser. Vores organisation er de facto ved at blive knust over hele andet. Åben undertrykkelse af venstrefløjen er begyndt i løbet af de sidste få dage. Vores kontor i Kharkov blev angrebet af uidentificerede mennesker i sorte uniformer, der har konfiskeret alt – røde flag, højtalere og megafoner, en projektor, al vores agitationsmateriale. Organisationens arbejde i byen er blokeret. Vi har information om, at i Odessa forbereder de arrestationen af den lokale leder af ”Borotba” Alexei Albu; han er borgmesterkandidat i byen og var tvunget til at forlade Odessa. I Kiev fik Andriy Manchuk, den mest kende venstrefløjsjournalist i Ukraine, gennemsøgt sin lejlighed - folk med stormrifler brasede ind i hans hjem. Overordnet set er vi i en fuldstændig tilstand af illegalitet. Nogen af vores kammerater har midlertidig forladt Ukraine. Dem der bliver her lever i illegalitet, og vi har bedt dem om at afstå fra nogen form for offentlig aktivitet og koncentrere sig om det illegale arbejde.

Jeg er for øjeblikket selv i Athen, hvor jeg tog del i konferencen ”Europæisk anti-fascistisk møde”. Jeg havde ikke planlagt at forlade Ukraine i lang tid. 9. maj tog jeg til Berlin for at deltage i en konference i Tyskland, men der modtog jeg information om risikoen for arrestation og besluttede at blive her et stykke tid.

Nazisterne har samlet en liste over ”fjender af den ukrainske nation” og planlægger undertrykkelse rettet mod folkene på denne liste. Næsten alle ”Borotbas” aktivister er på den liste, ligesom almindelige mennesker, så hundredetusinder er i fare… Nu samler regimet også sin eget liste over upålidelige, så jeg tror at vi i de kommende måneder i Ukraine vil opleve en atmosfære med højreorienteret terror.

Men vi bliver nødt til at gå ned af denne vej. Vi har ikke andet valg.