Forside nr24LEDER: Mens flygtningekrisen fortsætter, er SF i hastig flugt mod højre, med partiets nye udspil på flygtningeområdet. Enhedslisten følger lige i hælene. Internationalismen er smidt over bord til gengæld for en såkaldt ”realistisk” politik, der i realiteten er højrefløjens politik, pakket pænere ind.

Ifølge SF selv ligger det nye udspil sig mellem ”humanismen” og ”realismen”. I realiteten har SF bare antaget samme logik som højrefløjens: at antallet af asylansøgere ”betyder noget”, og at der er grænser for, hvor mange Danmark kan tage imod.

SF har udpeget fire områder, hvor partiet har rykket sig, og bakker i flere tilfælde op om regeringens foreslåede stramninger i 2025-planen. SF støtter bl.a. regeringens såkaldte ”nødbremse”, der betyder, at asylansøgere skal kunne afvises ved grænsen, hvis der igen opstår ”en krisesituation, der sætter de danske grænser under pres”. For oh ve! Danmark kan umuligt klare et par mennesker på en motorvej, der er flygtet fra et sønderbombet Syrien. Ligeledes støtter SF øget kontrol ved Europas ydre grænser.

I realiteten betyder det et opgør med de internationale konventioner om retten til at søge asyl. Den eneste løsning er at holde flygtninge væk fra grænsen, så de ikke kan søge asyl i første omgang. Det er præcis, hvad EU’s beskidte aftale med Tyrkiet om, at dette land holder flygtninge fra at krydse ind i Europa, er et forsøg på: Tyrkiet bygger en mur på grænsen til Syrien og har i flere tilfælde skudt og dræbt mennesker, der forsøgte at flygte over grænsen. Aftalen har presset flere til at forsøge en anden og mere farlig vej over Middelhavet. Resultatet er det højeste antal druknede flygtninge nogensinde: 3800 i 2016 indtil nu, sammenlignet med 3771 i 2015.

SF forsøger at pakke partiets forslag ind i humanisme ved at sige, at det er imod regeringens fattigdomsgørende integrationspolitik. Og det er korrekt, at integrationsydelsen og regeringens andre angreb på flygtninge er ekstremt inhumane. Men hvad er SF’s løsning: bedre kontrol med den europæiske grænse!

SF foreslår, at flygtningene ikke længere skal modtages i de enkelte lande, men at der skal laves en kvotefordeling i EU. Så meget for realisme. EU aftalte forrige år at fordele 160.000 flygtninge. Indtil nu er bare 5.000, dvs. 3%, blevet fordelt.

SF følger lige i hælene på Socialdemokratiet, der følger lige i hælene på Dansk Folkeparti. SF’s politik er pakket ind i en mere human indpakning; men konsekvensen vil blive den samme, nemlig flere druknede flygtninge.

Heller ikke Enhedslisten modstår dette træk mod højre. Herfra lyder det, at et af kriterierne for at støtte en Socialdemokratisk regering er en mere blød flygtningepolitik. Fint nok. Men Johanne Schmidt Nielsens respons på SF’s udspil er yderst sigende: ”SF siger selv, at deres udspil har været på vej i over et år, og at der er tale om en ny kurs. I Berlingske lanceres det som et ’strammer-udspil’. Personligt har jeg svært ved at finde det nye i udspillet. Og jeg synes sådan set heller ikke, at det er særlig strammer-agtigt,” skriver hun på sin Facebook. Hun fremstiller det nærmest som ligegyldige bagateller.

Der er ingen kritik af, at SF taler sig lige ind i hele det politiske konsensus om behovet for en strammere flygtningepolitik. Ingen kritik af, at SF legitimerer regeringens uhyrlige linje i flygtninge- og indvandrerpolitikken. Ingen kritik af regeringens politik, der er med til at skabe krig og fattigdom, præcis det, som folk flygter fra.

Enhedslisten anerkender præcis som SF dette systems rammer: vi lever i kapitalismen, den er i krise, derfor er der ikke råd til at tage sig af alle flygtninge, og derfor må vi lukke grænserne. Ad en anden vej når de præcis samme konklusioner som højrefløjen.

Skal man mene noget med internationalisme, må man først og fremmest rette skytset mod sin egen regering og herskende klasse og udstille konsekvenserne af deres politik. Venstrefløjen må forklare, at kapitalismen befinder sig i en blindgyde, men at det ikke behøver at være sådan. At ressourcerne er tilstede for at udrydde fattigdom og årsagerne til krige. Men at det kræver, at vi sætter en stopper for dette barbariske system en gang for alle.

Denne leder blev bragt i Revolution nr. 24, november 2016. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99kr.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]